Jeg skal på ferie med mine unger…og denne gang er det ikke i sommerhus, som det ellers har været de sidste mange år. Jeg har mødt nogle mennesker som levende har fortalt om deres ture med det svenske firma Navigare Yachting, som har et hav af både liggende i Thailand, Kroatien, Tyrkiet og Grækenland. Jeg har været på ø-hop mellem de græske øer i forbindelse med en interrail tur, i mine unge dage hvor vi startede ud med at stå på sommerski i næsten 4000 meters højde i alperne og tog toget videre til Piraeus, hvorpå øhoppene startede. Jeg husker det som noget at det fedeste…jeg rejste sammen med 2 venner Jan og Michael og vi havde telt og gear nok med, til virkelig at få Grækenland ind under huden. Lidt af den oplevelse var nu det jeg drømte om at få sammen med mine 4 unger, nu bare til vands. De er alle teenagere og mon ikke de allesammen tænder på at sejle, bade, opleve, spise, dykke og bare få Grækenland helt ind under huden ?
Jeg har fået bygget et lille mini anneks i mit sommerhus….det kom på en palle og skulle samlet og sættes op og derefter males. Nu passer det perfekt til storesøster huset og kan rumme det meste af mit gøjl, rekvisitter, skøjter, ski/stave og ikke mindst julepynt. Fatter stadig ikke hvordan jeg kan have samlet SÅ meget julepynt. Ikea har udemærkede stigereoler som får det hele til at stå snorlige…nu er der bare tilbage at få et overblik og smide ud de ting jeg virkelig ikke behøver….hmmm, samler genet fornægter sig ikke. Jeg er på en hård prøve nu…men skal man egentlig smide medaljer og pokaler ud fra 10 år som fodboldspiller….Norway cup, Sjællandsmester og sølv ved Danmarksmesterskabet, nej vel! Og så alligevel…….
Tryk for at se fotos i original størrelse.…Jeg har fire teenagere, som alle skulle have en ny cykel. Vi har snakket om det og holdt øje med den blå avis, idet den ældste på 18 år helst vil have en short eller long John. De er dyre selvom de er mega skramlede og rustne. Det lykkedes ham at finde en short John igennem nogle gamle skolevenner. Pigerne har alle en Raleigh hos deres far, men den er alt for tung og uhandy til det liv vi lever på Vesterbro. Da jeg sammen med pigerne så de her mega smarte Finske cykler i et tøjbutiksvindue på Østerbro, var vi alle solgt på stedet. Jeg tog straks hjem og googlede Jopo og fandt via deres facebook side frem til forhandlere. Først testede vi alle cyklerne og jeg fattede bare ikke at de var SÅ gode at cykle på. Super handy, uden lir og gear. Vi købte dem i Baisikeli Cykler og tog straks en tur gennem byen, hvor vi først så en kæmpe brand i Tivoli, videre til åbningen ad det franske skønheds imperium, som er åbnet i Illum, hvorpå vi tog hjem og fandt vores lokale spingvand fjollet op med sulfo bobler. Mine piger cykler nu til Vesterport station og kan nemt løfte dem ned af trapperne og ind i s-toget og så cykle videre til skole i Hellerup. Nu har vi en hver i forskellig farve og pigerne låner min og storesøsters til deres venner, når de har besøg og København bliver indtaget, fra Zoo til Kgs. Nytorv. Jeg pønser nu på at få et par til mit studie på Bryggen, så vi kan fikse ærinder i byen og tage på location research i området og nemt smide dem ind i bilen og have dem med på optagelser, hvor vi arbejder på store opråder. Det næste der skal ske er at vi skal have den pimpet med kurv, lys og gøjl. Just wait and see.
Den dag min ældste flyttede hjemmefra, cyklede pigerne og jeg ned og hjalp ham med at komme på plads og gik derefter over på skaterbanen og hang lidt ud. Marcus og hans venner var også ret vilde med Jopo cyklen, selv hans 2 meter høje ven…synes at den var for fed, check det sjove syn ud her:
En af mine mest bevægende øjeblikke i Nepal forgik på toppen af Guru Rinpoches bjerg, hvor Pia og Lakha havde arrangeret 4 munke til at bede for vores ønsker. Jeg havde allerede hjemmefra glæder mig for vildt til dette øjeblik og havde gjort mig en del tanker om hvorledes jeg ser mig selv fremadrettet og hvad jeg ønsker for mig selv og mine nærmeste. Et par ting, som jeg synes spænder ben for mig i min hverdag og som jeg har mediteret en del på at få til at manifestere sig…fik frit løb og jeg kan godt afsløre at der er flere af mine inderste ønsker, som har fået så meget fokus og ER gået i opfyldelse allerede. Vi ankom til bjerget og har først inde i Guru Rinpoches hule og gik derefter op på toppen, sad i stegende hede og nedskrev vores ønkser, et på hvert flag, som munkene beder for og sender ud med vinden. Få et lille velsignet vingesus her:
Festival of Lights eller Diwali afholdes i store dele af verdenen, Sri lanka, Indien, Myanmar, Trinidad, Tobago, Mauritius, Malaysia, Singapore, Fiji og Nepal som her. Mange folkeslag fester, både hinduister, sikher og buddhister. Festen varer i 5 dage og ligger efter nymåne mellem okt til november. Vil du opleve det i 2012 er det den 13 november. Iår landende den på d. 26 oktober. Hele byen bliver rengjort og alle ordner deres hjem så de er klar til at modtage besøg. Især pynter de udendørs med lys og mandalaer på gaden. I fem dage i træk tænder de lys og på den 5. dag fester de til den lyse morgen. Det er en officiel helligdag og ligner meget vores juleaften den. 24 December. Ved Lysets fest fejrer man alt godt over ondt og stoler på at de spirituelle kræfter overgår al ondskab. 1. dag står i business tegn, den dag Inderne overgår til en nyt finalcielt år. 2. dag er noget med dæmoner, som jeg ikke helt har opfattet, sorry. 3. dag forguder de lakshmi, som står for velfærd og hendes velvillige lyst til at opfylde alles ønsker. 4. dag er en meget lang fortælling om patala.Men mest går det ud på at moderen i familien hyldes 5. dagen er noget med Yama Dvitiya. Dog fejrer nepaleserne det som en bror og søster dag hvor de inviterer hjem og hylder søskendeskabet.
På selve Diwali aftenen, den 5. dag sad vi på et hustag, på en lille lokal tibetansk restaurent og fik momos med udsigt over stupaen, som var lyst op at titusinde lamper og nød synet af fyrværkeriet. Det kunne mest sammenlignes med nytårsaften, dog en lun aften med bare tæer i klip-klappere og med en meget spirituel stemning. Du kan tro at jeg kan anbefale dig at være med til en diwali fest.
Idag er det den 22 og jeg er på ingen måde i julestemning. Jeg har købt en del gaver i Nepal, som jeg allerede er kommet til at forære væk..så nu skal jeg alligevel på juleshopping og tænder max af på det. Egentlig elsker jeg at berige folk med en ting, som jeg ved de vil sætte pris på, som jeg har brugt tid på at finde og eller selv lavet. Men nu står jeg med tidspres og når ikke at lave de ting jeg havde i tankerne og synes at det er så trist at gå i isenkræmmeren eller Magasin efter et eller andet fuldstændig overflødigt i mine øjne. Mine unger har maser af ønsker, men de mangler jo ikke noget. Intet er for slidt til at skulle fornyes, intet er et virkelig brændende nødvendigt unde og det giver bare ikke mening for mig. Jeg har selv i flere år ønsket mig noget nyttigt til mig selv, mit køkken, eller til et godt formål. Jeg er blevet kisteglad for en ged, et sponsorbarn eller en oplevelse. Jeg bruger mange af mine arbejdstimer i modebranchen og får mere end rigeligt med input fra den maskine af overforbrug, der er i gang dér. Med al respekt for dem, der nyder det. Min 17 årige søn ønsker sig en mixer og lign. udstyr til hans fritidsjob som DJ og det vil jeg supergerne støtte op om og klart gider han ikke at have en ged, men hvornår kan man egentlig mærke at man har ting nok, tøj nok og hellere vil bruge sine ressourser på nogen der har mere brug for det ? Jeg har i hvert fald noget et punkt, hvor jeg ikke rigtig synes at have brug for flere ting og sager, men elsker at få overraskelser og feel-good oplevelser:-) Da jeg besøgte Tibet charity i Kathmandu og så hvor ihærdige de tibetanske flytninge er til at integrere sig i Nepal, men hvor det stadig er svært for nogle forældre at få råd til skole og ordenlig mad til deres unger, ja så besluttede jeg mig at min julegave til mig selv skulle være et lille trængt barn. Pigen jeg valgte hedder Tenzin Sangmo på 3 år, hvis forældre har en lille butik, som kæmper med at kunne løbe rundt. Med mit bidrag på 1600 kr. årligt, skal de ikke længere bekymre sig om at lille Tenzin ikke kan komme i en god skole, få sund mad og rent tøj på kroppen. Udover er der faktisk lidt til deres egen husholdning og for mig handler det om på uge basis at cykle en dag og lade bilen stå, springe en café latte over på café og så er den hjemme. Kigger nu allerede på mit budget for at give mig selv en ældre på plejehjemmet i fødselsdagsgave!
Middelalderbyen, Bhaktapur var Kathmandu dalens hovedstad fra 1200-1482 hvor Kong Yaksha Malla delte riget mellen sine tre sønner, og dalen blev regeret i tre kongeriger indtil 1776. Her er 85.000 indbyggere og det inderste af byen er bilfri. Her holder en masse kunsthundværkere til og du kan med held finde helt gamle autentiske ting. At gå rundt i de smalle gader med håndlavede teglsten som underlag, lagt uden mørtel er som at være hensat til middelalderen, hvor kvinder vasker tøj og børn leger med tøndebånd og terninger. Byen har smukke træudskæringer, keramikere, håndlavet papir og gørtleri.
Det hele startede da vi gik hjem fra børnehjemmet, sammen med danske Adam og hans sorte kæreste fra NY. Vi var forbi for at se det hjemsøgte hus hvor vi skulle holde halloween og på vej hjem igennem Boudha møder vi denne munk og falder i snak, selvom det var sparsomt hvad vi kunne forstå. Adam der studerer tibetansk buddhisme hernede fik lidt forståelse af munken, resten var vist kropsprog 😉 Alle dem vi havde mødt på vores vej, var ved at dreje hovedet af led ved synet af Leishah, da de aldrig før har set en sort pige i virkeligheden. Munken var også temmelig fascineret over hendes dreadlocks. Han bød os ind og viste os rundt og forklarede med fakter om vores “monkey-mind” som er en tanke eller filosofi, som styrer os alle. Vi så alle de unge munke bede i klosteret og en masse andre sad og rullede hellige mantraer, som skal ind i buddhaerne, som forsegles og velsignes under bøn i tre dage i klosteret. Alle disse guldbelagte meget kostbare buddhaer skulle bruges i et tempel. Det var en meget stor oplevelse at få lov at være med til og på vej ud gik vi om bedehjulet og følte os alle meget beriget og velsignet.
Overalt hvor der er tibetanske flygtninge hænger der bedeflag. Det er det smukkeste og roligeste syn, synes jeg. Bedeflagene symboliserer tibetanske buddhistiske bønner, i form af skrevne mantras som senders med vinden. Flagene bliver oftets skiftet 3 dage efter Losar (Tibetansk nytår) eller ved andre vigtige hellige begivenheder. Hver farve symboliserer een af de 5 elementer og hænger altid i en bestemt rækkefølge. Blå- himmelrummet, hvid-vand, rød-ild, grøn-luft eller ilt fra træet og gul-jord. Normalt ser man dyr på flagene, som ifølge buddhismen er beskyttende; drage, garuda, tiger og sneløve.
I hele min sommerhus have hænger der bedeflag og jeg er så glad for at jeg tog en masse med hjem, så jeg nu kan få de sol skadede og sne jordslåede udskiftet. Hvis du gerne vil dekorere din stue, have, eller bruge de bittesmå papirsguirlander på juletræet så finder du dem i denne webshop:-)
I forgårs var vi på børnehjemmet Jorpati som ligger midt i flytningelejren af 300 beboere. Før i tiden var stedet et være berygtet slumkvarter, men nu er alle flytningene integreret og de fleste har arbejde ude blandt nepaleserne. Inden for murene hersker der nu fred og idyl, små blomster spirrer, gaderne er pænt fejet og alle bor tæt side om side i fuld fordragelighed med deres egen lille stupa i midten af bosættelsen, hvor de løbende går med uret rundt om og sætter gang i bedehjulene. Dagen er kommet for deres lama, Rinpoche Lakha (som de er nært knyttet til) skulle komme forbi og velsigne dem. Det gøres på bedste buddhistiske vis, ved at de står let foroverbøjet med et hvidt silketørklæde en såkaldt katak med påtrykte mantras, i hænderne. En katak symboliserer ønsket om et langt liv og et rent venskab. Giveren bukker idet Rinpoche Lakha Lama hænger det omkring deres hals, hvorpå de samler hænderne foran hjertet og bukker igen. Det er en meget smuk ceremoni. Flere af de ældre med skavanker vil gerne have Lakha til at puste på den hørehæmmede øre, eller synsvækkede øje, eller hvor de nu har ondt. Ikke bare børnene fra børnehjemmet med også 2. generations flytninge går i skole her i Jorpati, hvor de lærer engelsk, EDB, grafisk design og skræddersyning. Ved at støtte eller sponsorere et barn, finanserer det ikke kun barnet, men hele familien, som gør at de kan opretholde en okay leve standard og ikke skal bekymre sig alt for meget om at få det hele til at løbe rundt. Men koncentere sig om at støtte ungerne i deres skolegang og meget disciplinerede lektielæsning og lyst til at lære.
Vi rejste i en gruppe, hvor nogen af os havde nødhjælp med i form af skoleartikler, tøj, sko eller forbindinger, Der var også et dansk par, som besøgte Deres sponsor barn, til stor glæde for alle parter. Det var en vanvittig rørende og spændende dag…det mest fantastiske var at se hvor fint de har ændret et helt kvartér til et sted hvor alle har lyst til at bo og at mærke den enorme glæde, energi, ydmyghed og disciplin de udviser hinanden. Jeg er dybt inspireret af det tibetanske folk.
