Kan ikke få nok af selvbiografier

Ensomhed er ikke det samme som at være alene

Da vi stiftede NGOén Fair Welcome var det egentlig for at kunne nå så mange nye medborger i Danmark og hjælpe så mange flygtninge i land på Lesbos som muligt. Men noget der altid har stået mit hjerte nær er dem de andre ikke gider at lege med, dem der af forskellige årsager er kommet derud, hvor ingen hjælper dem. Det kan være en fyring, mobning, skilsmisse, personlig konkurs, uenigheder med familien og mange andre ting.

Det siges at ensomhed er den største dødelighed i Danmark. Tænk hvis ingen kom til din begravelse, måske fordi du ingen venner havde eller de få du havde først fandt ud af at du var død efter at begravelsen havde fundet sted…. tanken er forfærdelig og desværre er der rigtig mange med de tanker og frygten kommer til at fylde dagene ud.

I Fair Welcome har vi snakket meget om hvordan vi kunne bidrage til at få de her udsatte mennesker ind i et fællesskab og hvordan vi skulle få fat i dem, når de isolerer sig, er hjemløse, er uden familie og venner, som kunne fortælle om det gode tiltag. Desværre kom vi aldrig så langt i planlægningen, trods det at vi havde en handlingsplan og flere væresteder vi kunne benytte, men jeg var drivkraften og jeg fik en levervirus, som satte mig helt ud af spillet. Jeg sov i starten 20 timer i døgnet, det gik der 3-5 måneder med og få at blive rask, skulle jeg have total ro, så jeg flyttede i sommerhus, hvor jeg ingen kender i miles omkreds og det tager over en time for mine børn og venner at komme herop. Nu er der gået et år og jeg har lidt flere vågne timer i døgnet og dog er jeg meget alene. Jeg bruger egentlig mange timer på at mærke hvordan det er at være alene, isoleret og dog ikke ensom. Forskellen er nok at jeg ved, at jeg har familie og venner som jeg kan besøge eller kan få besøg af hvis jeg ønsker underholdning. Jeg er udpræget ekstrovert og får energi af andre mennesker og faktisk følte jeg på et tidspunkt at jeg lå på grænsen til en depression, da jeg mister gnisten uden mennesker omkring mig. Nu har jeg boet heroppe på landet med den vilde natur i over et halvt år og jeg tager til byen ca en gang om ugen for behandlinger og stille og roligt starte op med at arbejde igen…..men nu trækker alt i mig for at komme “hjem”, ud hvor der er højt til himmelen, umuligt at varme op, men mit lille fristed. Jeg er rigtig meget alene men på ingen måde ensom og der ligger forskellen. Og jeg kan ikke vente til at jeg igen får overskud til at hjælpe andre med at komme ind i fællesskabet, for det er bevist at det er bl.a. er det der skal til for at vi lever længere og får et bedre liv.

Der var en aften hvor jeg havde været i København til blodprøver og røngten og skulle nå at lave lektier med min store børn og løbe i butikker, apotetet, biblioteket… flere ting end jeg normalt gjorde på en hel uge. Ved midnatstid kommer jeg hjem i sommerhuset og falder i et tæppe og slår mig meget alvorligt og mit hovedet snitter lige hjørnet af radiatoren…..der ligger jeg i smerte og kan ikke rejse mig og når at tænke at selv med 4 børn, en stor familie og 1000vis af venner…hvornår mon jeg så ville blive fundet, hvis livet endte her. Tanker om at forbløde, dø alene og blive spist af orme…før nogen tænkte…fååårk hvor er hun irriterende at hendes telefon altid er på lydløs og uden vibration og at hun ikke svarer, til at de ville blive nervøse og tage turen herop for så at komme for sent.

Jeg har virkelig svært ved at bære tanken om at det er virkelighed for nogen og at det faktisk sker for en fin sjæl derude lige nu. Hvordan synes du at vi hver især kan bidrage til mindre ensomhed for nogen eller hvad synes du ellers at der skal gøres? Vi MÅ gøre noget.

Se DR´s bud på når ensomheden bliver for meget

Min kurdiske krigsfange penneven #1

Her en et uddrag af et opråb jeg lagde ud på Facebook for et år siden. Det blev set af ret mange mennesker og delt en del gange og endte med at Alt for damerne gerne ville høre mere til den historie. Jeg har besluttet at lægge min bekymring ud her, da problemet i den grad stadig er meget vedkommende og ikke har en lykkelig slutning. #2 vil jeg fortælle om da jeg møde den pågældende fyr på Lesbos og reddede ham i land og #3 et uddrag af Alt for damernes artikel og #4 om hvordan Ahmed har det nu…du er meget velkomme til at følge med:

FACEBOOK, 02.01.2016: Jeg har før fortalt om en ung mand jeg reddede i land på Lesbos og som nu er endt i mega udkants Finland.

Han skriver hver aften/nat ved denne tid. (Ca. Kl 2) Han kan ikke sove, han er bange, han kæmper med sine traumer fra flugten, fra tilfangetagelsen, til torturen, til turen i gummibåden, til frygten for sit liv, til modstanden han møder alle steder, til uvisheden, til nu at sidde “safe” i mini Sibirien og deale med ekstrem ensomhed og tanken om nok aldrig mere at skulle se sine forældre og søskende.

Jeg har nat efter nat støttet ham, bekræftet ham i hans tanker og følelser. Jeg skriver min forståelse og at han ikke må miste modet. Han taler om ikke at ville være her mere, at han er ensom og kun har mig at skrive til…..

Idag græder jeg, idag er jeg bare ikke stærk nok, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, har ikke forstand på hvad jeg kan gøre. Har gentaget mig selv hver aften i 5 uger nu.

Hans familie i Irak har opgivet at flygte da Daesh bruger dem som levende skjold i gadekampene.

De ting han fortæller kører som billeder på min nethinde igen og igen… Jeg kan ikke slippe det. Ofte kan jeg ikke selv sove bagefter… og slet ikke idag. Andre gange skriver jeg ham i søvn.  Jeg gentager mig selv i et væk om håb, troen på fremtiden, styrken i ham selv, kærligheden til hans familie, som er hans og ingen kan tage fra ham osv osv.

Han er muligvis ikke mit ansvar. Men hvis ansvar er han så? Hans forældre kan jo ikke komme ham til undsætning. Hans andre familiemedlemmer er enten dræbt eller spredt i forskellige lejre i Europa og Mellemøsten. De ansatte gør ikke noget for ham i lejren i Finland.

Kender du til en måde hvorpå jeg kan støtte ham? Med kurdisk peptalk, you type psykologi, coaching på kurdisk… Hvad som helst? Jane Roed Maul – Trine Lundbak –  Claes Amundsen – Mathilde Jessing  ??? (her har jeg tagget folk jeg kender som arbejder med krise, psykologi eller i nødhjælpsorganisation)

Jeg frygter for om han gør en ende på det hele. Hvis ansvar er det så?

Pernille Melsted om skyggesider

Jeg har kendt Pernille Melsted siden hun kom hjem hjem fra USA, nææææ det passer ikke, for vi mødtes vist i Bella Centeret engang i 1994-5 ish hvor hun arbejde for Estee Lauder tror jeg det var og jeg stylede trendshow under fashionweek. Men never mind…hun kommer hjem fra USA hvor hun droppede dullebranchen og tog en coachuddannelse. Det var nyt dengang, det var ret sejt og hun havde meget at byde på. I mange år arbejdede hun tæt sammen med guruen Debbie Ford og helligede sig fuldstændig skyggearbejde. Kender du til det? Det er meget powerfuldt og givtigt hvis man tør at se “svinet” i øjenene. Jeg modtager Pernilles nyhedsbrev, som altid er velskrevet, nærværende og spot on. Ofte får jeg det ikke læst, men jeg har jo også været fraværende i det sidste år og før det arbejdet mindst 80 timer ugentligt, så der er ikke meget tid til selvindsigt (at læse) ud over at dyrke yoga, meditere og trekke for mit vedkommende. Men jeg har ofte samtaler med venner, om emner og udfordringer som Pernille så fint beskriver og dermed deler jeg hendes nyhedsbrev.

Jeg har i det her lorte år med svær sygdom måtte kigge meget på mine skyggesider og skam og derfor var det meget inspirerende at læse hendes nyhedsbrev idag…især efter at have set 11 afsnit af SKAM og diskuteret det med mine 3 teenage piger, som total kunne være med i den norske serie. Synes at du skal læse et afsnit af Pernilles nyhedsbrev om skam (længere nede) og vil du have mere af samme skuffe er nedenstående uddrag fra denne bog, som kan bestilles her: 

 

Skam hæmmer din adfærd
Skam umuliggør ægte intimitet. Det er nemmere at være single og sende slørede Instagram-billeder af sig selv med missekatteøjne og trutmund og kun lade sig se, når man er groomet, plejet og poleret, end det er at udstille sig selv 24/7 i et parforhold med dårlig ånde, menstruationsblod, klamme toiletbesøg, rod i skabene og pinlige vaner.
Du ved, at skammen har fat i dig, når du ikke længere vil have hovedbundsmassage af din kæreste, fordi hun ikke skal opdage, hvor tyndhåret du er blevet. Når du holder op med at gå i sauna i svømmehallen, selvom du elsker det, fordi du synes, du er blevet for tyk. Når du stopper kontakten til en mand, du er forelsket i, fordi du kom til at slå en prut, sidst I var sammen og simpelthen ikke kan se ham i øjnene igen. Når du undgår at smile på en date, fordi du er flov over dine skæve fortænder. Skam saboterer på de snedigste måder.

Den moderne skam
I gamle dage havde vi gabestokken og skammekrogen. Skam var et offentligt anliggende, og alle kunne kigge på. Tidligere skammede vi os over at have huller i det pæne søndagstøj, at komme på fattiggården eller at få et barn uden for ægteskabet. I dag er skammen i højere grad vendt indad. Andre ser den ikke så åbenlyst, og vi er blevet dygtige til at skjule den. Vi kan maskere vores ensomhed med middagsselskaber og heftig aktivitet på sociale medier, dække vores massive joblede med billeder fra lækre konferencehoteller og businessclass lounges og skjule vores depression bag Ga-Jol-æske-citater på Facebook. De mest privilegerede af os har nok midler til at få det meste til at se godt ud på overfladen. Men dykker vi nedenunder, er skammen ikke forsvundet. Tværtimod. Måske har den aldrig været større, for aldrig har vi haft så mange redskaber til at lykkes.

  • Hvorfor har vi ikke styr på vores krop, når vi godt ved, hvad der skal til for at være sund?
  • Hvorfor har vi ikke styr på vores børn, når vi har læst alle Jesper Juuls bøger?
  • Hvorfor har vi ikke fundet drømmemanden, når vi ved alt om loven om tiltrækning og affirmationer?

Vi har kun os selv at slå oven i hovedet i dag. Skæbnen, gud og social arv er off the hook som forklaringsmuligheder og undskyldninger for et uperfekt liv, for vi er for selvudviklede til at acceptere offerrollen og for new age spirituelt indoktrinerede til at vide, at selvom vi ikke er herrer over, hvad der sker i vores liv, så har vi det fulde ansvar for, hvordan vi forholder os til det. Med andre ord: Formår vi ikke at håndtere det, livet smider i nakken på os af ubehageligheder, er det vores egen skyld. Vi er ikke længere magtesløse ofre for omstændigheder, der ligger uden for vores indflydelsessfære. Det moderne, selvrealiserede, oplyste menneske har egenhændigt kontrol over eget liv, det fulde ansvar og kun sig selv at takke. Tag den, losers.

Vi skammer os over at fejle i vores selvrealisering. Over at have brugt hundredtusindvis af kroner på kurser, der stadig ikke har givet os den succes, vi jagtede og troede, vi fortjente. Vi skammer os over at vores vision maps ikke har givet os den dagligstue, vi klippede ud af et boligmagasin. Vi skammer os over, at vi hverken har fundet vores g-punkt eller vores soulmate. Vi skammer os over, at vi alligevel ikke kan leve af vores selvstændige forretning, når nu vi sagde det gode job op med et selvsikkert smil og mantraet if you can dream it you can do it tatoveret på armen i moderigtig font. Vi skammer os over, at vi bliver syge, når vi er erklærede sundhedsfanatikere. Vi skammer os over at møde vores veninde fra fitnesscentret med en halv Mars-bar i munden.

Vi skammer os over vores lyster, laster og liderlighed. Eller manglende lyster, laster og liderlighed. (For ve den, der er ”kedelig”). Vi skammer os over perversiteter og fobier, vi ikke burde have. Vi skammer os over, at illusionen om at være et vellykket menneske brister – dagligt. Vi skammer os over vores manglende selvkontrol. Vores klamme, fejlbarlige menneskelighed, kort sagt. Vi skammer os over alt det, vi ikke er herre over. Det, der rammer os ud af det blå uden mening eller formål, og som vi ikke kan styre. Sygdom, fyringer og partnere, der forlader os. Alting skal give mening. Alle ulykker skal tjene et højere spirituelt formål. Der må være en gave! Magtesløsheden og meningsløsheden er det moderne oplyste menneskes allerstørste skyggeside.

Før var der kirken, de 10 bud og de 7 dødssynder, der dikterede den kollektive skam. Det var nogenlunde nemt at holde styr på. I dag har vi ikke bare én kulturelt bestemt skam. Hvert eneste miljø, vi færdes i, og hver eneste subkultur, vi bekender os til, har sit eget skam-dekret. Den intellektuelle gemmer sine Dan Brown-bøger inden daten kommer på besøg, og gourmanden vil hellere dø end at blive set med en Tefal-gryde fra Jamie Oliver eller en bakke buræg.

Alle os, der sidder totalt gennemselvrealiserede på den alleryderste spids af Maslows behovspyramide, skammer os over, at vi stadig har uopfyldte behov. At vi stadig føler os tomme, når nu vi er så stopmætte. Og oven i hatten kommer, at vi skammer os over at skamme os. Skam er tabu. For vi synes, at folk, der stræber efter perfektion eller ikke ”bare er sig selv”, er tåbelige. Dobbelt skam.

Skam over at føle skam
I et samfund, hvor hudløs ærlighed ofte misforstås som autenticitet, er skam på mange måder en taberfølelse. Der er prestige i at blive set som ærlig, fri, uhæmmet af normer, uafhængig af andre og som ”sin egen”.

Det er skamfuldt at skamme sig, for skamfølelsen fortæller os, at vi går op i, hvad andre synes om os. Men det gør vi jo. Og jo mere vi accepterer dét, jo nemmere bliver det for os at være ægte autentiske. At dyrke skamløsheden og insistere på altid at være 100 % ærlig indikerer ikke et fravær af skam, men blot en anden slags skam. Når ”skamfuld” bliver vores skyggeside, har vi intet andet valg end at overkompensere for den skjulte skam og være skamløse for at (be)vise, at der ingen skam er. Jeg oplever, at mennesker, der insisterer på at leve helt transparent, ofte bruger deres åbenhed som skjold mod det, der virkeligt er skamfuldt – og ofte uerkendt eller fortrængt. Skamløsheden bliver en slags afledningsmanøvre: ”Se, hvor ærlig jeg tør være! … Jeg håber ikke, du opdager, hvor genert/kejtet/usikker/blufærdig/følsom/uværdig jeg også føler mig.”

Ud af skammen
Vi skal turde tale om vores skam. Om det vi skammer os over ved os selv, vores skamfulde tanker, følelser, handlinger og oplevelser. Vi må minde os selv – og hinanden om – at vi alle har skam. For jo mere vi deler vores skam, jo mere slipper den taget i os. Det destruktive ved skammen er, at den lukker os ned. Uden at vi er bevidste om det, sætter – selv de umiddelbart mest undseelige – skamoplevelser spor og hæmmer os, amputerer os og tvinger os til at leve et liv delvist i skyggen.

Det, jeg bliver mest rørt over, hver gang jeg leder skyggeworkshops, er den lettelse, jeg ser i folks øjne – og krop – når de opdager, at det, de måske hele deres liv har troet var uelskeligt ved dem, er helt normalt og genkendeligt hos andre. Det er meget, meget smukt. Og vigtigt. Det er rørende, når det går op for os, at vores dybeste skam slet ikke er så særlig eller hemmelig. Men at ham, der sidder ved siden af os, føler og frygter stort set det samme.

Den dybeste længsel i ethvert menneske er at blive elsket som den, man er. Det vil sige at blive elsket med vores skam. Uden at vi skal forstille os, gemme dele af os selv væk og foregive at være bedre eller anderledes, end vi er. De fleste af os har ikke fået den slags kærlighed. Og vi har derfor heller ikke givet den. Det er svært for os at acceptere og elske andre betingelsesløst. Primært fordi vi har så svært ved at acceptere og elske os selv betingelsesløst. Først skridt er derfor at starte med os selv, være villige til at synliggøre vores skam og turde kigge indad og se den lille pige eller dreng, vi har vendt ryggen, i øjnene igen.

Når vi kan tilgive os selv for at have været så nådesløse, så ubarmhjertige og så skamfulde over os selv, begynder der at ske noget. Så smelter skammen stille og roligt, empatien bliver vakt, og først dér kan den betingelsesløse, inkluderende, altomfavnende kærlighed, vi drømmer om, få plads igen. Målet må være at løsne skammen så meget, at vi ikke vil lave os selv om, gemme os væk og løbe fra vores historie eller spejlbillede. Når vi tør tale åbent om vores skam, er vi ikke længere bange for at blive afsløret. For vi har allerede klædt os selv af. Og set at vi faktisk var okay alligevel.

Vi kan ikke stoppe skam. Men vi kan blive opmærksomme på den. (”Hov, var det skam, der gjorde, at jeg sagde nej til det der? Ja, det var det vist.”) Og når vi er vågne, opmærksomme, bevidste, kan vi træffe et valg. Vil jeg lade skammen styre, eller vil jeg bryde mit mønster? Vil jeg gemme mig eller vise, hvem jeg (også) er?

Og jo mere vi øver os i at være ærlige omkring det, vi finder pinligt og sårbart, jo mere vil vi opleve, at skammen smelter og mister sit tag i os. Vi vil også opleve, at vi – i langt de fleste tilfælde – bliver mødt med forståelse og endda genkendelse, når vi tør sige det, vi skammer os over, højt. Pludselig er du ikke den eneste, der er bange for at cykle i mørke, der har stride, sorte hår omkring brystvorterne, som du bliver nødt til at fjerne med pincet, eller en far, der er alkoholiker. Du er ikke den eneste, der føler dig forkert, frastødende og uduelig. Trolden er ude af æsken, og når du deler din skam, bliver din kontakt til andre dybere og mere meningsfuld.

Samler du også skrald når du går tur på stranden?

Se her hvor galt det kan gå og så alligevel blive godt igen.

Jeg kan virkelig ikke fordrage plastik i naturen, det hører bare ikke hjemme der. Til gengæld passer det godt ind mange andre steder, som opbevaring eller transport af madvarer. Ting der skal opbevares tørt og ikke må få fugt osv. Men naturen skal helst ikke lide med plastikrester, som ender i havene og dermed i fiskene og grundvandet og dermed i os og vores børn.

Du har sikkert allerede hørt om de der billige pastelfarvede karklude fyldt med microplast, men det er nu i mange flere ting end vi aner og det kan vi ændre på og du kan være med til at tage et lille skridt i den rigtige retning.

Jeg har alle dage samlet kapsler, plastik dimser, nylon og havd jeg kommer forbi for senere at smide det i en skraldespand. På de seneste år er jeg blevet mere struktureret og nu er det nærmest blevet en sport for mig hvor meget plastik jeg kan få samlet ind på en helt almindelig gåtur.

Problemet er jo ikke slemt i Danmark, men eftersom vi alle er forbundet på den ene eller anden måde betyder det jo noget at et område i Indien er blevet coated ind i plastik og at der i verdenshavene findes et plastik bjerg på størrelse med Afrika…. AFRIKA, er du klar over hvor stor Afrika er??? Ellers tjek det lige ud på et kort….det er sgu ikke i orden. Og vi kan med bittesmå skridt være med til at rydde op på vores strande og dem har vi jo mange af, så det er bare at gå igang.

Her i efterårsferien er det jo en oplagt mulighed at samle ind og lav sjov kunst og evt. oploade det til “Saml skrald og lav kunst” på Facebook.

Du kan se her hvad jeg plejer at gøre, når jeg går tur på stranden ved mit sommerhus. Der går sport i at samle og genanvende plastik. Og som du kan se fik jeg den ene dag samlet en kæmpe dunk, et bræt og forskellige dimser. Næste dag 3 par halve sko og idag en flaske og lidt småting i den uforgængelige plastik. En gang imellem tager jeg et billede og oploader det på Instagram eller Twitter og hashtagger #2minutebeachclean, som er en bevægelse, der startede i syd England for nogle år siden og nu har har fået rigtig mange mennesker med på ideen.

 

Hverdagen vs Alt for damerne

I denne uge er jeg i Alt for damerne med den fineste artikel skrevet af Louise Sig Gade. Hun interviewede mig tilbage engang i februar, lige før Fair Welcomes kæmpe støtte koncert i Vega… på det tidspunkt var jeg så lagt ned af arbejde som sjældent før… nåååå nej, jeg jeg var lagt ned at sygdom, men det nægtede jeg at lytte til. Så jeg kørte på pumperne og ankom til interviewet i fuld make-up da jeg samme morgen havde været i Go Morgen Danmark og fortælle om at man kunne tage en flygtning med gratis #festmedenflygtning og alle de andre tiltag vi havde gang i. Efter tv var jeg til styregruppemøde i Kødbyen, hvor de sidste detaljer kom på plads og så lige forbi et madsted på Halmtorvet hvor køen gik ud af butikken, så jeg kommer for sent til mit interviewet som var hjemme hos mig selv på Vesterbro. Jeg når aldrig at spise før vi er igang…. Louise har fanget essensen af min færd på en virkelig fin måde. Jeg troede egentlig at det handlede om min vej fra Fashion til Fairtrade, men kom så ikke kun at omhandle mit arbejde med flygtninge med meget om min mangel på egenomsorg.

Billederne til artiklen bliver taget af Stine Heilmann, som jeg også er veninde med. Det passede lige med at jeg havde halvdelen af min “irakiske familie” boende igen i Påsken, fordi deres anden halvdel af familien som havde boet på asylcenter på Bornholm, var blevet flyttet til Avnstrup ved Roskilde. Så de ville overraske dem med et besøg. Jeg elsker at have dem her hos mig, men denne gang var det dybt udmattende, fordi jeg ikke får mine daglige 14-20 timers søvn pga. af mononukloesen. Men det fedeste var at du så kunne være med på portræt billederne til bladet. Dagen før var de blevet klippet inde på Borgen af statsministerens frisør, Pari Khadem, så de var så klar og stylede. Billederne blev fantastiske og jeg havde sprayet mig dagen før med noget selvbruner jeg fandt på Cornelias værelse og samme dag lagde jeg en heavy makeup for at fjerne mørke og meget trætte øjne. Jeg fandt en foundation i Fionas skab og så var jeg klar til at ligne en der ikke lige var stået op.

I denne uge er artiklen udkommet og jeg har fået rigtig meget god respons. Men vil samtidig også lige vise dig hvordan virkelig egentlig set ud fra min hverdag….. Jeg har nu haft samme tøj på i tre dage og og ikke været i bad, spiser hvad der er i skabene og sover ellers bare det meste af dagene væk. Lægerne har sagt at jeg ikke får has på denne mononukloese før jeg helt overgiver mig til at lave ingenting. Fåååk, jeg kæmper hver dag, men at lave intet. Mit hår er så fedtet at det begynder at klø i hovedbunden og jeg drikker koffeinfri kaffe af brugte kopper fordi jeg ikke magter at tømme opvaskemaskinen. Dog vil jeg anerkende mig selv at jeg var til yin yoga igår og cyklede videre i en boghandel og sad lidt og kiggede på bøger. Det var rart med lidt adspredelse. Det var nu stadig i nattøj, men fedtet hår i et par sko der er 2 numre for store og ikke mine egne, men de er nemme at hoppe ind og ud af, selv med min søsters tykke hjemmestrikke sokker…lidt som med sutsko. På vej hjem stopppede jeg ved Irma, men magtede ikke at købe ind til rødbede juice og hvad jeg ellers ved er godt for mig. Det skal jo stadig slæbes op på 4. sal og skraldes osv. Så jeg sorterede istedet mit affald, med at gå de 100 m over torvet til glascontaineren og så havde min samvittighed det lidt bedre.

Nu vil jeg tage færdig mad ud af køleskabet, spise i sengen, måske læse lidt af min egen artikel inden jeg igen er i drømmeland. Det hvor jeg er at finde de næste mange måneder endnu;-)

 

 

Foto session med min irakiske familie #mif

Jeg har tilbage i November 2015 haft en irakisk familie på 7 personer boende i min lejlighed på Vesterbro. På daværende tidspunkt havde jeg flere gange været på Lesbos i Grækenland og tage imod flygtninge, som kom over det Æegeriske hav fra Tyrkiet og det havde sat en masse tanker igang om det måde vi som mennesker behandler vores medmennesker på.

Jeg har haft så ualmindelig travl med at hjælpe flygtninge udover at passe mine 4 unger og mine virksomheder, så derfor har jeg ikke fået fortalt dig noget om det her på bloggen. Men jeg vil forsøge at komme med lidt brudstykker ind imellem, så hvis du har interesse i hvordan vi ser på den verden vi lever i lige nu, så følg med her.

Meget kort fortalt gik jeg på Hovedbanegården en meget sen søndag aften i nattøj, da jeg lige havde fået en rapportering fra en frivillig som havde set at flygtningene flød i hobetal på perronerne. Jeg ville lige sikre mig at de alle var stærke unge mænd, som kunne klare en nat i den bidende kulde og ikke familier med mindre børn. Der er rigtig mange mennesker derovre og mange af dem var meget trætte og kolde og nogen virkede lidt fjendtlige, nok fordi de ikke var klar over hvad mit ærinde var.

Jeg ser en familie, hvor moderen klaprer tænder så højt at jeg kan høre det rundt om hjørnet. Hendes unge datter sidder på hug og ammer sin lille baby og så er der ellers en del mennesker. Jeg forsøger at skabe kontakt men de taler ikke engelsk og jeg forsøger at fægte mig frem med kropssprog, hvilket på ingen måde giver mening. Gudskelov er der een som jeg troede var sammen med dem som taler til mig på dansk, det viser sig at være en irakisk kurder, som kommer fra samme område som dem og han oversætter. Han har selv fået asyl i Danmark og kun været her i 5 måneder og taler meget meget forståelig dansk. (Jeg er i næsegrus af beundring). Inden vi har set os om er de med mig på vej hjem alle 7. Planen er at de skal med toget til Tyskland næste dag, men det vil jeg fortælle meget mere om på et senere tidspunkt, for det er ikke det der kommer til at ske.

Jeg ender med at lære dem rigtig godt at kende og vi har haft mange dejlige stunder sammen, mest i deres asylcenter, som desværre skiftede så de nu bor i det 5. asylcenter på bare 5 måneder.

Jeg har siden min første tur til Lesbos stiftet en NGO, Fair Welcome og i den forbindelse vil Alt for Damerne gerne interviewe mig og meget gerne have “min irakiske familie” med på billederne. Tilfældigvis var de hos mig igen på Påskeferie…. og selvfølgelig skulle de med på billederne. De var meget begejstrede over at der skulle komme en professionel fotograf, Stine Heilmann og forevige os allesammen.

I uge 17 kan du læse hele portrættet i Alt for damerne og se min skønne familie fra et land langt væk. Fremover vil jeg tagge opslagene med #mif for “Min Irakiske Familie”

 

Fashion Revolution Week is alive

Der er nogle ting eller faktisk mange ting der kan holde mig vågen om natten. Een af dem er den måde vi behandler mennekser på i denne verden. Jeg vil kunne belyse med frygtelige kampagner og grafer på hvor slemt det står til men det er der vist ikke mange der har glæde af…..mon ikke vi hellere vil vide hvad skal vi istedet gøre, hvordan kan vi som menig mand gøre en forskel. Vi skal jo have tøj på kroppen (alt for sjældent man ser folk rende nøgne rundt) og vi skal transportere os og have noget at spise for ikke at tale om et sted at bo, som minimum, Det er ting som vi ser som en selvfølgelighed, hvilket det også er på de her breddegrader. Idag er Fashion Revolution week startet, så derfor vil jeg vise dig en sød film jeg i samarbejde med My Fair Shop har lavet for inspirere dig til at stille spørgsmålet til din tøj producent #Whomademyclothes  Se filmen her:    Inside outFocus on Fashion Revolution Week 18-24 April

Der findes på verdensplan minimum 13 millioner tekstil slaver og det er ret sikkert een af dem der har syet det tøj du har på LIGE NU. Det synes jeg på ingen måde at vi kan lukke øjenene for og derfor stiftede jeg PR og kommunikationsbureauet FairStyles og My Fair Shop for at gøre det nemt for dig som forbruger i junglen af tøj der er syet under ordnede forhold og det der ikke er. Det vil jeg komme mere ind på en anden gang. Men lige nu kan du nyde den søde lille film og når du har mod på det kan du se HVORFOR vi holder Fashion Revolution Week, det er nemlig for at skabe fokus på problemet efter tragedien Rana Plaza for 2 år siden. Læs mere her:  og når du er klar til en gyser fra det virkelige liv så se denne film på 25 min. 

Og kan du slet ikke få nok af denne rædselsfulde måde at behandle mennekser på for at vi skal have nye klude hver uge/måned/sæson så se den fantastiske dokumentar True Cost. Du finder den på Netflix gratis men tag lige og se traileren her.

FairStyles havde verdens premiere på True Cost sidste år med en mediator og fælles debat efter filmen… jeg kan kun sige at rigtig mange græd, flere gik ud for at få luft og andre igen blev voldsomt aktiveret og var oppe på barrikaderne og ville gøre noget ved det. Desværre går der ikke lang tid før de fleste shopper hos H&M, Asos, Zara, Vero Moda eller der hvor de plejer og hvor meget er det så lige det gavner dem der sidder under slave forhold og syr vores billige klude?

 

“Its in your hands” FAIR WELCOME støttekoncert

Jeg har taget invitiativ til denne støttekoncert tilbage i November, affødt af vores ture til Lesbos og nystiftede NGO, Fair Welcome. Vi vil gerne give dig en oplevelse, når du samtidig støtter et godt formål. I Fair Welcome har vi valgt lige nu at fokusere på Mennesker på flugt, i linien fra Lesbos til Danmark. Dog vil vi fremadrettet også støtte andre grupper som ensomme, hjemløse og andre grupper som føler sig uden for fællesskabet. “Its in your hands” too….og du kan være med til at støtte op og tage del i vores arbejde. Det kommer jeg til at fortælle meget mere om….stay tuned!!!! Men nu skal du først og fremmest sikre dig en billet til dette forrygende arrangement torsdag d. 11. Feb 2016 – Køb billet her:

Støt mennesker på flygt

Du har nu muligheden for at støtte mennekser på flugt på fineste vis…hvor du endda kan møde Wafande, Turboweekend, D-A-D, Aura, Søren Huss, Thomas Buttenschøn, Brandon Beal, Folkeklubben, Vild Smith, Mater Fatman, Le Gammeltoft, Marcus Voigt & Blake Jordan og mange mange flere.

Det er vores nye NGO, Fair Welcome som indbyder til koncert, fordi vi mener at DU skal have en oplevelse i forbindelse med at du støtter denne fantastiske formål. Win-win.

Det hele sker d. 11. Februar 2016 i VEGA kl 20…..til langt efter midnat;-) og du skal skynde dig at sikre billet på Billetlugen.dk

Fair Welcome er ofte ude og lave arrangementer på asylcentrene, og det er også her at de har filmet denne lille teaser… og ja, alle de her nye medborgere kommer også til koncerten. Se FILMEN her: