Imorgen vil jeg fortælle dig om Rinpoche Lakha Lamas velsignelse af alle børnehjembørnenen og de 300 beboere i flytningenlejren, Jorpati. Men lige nu skal du møde denne ældre herre som kom langvejs fra, da han havde ladet sig fortælle at Lamaén fra hans hjemegn i Tibet var i nærheden. Han sad pænt og ventede i skyggen til Lakha var færdig med at spise. Det var stor gensynsglæde, de grinede og holdte i hånd, som det bør sig på bedste tibetansk vis. Til slut afleverede munken en kuvert (med penge) til Lakha for at vise sin taknemmelighed og Lakha afleverede så meget diskret en kuvert til munken. Så udvekslingen går muligvis ud på et, men det er energien i den anerkendende udveksling, som er så smuk. Det var i sig selv rørende at opleve mødet imellem de 2 vise mænd, men også at se alle de unge 2. generationsflytninge fra Tibets ydmyghed imod denne ældre herre. Alle der kom forbi hilste, bød på the, mad og en snak og havde den største respekt og ydmyghed overfor munken. Een ting er at han er munk, hvilket i sig selv er meget respektfuld blandt buddhisterne men han repræsenterer jo også Tibet, som det var før besættelsen for over 50 år siden. Jeg blir selv helt varm om hjertet ved at se på mine billeder igen.
Vi havde en biltur på ikke meget mere end 15 min. fra hotellet til børnehjemmet Jorpati. Her kan du se hvad man kan nå at opleve på så kort tid hængende ud af bil vinduet i Boudhanath. Klik på de små billeder og de forstørres 😉 ENJOY!
Inden vi tog til Kathmandu, tjekkede vi ud hvem og hvad vi havde af forbindelser, og Rikke fandt frem til en vens ven som studerer buddhisme i Boudhanath. Han hedder Adam, er dansker og kendt som den sygeste DJ i København. Han kom og mødte os da vi var nede for at hilse på ungerne på børnehjemmet, for dér har han nemlig arbejdet og undervist. På vej hjem fra børnehjemmet ville han vise os the hjemsøgte hus, som han havde fået lov at låne til at halloweenfest…eller hindu-festival-divali-party…..vi endte med at døbe den Hinduween. Wow, jeg lover dig at jeg sjældent har set så smukt et hus og en have, så fortryllende, som Edens have. Vi mødte Adam nede i byen nogle dage efter, hvor han havde fine trykte invitationer og en facebook event oppe at køre. Vi er jo friske på alle udfordringer…dog indebar denne udklædning og den var straks værre. Jeg giver hver dag det tøj væk som jeg havde på igår og har kun noget underligt sommerhustøj med…..men vi fikede noget lag-på-lag af lånte klude i sort. Og jeg havde ikke ligefrem make-up med på turen, men derimod en øko solcreme factor 50, som nærmest er zinksalve, den var okay som grund, Rikke havde en eyeliner og jeg købte noget rødt pulver på gaden (det pigment de bruger til Divali gade udsmykning) til at lige blod. Med kun 3 ingredienser fik jeg lavet lidt horror fjæs på os begge og vi lå flade af grin på værelset. Alle buddhisterne på hotellet var gået i seng og der var helt stille…dog var der en enkel vi lige testede vores skræmme effekt på, tror nu at han grinede mere end han græd ;( Derpå gik vi ned til drengene i receptionen, for at få gå-vejledning. De var færdige af grin over at se os og de har aldrig hørt om noget så tosset som at fejre Halloween, da de har stor respekt for det skræmmende, genfærd og folk der går igen. De ville rigtig gerne med til festen indtil vi fortalte at det forgik i et hjemsøgt hus, så skulle de godt nok ikke nyde noget. Langt om længe med lommelygte, op og ned af gader fandt vi frem til stedet og den vilde fest var i gang. Adam kunne slet ikke kende os…så mission completed! Vi mødte nepalesere, tibetanere, indere, amerikanere, europæerne. Midt i en dans hørte vi danske snakke om Mount Everest, hmmm og senere nogle piger som var igang med en dokumentarfilm. Alle havde de underligeste udklædninger på, da man nok ikke hjemmefra regner med at skulle til Halloween party og må være kreativ ud af indenting. Se ham avis monstret, han havde udsmykket et helt rum i aviser og sad så i et indhug i muren og skræmte folk, når de kom forbi…. det er sku godt tænkt. Vi fik mange nye venner og dansede til kl 4…(det er på det tidspunkt vi plejer at sidde i lotus til puja i klosteret) og nu anede vi ikke vejen hjem….men den fiksede et par tibetanere på motorcykel. Og nu forstår jeg godt hvorfor de kører med maske…damn det støver!
I Nepal såvel som i Indien har de også kollektiv trafik, om end det gøres på en lidt anden måde end vi kender herhjemme. Faktisk har jeg set familie med op til 7 personer på een motorcykel…. det er hver gang et imponerende syn 😉
Mine børn er ikke i tvivl om hvem og hvad der ligger mig på sinde….og de har selv idoler, som Justin Bieber og Miley Cyrus, som de har på deres telefoner og som screensaver. En dag spørger den ene om ikke jeg er allermest fan af Dalai Lama og om ikke hun skal lave en screensaver med et godt foto af ham på min computer. Jeg griner lidt af det, da hun har ret, men samtidig synes jeg at det er lidt blasfemisk at idoldyrke Dalai Lama, på den måde.
Vi har været i Kathmandu i en uge og skal rejse videre til nord Indien nu i eftermiddag efter en dejlig frokost i Shechen monastery haven. Min rejsefælle Rikke og jeg nyder hvert et sekund og har gjort det siden vi landede. Vi suger til os af viden og oplevelser. Og lige pludselig står Mattieu Ricard midt i haven og taler med “vores” Lakha Lama, som kalder mig hen for at tage et foto af dem. Vi spiser videre, men Rikke kan ikke rigtig slippe tanken om at få ham i tale….jo mere tid der går, desto mere starstruck bliver hun og beslutter at gå hen til ham. Han sidder i et fransk selskab af meget kutiverede mennesker og skal til at spise, da Rikke forsigtig bryder ind og siger” Undskyld, jeg forstyrrer, jeg er meget stor fan af dig” Hvorpå han svarer ” I feel really sorry for you” med et glimt i øjet, og Rikke kan straks høre hvor dumt det må have lydt og forsvarer sig med ” But i read all your books”! Han rejser sig straks og vil meget gerne lade sig fotografere med os. Bagefter er vi i ekstase og hopper rundt og giver high-five og opfører os som min datter ville gøre, hvis hun mødte Justin Bieber i egen person 🙂 Hvis du ikke kender til Matthieu Ricard skal du klart google ham, synes jeg. Han er kort fortalt fransk, født i 1946 af en kunstnerisk mor og en velanset far, der er filosof. Har en doktorgrad i molekylær genetik og tog siden til Himalaya og gik i kloster og er idag tibetansk munk. Jeg har hørt ham tale for mange år siden i København, hvor han lavede et oplæg til Dalai Lamas. (Du kan jo også vælge at læse “alle” hans bøger ligesom Rikke;-))
Sammen med nogle søde svenske buddhister gik vi til en guidet meditation hos en engelsk dame, som boede i en rar lejlighed meget tæt på H.H. Dalai Lamas privat bolig. De havde set et opslag hænge på en lygtepæl i byen, Dharamsala og spurgte om vi ville joine. Rikke og jeg står jo ikke tilbage for gode og spændende oplevelser og denne her skulle vise sig at være en af de virkelig skønne. Vi havde været på farten hele dagen, nåede lige hjem, fik en suppe og videre afsted til et sted op af bjerget der ikke var helt let at finde, da mørket var faldet på. Vi var en lille gruppe på 5-6 stykker og nød alle den tilstedeværelse, det er at gå i fælles meditation. Bagefter viste den engelse dame en DVD med den sjove og let forståelige Yongey Mingyur Rinpoche, du han se en bid her og selv søge mere viden, hvis du lyster. Han har også skrevet de fantastiske bøger ” The joy of living” og “Joyfull wisdom” samt en børnebog, om hunden Ziji der på en let og sjov måde forklarer børn om buddistisk levevis. På vej hjem mødte jeg en flok gade sigøjnere, med små unger rendende rundt om bålet, der var tændt i en tønde. Jeg havde godt lagt mærke til at de holdte til her ved containerne lige overfor indgangen til Dalai Lamas palads. Den lille pige her var glad og viste stolt en hundehvalp frem, som helt sikkert havde samme adresse, som hende (bag containeren). Dog hyggede de og forældrene passede godt på både, børn, hunde, katte og de hellige køer, der lige stødte til for at snaske i lidt resten fra “de fattiges bord”.
Alle buddistiske hjem har udover deres alter med buddha figurer en eller flere thankaér hængende. De alleførste malerier er lavet på rispapir omkring år 1000. Idag laves de på bomulds lærred som grundes med kalk og poleres med en sten. Derpå tegnes et motiv op, som oftes er et buddistisk budskab eller en mandala. En mandala er et geometrisk og astrologisk mønster som afspejler universet og er oftets brugt for at holde koncentrationen under meditation. Det kan være cirkulært eller kvardratisk. Farverne var før i tiden mineralske, men idag bruges også plantefarver og syntetiske. På de fine thankaér er der lagt fine lag 24 kt guld, som senere er nænsomt poleret. De dygtige thanka malerere har malet 8-12 timer i dagligt i mange mange år. Og de har hver deres streg. Da jeg gennemgik en del malerier for at finde frem til motiv, form og farve, …fandt jeg hurtigt ud af at dem jeg kunne lide var fra samme kunstner. Lidt ligesom vores kongelige porcelænsmalere, har små men betydningsfulde afvigelser, som gør dem personlige i deres penselstrøg. Thanka malerne sidder og maler de sidste detaljer på med ET penselshår. Det er et kæmpe og meget imponerende arbejde. Alle templer har mange thankaér hængende, de vælger de rektangulære med gul, rød og blå brokade, som ramme, de symboliserer regnbuen, der adskiller hellige objekter fra materielle. Her får jeg en rundvisning hos een af de førende thanka atelierer i Kathmandu, Bouda Stupa Thanka Centre. Du kan købe lign. thankaer hos Care Trade i København.
Jeg købte den største thanka, som jeg havde råd til…nok ca 1/2 plakat størrelse. Derhjemme har jeg en del antikke rammer og er sikker på at een af dem passer perfekt til min thanka, som skal have en særlig æresplads i mit hjem. Kan næsten ikke vente til at få lidt Nepal stemning ind i mit Home sweet home.
Når jeg en sjælden gang sidder i stilhed på min terrasse og rammer det tidspunkt ved knap 19 tiden hvor solen takker af bag Himalaya bjergene, føltr jeg en lykke større end det kan beskrives med ord. Sådan er det ofte med storslået natur, synes jeg. I aften har jeg en speciel stemning, jeg har grinet så tårerne triller (hvilket vi gør hver dag, hver time hernede) og grædt fra det inderste af mit hjerte ved mødet med helt nyankomne tibetanske flygtninge…..i dag har været en dag jeg aldrig glemmer og jeg bliver så rørt ved tanken at jeg lige må sunde mig for at kunne fortælle dig beretninger fra de unge håbefulde tibetanskes strabadser. Men nyd solnedgangen med mig….nu vil jeg finde ned til byen med lommelygte og opstøve et lille lusket sted med øl og tibetansk disco;-)
Glæd dig til lågen i morgen, der vil du se hvordan en thanka bliver til…det er et KÆMPE arbejde!
…som virker på en lille av av mavepine. Købt for et pund i London og skal bare tilsættes varmt vand.
KLIK på de små billeder, så kommer de op i stor;-)
Et par uger før afrejse havde jeg taget kontakt til forskellige firmaer, som jeg har kontakt til for at høre om muligheden for at skaffe tøj, sko og skoleartikler eller andet brugbart til de tibetanske flygtninge. De sagde alle ja med det samme og var villige til at sende kilovis, problemet var bare hvordan vi kunne snige det igennem indcheck uden at skulle betale overvægt. Virkelig et paradoks at vide at her har vi masser af ressourser og derude har de bare ingenting, men hvad med fragten. Jeg forsøgte at begrænse mine leverandørers, En Fant sko, Aya Naya tøj og Euromic blyanter meget generøse omfang. Jeg fik alt leveret hjemme ( på 4. sal) og proppede så meget jeg selv kunne have i diverse kufferter, sammen med en del brugt tøj og sko. Fik det slæbt ned og bugseret over til Rikke som bor tættere på lufthavnen i bil. Hjem og parkere bilen i den p-zone jeg hører til og så på cykel til Christianshavn. Imens Rikke fiksede de sidste ting læssede jeg taxaen til bristepunktet med chaufføren, som ville høre om årsagen til vores 14 taskers baggage. Han synes at det var en meget rørende historie og kaldte os straks Charlis angels, hvilket han fik nævnt en del gange eller 7 på vej til lufthavnen. Jeg synes at det var rart at fortælle ham om vores formål med alle vore pakkenelliker, at formidle de gode historier, at sprede det vigtige budskab er en ualmindelig rar følelse, og han fik noget at tænke over. I lufthavnen får vi fordelt og ind checket alle viskelæderne, lærredstøvler og uldtrøjer. Og var lettede over at de tog hele baduljen op på baggagebåndende og afsted med det….nu var vi tilbage lettede, lykkelige og lattermilde med en lille håndbaggage hver.
Jeg har en kaffeaftale med min gode ven Simon som ankommer fra Caribien lige idet vi checker ind. Rikke, Simon og jeg kender hinanden fra meditationsskolen, hvor vi har haft mange weekender i Sverige sammen, og han har fulgt min forstående rejse med stor interesse. Og han har en gave til mig, et par yogasokker med tæer i …..da han ved at jeg elsker “handskesokker” og de er så svære at opdrive herhjemme. Skønt lige at runde af med en krammer og så afsted til gaten. I flyet er vi så begejstrede over alt og ingenting, maden er fantastisk- virkelig i orden. Vi har sindsyg meget at snakke om og når slet ikke at høre musik eller læse. Ind imellem må jeg nive mig i armen for at være sikker på at jeg faktisk er sendt afsted, har styr på mine elskede 4 unger derhjemme, husdyrene, kunderne, vennerne, og alt det løse. Nu venter buddhaland, sparsom strøm og vand (i love it) meditation, oplevelser ud over det sædvanelige, kultur, nye venskaber…Juhuuuuu, Charlis engle er på vinger <3
