Igår var jeg til Danish Fashion Institutes 10 års fødselsdag og det endte helt fantastisk.
Jeg var ellers lidt presset over at skulle ændre mit mindset fra nødhjælps/NGO/flygtningedebatør til sexy cocktail party med alt hvad der kunne krybe af den tunge fashion industri. Jeg har jo som stylist og kreativ chef været en del af hele det cirkus i over 25 år og det har aldrig været kedeligt.
Jeg har bare sat en kraftig streg i sandet for ca 5 år siden, ved udelukkende at arbejde med og formidle bæredygtig fashion i FairStyles. For 2 år siden tog jeg beslutningen om at være “Sustainable to the bone” hver dag…altså kun at klæde mig i tøj, der ikke har ligget miljø, dyr eller mennesker til last. I min størrelse har det sgu ikke været det nemmeste, og jeg har da også lignet en festival hippie i den første periode. Men det var samtidig det der holdte mig vågen og på tæerene…for hvis ikke jeg kan være konsekvent i min påklædning og samtidig se nogenlunde “fashionable” ud, hvem kan så.
Og det er jo det der er grundlaget for min boutique og webshop My Fair Shop….for det ligger mig ualmindelig meget på sinde at vi alle tager de rigtige bæredygtige valg i hverdagen, fra det vi sover, det i bader i, det vi klæder os i, det vi omgiver os med…alle de hverdags behov SKAL kunne gøres bedre ud fra en bæredygtige og miljøvenlig tankegang og det er jeg sgu kommet i mål med.
Til gengæld har jeg ikke støttet de fine danske firmaer, som jeg før klædte mig i og iøvrigt frekventerede ofte qua mit arbejde, med at lave modeserier. Men det var edderlækkert at se Jer allesammen, at udveksle kram og kærlighed og høre hvor I er I Jeres liv.
Eva Kruse fik fortalt os allesammen at VI er indholdet i DAFIs ramme, vi er talentet og vi skal så meget forsætte. Danmarks skal være på verdenskortet og vi aimer mod at vi som danskere skal være så stolte af vores mode industri, på niveau med en franskmand og det er den retning vi gå efter.
Mit game er at være 100% konsekvent BÆREDYGTIG, og sådan har jeg valgt at bruge modestafetten videre. Og vi alle gør det så godt vi kan og på den måde vi finder rigtig.
Til slut vil jeg sige at hvis du stod udefra og kiggede ind på Langelinie Pavilionen inat, så ville du se rigtig mange sortklædte pissesmarte mennesker, frynser, restylane-fjæs, stoffer, heliumsballoner, syge DJs, eliten af cool kendte, spons og fashionfolk når de er bedst. Men det jeg så og følte var dyb respekt for hinandens arbejde og jeg fik personligt så mange kram og tilkendegivelser for mit nødhjælps arbejde med Fair Welcome og så mange der gerne vil byde ind med hjælp til flygtningearbejdet og charity arrangementer vi sammen kan fortsætte med….hold nu kæft en win win nat. TAK DAFI.
Giv dig selv 24 minutter til at se hele historien: om tragedien i Rana Plaza ;-(
Der er ingen tvivl om at Jorden vi lever på ikke kan bistå os det forbrug vi har idag og vi bliver “død og pine” nød til at re-tænke den måde vi forbruger på….bruger du egentlig køkkenrulle? Mangler du et indspark, så gå på TED og få lidt at gå i seng på.
Sharing Copenhagen en en platform hvor du finder alle de grønne tiltag København kan bryste sig af. Ikke bare Copenhagen fashionweek er på vej i en mere grøn og bæredygtig retning, men København i det hele taget bevæger sig i den rigtige retning efter min smag. Jeg elsker at kunne cykle rundt på cykelstier, at bade i havnen og se hvordan turisterne nyder ikke bare Tivoli , Kødbyen men også alle vores gode spisesteder. Jeg er jo kendt for at bruge mit håndled til alle mulige armbånd, som er samlet sammen fra forskellige lande, gaver og især mine Nelson Mandela armbånd, som jeg aldrig tager af. Det var rygtes, så en fotograf fra Københavns kommune gerne ville bruge mit håndled som model;-) til Sharing Copenhagens kampagne om at få alle lederne i tale, under FN´s klima konference. Det fede var at kunne medbringe den 100% bæredygtige cykel lavet af Bambus designet af danskere. Husk at tjekke ind på sitet og hold dig opdateret på Københavns grønne muligheder.
I loved every minute with you, my love. The last year before your death and while you were struggeling with cancer, I heard this song over and over again. I never played it for you… it was to sad and I prayed to spirits in this world for you to hold on to the hope of recovery, even if I lost hope ones in a while. Then you made this piece of art, like the angels was around you and you were flying with them, it broke my heart…and I knew where you were going…..we were used to be apart but still very close, you were just two hours away…now you are many many years away….but we will meet again, flying with angels. In memory of my spanish LOVE.
Hold your breath as I kiss you softly
Make a wish before you leave this place
Hold me tight as you whisper your last words
Make me smile before I start to cry
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Hold my hand and help me let you go
When darkness breaks I will stay awake
I hope you’ll wake up to a precious dawn
Goodbye my love – don’t you be afraid
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Shine on you again
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Listen to the lyrics by Mads Langer here:
Jeg er uddannet beklædningsdesigner, men har aldrig rigtig brugt den uddannelse til andet end at style andres færdige kollektioner. Grunden dertil er lang og den fortæller jeg gerne en anden dag. Jeg har altid været fascineret af mode, tidens forandring, det kreative udtryk og omskiftelige stilarter. Dog har jeg altid haft stor glæde at at sy tøj selv, istandsætte gamle møbler, indrette rum, male kunst eller lave smykker.. det er bare sjældent at det har set super moderne ud og været noget man kunne lave penge på. Det håndgjorte er moderne til tider og vil sikkert altid blomstre op fra tid til anden. 70 érnes hæklede vester og tye-dye t-shirts var fantastiske, 80 érnes punk med revne og hullede ting, malede statements på læderjakker besat med nitter var begge tidsperioder hvor jeg gik all-in på homemade fashion, og stod ikke tilbage for en nyt DIY outfit til hver weekend. Det skulle jo helst have et helt personligt og signifikant udtryk. Da 90 érne sætter ind har den hurtige mode, plastic, neonfarver, billige ting der så ud af meget ligesom overtaget og folk vil have mere af det hele men bliver vandt til at betale mindre. Det ligger et kæmpe press på modeindustrien. Danmarks 4. største exportvare er med til at presse produktionen til lave priser. Og flere kæder af billige tøj butikker opstår, så de nu ligger i ethvert shoppingcenter og vi bliver præsenteret for 3 t-shirts for 100 kr, 10 sokker for en 10 ér og det ser sgu smart ud, så hvorfor ikk? Hvis vi stiller os selv spørgsmålet om det er i orden og er en måde vi har lyst til at forsætte på, får de fleste en lidt dårlig bismag i munden men hvad er alternativet? Og hvor mange kender du helt ærligt, der har stilt sig selv det spørgsmål ? JEG HAR!!!! Det gjorde jeg for mange år siden og jeg var selv en stor del af industrien, da jeg som stylist hver dag lavede mode fotooptagelser til editorial brug i modebladene og brugte flittigt af Fast fashion og make-up og hår produkter spækket med parabener og hormon forstyrrende stoffer. Jeg har lyst til at forsætte med at lave de meget kreative optagelser, shows, events, musikvideoer osv. men kunne det forenes med at det nu skulle være i overensstemmelse med min indre ideologi og håb for en fremtid jordklode, hvor der er plads til alle og hvor vi ikke bare bruger mere og mere, men genbruger så meget som muligt. Der skulle et længere ophold i Himalaya før det stod mig klart hvilken vej jeg skulle gå. Efter af have siddet i puja med buddistiske munke i et kloster, kom ideen til FairStyles, som sidenhen har varetaget alle mine tidl. opgaver, bare kun med et bæredygtigt afsæt, så ingen mennesker og miljø ligger til last for at vi gerne vil gå klædt i det lækreste outfit, dufte af skønne produkter og omgive os med smukke møbler. FairStyles er et visuelt presse/kommunikationsbureau. vi havde en noget stram opstart da de færreste vidste hvad vi snakkede om eller stod for. Vi var meget alene med vores ideologi, det har gudskelov ændret sig meget, men desværre skulle der en kæmpe frygtelig tragedie til for at folk i en bredere forstand fik øjenene op for hvordan vores tøj egentlig bliver tilvejebragt. 24 April 2014 er det et års dagen for tragedien, hvis du ikke husker sagen så se lige 5 min her fra Rana Plaza tragedien i Bangladesh. Det her er den største tragedie med 1100 døde og mere end 2000 sårede og ja bygningen var ikke i orden konstrueret, men hvad regner man egentlig med, når man betaler folk 37 $ pr. måned mod 200$ i Kina, som lige nu er verdens største tøjfabrikant, hvordan kan man bare lukke øjenene for at dem der forarbejder vores tøj ikke har ordenlige forhold, sikrede bygninger, pauser, forsikringer, ferieordning, indeklima osv. Jeg skammer mig, men er nu stolt af at vores arbejde i FairStyles har skabt så meget omtale at vi nu har udvidet med en bæredygtig webshop: www.fair-shop.dk som udelukkede handler med bæredygtige, certificerede, håndgjorte, etiske, lokalt produceret o.lign produkter.
Mine 15 årige piger og jeg var på gaden tidligt for at få styr på konfirmationsforberedelser. Det var så fedt at cykle på gaderne helt alene, alt var spærret af til halv maraton. Vi fik hurtigt styr på vores indkøb og valgte så en plads i solen på Madklubben på Vesterbrogade, med de bedste pladser first row til løbet. Carla fik pakket sine sko ud af genanvendte plastikrester fra Melissa. Jeg er stolt af at have en unge, som forsøgr at finde et bæredygtigt produkt til sit konfirmations outfit. Vi fik frokost og mødte en masse vi kendte. Så startede løbet med de hurtigeste gazeller fra Kenya jeg nogensinde har set. Hold nu kæft nogle lange skridt de kunne tage. Først kvinderne og så mændende… stemningen var vild og kåd og som at have sommerfest/vejfest i sit eget kvarter. København eller nærmere Vesterbro er nu altid gode for gadefester som Distortion og Saxogadefest, jeg elsker det. Min søn Marcus og hans bedste veninde Nanna kom forbi og festen forsatte… vi heppede på alt og alle og råbte folks navn og tilskyndede dem til at spurte de sidste 2 kilometer….Jeg anede ikke at jeg ville blive så grebet af dette hype. Har så stor respekt for det de er igennem. Jeg så en blind, flere med kemo frisure, overvægtige, mænd med fuldskæg, udklædte, børn og så alle mulige i støttestrømper og neon. Nogle var meget fokuserede andre (meget få) havde mega overskud og grinte eller råbte tilbage, nogle gav high five, de fleste led ad pommeren til med fråde om munden. Men vi kunne se at det gjorde en forskel at vi heppede og de gav high five og kom op i gear også dem der var blevet gående, skadede eller var ved at give op. Derfor har jeg så en meget rusten stemme nu… men er høj på at andre har nået et mål. Formentlig et delmål, en milepæl eller et personligt mål. Damn det er sejt. RESPEKT til alt og alle om dette løb.
Jeg har altid været fascineret af indianer og deres livsstil. Som barn når vi så cowboy og indianerfilm, var der ingen tvivl om hvem jeg holdte med. Som voksen har jeg mødt en Blackfoot indianer fra Canada, som kommer til Danmark et par gange om året og laver pibecermonier og svedehytter. Det har jeg haft virkelig meget glæde af, da det topper de gruppe meditationer jeg normalt sidder i. Svedehytten er et rituelt project der tager det meste af en dag og der findes rigtig mange fordomme omkring det. Det er ikke i orden at tage billeder omkring en svedehytte, så derfor beskrives det altid kun med ord, selvom jeg som visuel kommunikator ville elske at lave billeder at bålet, hytten, piberne og alt det magiske der sker. Men istedet giver jeg dig en glad dansende indianer der er rimelig up-beat og up ti date eller skal vi sige helt nede med trenden: skru op for en vild indianer, The Supa Man 😉
Denne mand har gået mange tusinde kilometer (4500 km) igennem Kina fra Beijing til Tyskland. Se med her se med her
Sidste år lavede jeg et show med 20 brystopererede kvinder i kemoterapi. De var alle uden hår da vi forsøgte at sætte fokus på skaldethed under titlen ” Skaldet er smukt” som også er titlen på søstrene Josina og Josephine Bergsøe bog om at stå frem som skaldet. Vi lavede det smukkeste show som du kan se her :
I den forbindelse gik det op for mig hvor meget mere man ser folk i øjenene, når de ikke har noget hår, som forstyrer billedet. Man ser ligesom helt ind i sjælen og et blik fortæller jo meget meget mere end ord. Og dog er det en meget sjælden situation især for kvinder at stå uden hår…men jeg tror ikke længere på at identiteten sidder i håret og synes nu at meget hår er forstyrrende for det menneske man gerne vil se. Jeg synes at skaldethed er smukt, Punktum. Men derfor er jeg stadig i dyb beundring over at min veninde skuespilleren Sue Hansen-Styles overdrevet seje mod til at barbere sit hår af til forstillingen “Wit” på Bådteateret i København, hvor hun sagtens kunne have gennemført forstillingen med tørklæde eller turban. Gå ind og se den forstilling, det fortryder du aldrig.
Kunne du se dig selv som skaldet ? Ville du turde, uden grund? Eller kunne du måske lokkes hvis det støttede en god sag ? Jeg fik tårer i øjenene da jeg så denne her:
