Efter 18 måneders svær sygdom hvor jeg ikke kunne holde mig vågen mere end få timer om dagen var det fantastisk at min veninde pressede mig til at se på et lejemål jeg var blevet anbefalet.
Jeg var lige kommet fra røngten på Hvidovre hospital med en skulder der var rykket af led og orkede ærlig talt ikke. Havde stadig store problemer med at holde mig vågen men kørte nu alligevel forbi Møntergade. Her viser det sig at 2 andre piger har kigget på samme lejemål og jeg fik afvide at de ville handle med nogle bæredygtige produkter. Hmmm, tænkte jeg…dem må jeg kende. Jeg har den der har været på markedet længst tid, når det handler om bæredygtig livsstil og ja det viste sig da også at det var nogen jeg kendte. Begge piger har hver deres brand og web og ville gå sammen og havde en 3. i tankerne, men hun åbnede i mellemtiden en coffee shop nordpå. Vi snakkede over telefon og blev enige om at mødes ugen efter. Lørdag aften var jeg til Hella Joofs sommerfest og mødte Alexandra og dér fik vi snakket os varme på ideen om at gå sammen.
Ugen efter mødtes vi med Pernille fra Nomad Living og vi blev hurtig enige om at vi behøvede flere kvardratmetre end den butik i Møntergade. Den skulle ligge i indre København altså i Kbh K. Jagten på det helt rigtige lejemål gik igang, vi følte hinanden af med nogle workshops og stiftede et selskab og navnet blev Fair Nomad Society taget ud fra hver af vores brandnavne, My Fair Shop, Nomad Living og Naked Society. Maj Henriques lavede vores logo og vi gik ind i forhandling om et lejemål i St. Kongensgade, det skulle nu vise sig at vi hurtigt flyttede forhandlingerne til et andet og bedre lejemål skråt overfor, kun 5 butikker fra Marmorkirken. Det var nu blevet November og vi overtog lejemålet i Marts 2017 og åbnede dørene til butikken i April måned.
Synes du også at det er noget svineri at der går så meget madspild til i denne verden?
Det er jo ikke i orden og det er der gudskelov en del der har forstået at gøre noget ved. Jeg hoppede i containere i London allerede i 2008-9, da ingen nogensinde havde hørt om det. Vi var en gruppe som var rystede over at der flød containervis af mad og lige rundt om hjørnet tiggede hjemløse på gaden. Vi havde modet, fysikken og indstillingen til at få fordelt de overskydende ressourser til dem der ikke havde så meget energi eller penge for den sags skyld. Jeg havde en ide om at organisere det, men havde ret meget at se til med 4 unger, en ny kæreste i London og at holde skruen i vandet efter skilsmisse, så det blev ikke til mere en en del nætter rundt i byen og videre til Homeless shelter, kirker osv.
Derfor glædede det mig utrolig meget da jeg efter nogle så at Selina Juul gik i front Stop spild af mad i Danmark og skabte en bevægelse, som faktisk er den største målt på antal af støtter. Alligevel har det taget næsten 10 år at få den brede befolkning med og stadig bliver der smidt tons af mad ud. Det erfarede Stian Olesen også da han efter en aften på restaurent spurte personalet hvad de gjorde med hele buffeten og fik at vide at det bare blev smidt ud. Dér fik han idéen til To good to gosom er en app, der meddelser dig hvornår der er billige retter at hente lige inden lukketid, så det ikke skal smides ud men kan gavne familier med et stramt budget. Der findes også en anden app Your localsom vist var firsmovere på den front. Den har jeg hentet mange gode madvarer igennem og opfordret mine butikker til at tilslutte sig. Du kan jo gøre det sammen.
Jeg bor på Vesterbro og der er alle mad containere låst af eller lukket inde med i Nordsjælland hvor jeg har sommerhus står næsten alle supermarkeders containere fremme og der kigger jeg forbi en gang imellem. Ofte glemmer jeg det og er kommet lidt fra da jeg i sommer tabte min pandelampe ned på bunder af en container og det var alt for klamt til at hente den. Men igår var jeg ude med min veninde Signe Wenneberg. Vi er begge meget interesserede i bæredygtighed ikke bare for dyr og planter med hele vejen rundt og vi er rasende over alt det der går til spilde. Så igår lørdag aften ml. 22-24 tog vi afsted og allerede ved første stop var der overflod af alle de ting vi kunne bruge. Signe ville gå efter citroner, æg og mælk. Jeg ville helst have økologiske grønsager og frugter, da jeg spiser anti inflamatorisk og bruger bjerge til smoothies og juice hver dag. Jeg fik ca hvad der svarede til 2 Ikea poser (de blå) og så lod vi resten være. Vi blev så begejstrede at vi helt glemte at tage handsker på og her er det altså ikke som i London hvor man hopper op i kæmpe Mærsk lignende containere, man står bare på jorden, løfter låget og tager hvad der ser fint ud. Vi mega hyggede os og grinede hver gang den ene fandt noget som vi lige vidste den anden drømte om. Det var lidt som i vores unge dage hvor frugthandlerede stod på Israels Plads og råbte ” 2 bakker jordbær for en 10ér”. Ja, tak og her var de ovenikøbet gratis. Jeg fik 5 bakker jordbær og måtte kun kassere ca en halv bakke. Resterne ryger naturligvis på komposten og fuglene hygger sig med pære, jordbær og blåbær rester.
Jeg tog en del brød med, jeg spiser det ikke selv men det gør de på det lokale asylcenter og de bliver faktisk glade for det meste. Jeg er også ret bevidst om at det skal være økologisk, men det er folk ret ligeglade med hvis de har et stramt budget og mange munde at mætte og det gør bare at der var mange ting jeg sendte videre til nye medborgere, som blir grundigt mætte og glade de næste par dage;-)
Imorges var jeg hos en veninde og hun fik en stor buket påskeliljer og jeg har stadig huset fuld. Køleskabet og fryseren er godt pakket og min mave er helt udspilet af at drikke dobbelt så mange juice som jeg plejer… meeen for filan hvor pære, vandmelon og appelsiner smagte godt.
Se lige bjerget af mad her og det er efter jeg har sat af ved asylcenteret og gulerødderne ved rideskolen:
Tag et sundere valg for din krop og vælg hygiejnebind og tamponer uden kemi
I dagligdagen er vi mange, der tænker over at spise økologisk, undgå parfume i vores kosmetik osv. Men hvad med vores tamponer og hygiejnebind? Har du nogensinde tænkt over, hvad de indeholder?
Plastik, blegemiddel, klor og parfume er desværre nogle er de ting, der oftest ses i hygiejnebind og tamponer. Heldigvis er der begyndt at komme alternativer, som har forskellige certificeringer og dermed kan bruges med tryghed. Vi har testet mange forskellige og har fundet det mærke, vi bedst kan lide at bruge. Det hedder GingerOrganic og er dansk. Det er udviklet af en sygerplejerske, der er rødhåret (derfor navnet 🙂 ) og grundet hendes branche havde mødt flere kvinder med udfordringer pga. brug af hygiejnebind og tamponer med farlige kemikalier.
GingerOrganic
GingerOrganic er super seje. De har simpelthen opnået ikke mindre end 5 certificeringer. De har Svanemærket, EcoCert, Allergy Certified, GOTS og FSC. Så er du på alle måder dækket ind, ved at købe hygiejnebind eller tamponer uden kemi herfra.
Det hele er lavet af bionedbrydeligt materiale og selve bomulden, der er brugt er 100 % økologisk. Deres emballage er superfin. Det ser økologisk ud, men har samtidig fine farver, som viser dig, om det er den ene eller anden slags tampon/hygiejnebind.
En rigtig smart ting, for dig, der har lidt travlere i din hverdag eller bare elsker, du ikke skal tænke på, om du har tamponer og hygiejnebind hver måned, er abbonementsløsning. Det er så smart, at pakkerne er flade nok til at gå i din postkasse (jubii) og så kommer de bare til dig hver måned.
Er de så ligeså gode som det, du plejer at bruge?
En ting er lækker emballage, en anden ting, er om indeholdet duer. Vi har, som sagt, prøvet mange økologiske miljøvenlige bind fra diverse mærker. Men der er ingen tvivl om, de er de bedste, vi har prøvet. Hygiejnebindene sidder rigtig godt, og er behagelige at have på. Tamponerne fåes med og uden indføringshylster og fungerer præcis, som du kender det. For os er tanken om, at bruge kemikaliefrie hygiejnebind og tamponer altafgørende. Vi bruger dem i så mange timer en gang om måneden, så det er vigtigt at passe på vores kroppe. Du kan nedsætte din risiko for at udvikle allergi ved at tage stilling til, hvilke hygiejneprodukter du bruger.
Kunne du tænke dig at prøve GingerOrganic, så følger du bare linket her. Du kan også købe dem i alle Føtex, Bilka, Magasin: mad&vin og på nemlig.com.
Da vi stiftede NGOén Fair Welcome var det egentlig for at kunne nå så mange nye medborger i Danmark og hjælpe så mange flygtninge i land på Lesbos som muligt. Men noget der altid har stået mit hjerte nær er dem de andre ikke gider at lege med, dem der af forskellige årsager er kommet derud, hvor ingen hjælper dem. Det kan være en fyring, mobning, skilsmisse, personlig konkurs, uenigheder med familien og mange andre ting.
Det siges at ensomhed er den største dødelighed i Danmark. Tænk hvis ingen kom til din begravelse, måske fordi du ingen venner havde eller de få du havde først fandt ud af at du var død efter at begravelsen havde fundet sted…. tanken er forfærdelig og desværre er der rigtig mange med de tanker og frygten kommer til at fylde dagene ud.
I Fair Welcome har vi snakket meget om hvordan vi kunne bidrage til at få de her udsatte mennesker ind i et fællesskab og hvordan vi skulle få fat i dem, når de isolerer sig, er hjemløse, er uden familie og venner, som kunne fortælle om det gode tiltag. Desværre kom vi aldrig så langt i planlægningen, trods det at vi havde en handlingsplan og flere væresteder vi kunne benytte, men jeg var drivkraften og jeg fik en levervirus, som satte mig helt ud af spillet. Jeg sov i starten 20 timer i døgnet, det gik der 3-5 måneder med og få at blive rask, skulle jeg have total ro, så jeg flyttede i sommerhus, hvor jeg ingen kender i miles omkreds og det tager over en time for mine børn og venner at komme herop. Nu er der gået et år og jeg har lidt flere vågne timer i døgnet og dog er jeg meget alene. Jeg bruger egentlig mange timer på at mærke hvordan det er at være alene, isoleret og dog ikke ensom. Forskellen er nok at jeg ved, at jeg har familie og venner som jeg kan besøge eller kan få besøg af hvis jeg ønsker underholdning. Jeg er udpræget ekstrovert og får energi af andre mennesker og faktisk følte jeg på et tidspunkt at jeg lå på grænsen til en depression, da jeg mister gnisten uden mennesker omkring mig. Nu har jeg boet heroppe på landet med den vilde natur i over et halvt år og jeg tager til byen ca en gang om ugen for behandlinger og stille og roligt starte op med at arbejde igen…..men nu trækker alt i mig for at komme “hjem”, ud hvor der er højt til himmelen, umuligt at varme op, men mit lille fristed. Jeg er rigtig meget alene men på ingen måde ensom og der ligger forskellen. Og jeg kan ikke vente til at jeg igen får overskud til at hjælpe andre med at komme ind i fællesskabet, for det er bevist at det er bl.a. er det der skal til for at vi lever længere og får et bedre liv.
Der var en aften hvor jeg havde været i København til blodprøver og røngten og skulle nå at lave lektier med min store børn og løbe i butikker, apotetet, biblioteket… flere ting end jeg normalt gjorde på en hel uge. Ved midnatstid kommer jeg hjem i sommerhuset og falder i et tæppe og slår mig meget alvorligt og mit hovedet snitter lige hjørnet af radiatoren…..der ligger jeg i smerte og kan ikke rejse mig og når at tænke at selv med 4 børn, en stor familie og 1000vis af venner…hvornår mon jeg så ville blive fundet, hvis livet endte her. Tanker om at forbløde, dø alene og blive spist af orme…før nogen tænkte…fååårk hvor er hun irriterende at hendes telefon altid er på lydløs og uden vibration og at hun ikke svarer, til at de ville blive nervøse og tage turen herop for så at komme for sent.
Jeg har virkelig svært ved at bære tanken om at det er virkelighed for nogen og at det faktisk sker for en fin sjæl derude lige nu. Hvordan synes du at vi hver især kan bidrage til mindre ensomhed for nogen eller hvad synes du ellers at der skal gøres? Vi MÅ gøre noget.
Her en et uddrag af et opråb jeg lagde ud på Facebook for et år siden. Det blev set af ret mange mennesker og delt en del gange og endte med at Alt for damerne gerne ville høre mere til den historie. Jeg har besluttet at lægge min bekymring ud her, da problemet i den grad stadig er meget vedkommende og ikke har en lykkelig slutning. #2 vil jeg fortælle om da jeg møde den pågældende fyr på Lesbos og reddede ham i land og #3 et uddrag af Alt for damernes artikel og #4 om hvordan Ahmed har det nu…du er meget velkomme til at følge med:
FACEBOOK, 02.01.2016: Jeg har før fortalt om en ung mand jeg reddede i land på Lesbos og som nu er endt i mega udkants Finland.
Han skriver hver aften/nat ved denne tid. (Ca. Kl 2) Han kan ikke sove, han er bange, han kæmper med sine traumer fra flugten, fra tilfangetagelsen, til torturen, til turen i gummibåden, til frygten for sit liv, til modstanden han møder alle steder, til uvisheden, til nu at sidde “safe” i mini Sibirien og deale med ekstrem ensomhed og tanken om nok aldrig mere at skulle se sine forældre og søskende.
Jeg har nat efter nat støttet ham, bekræftet ham i hans tanker og følelser. Jeg skriver min forståelse og at han ikke må miste modet. Han taler om ikke at ville være her mere, at han er ensom og kun har mig at skrive til…..
Idag græder jeg, idag er jeg bare ikke stærk nok, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, har ikke forstand på hvad jeg kan gøre. Har gentaget mig selv hver aften i 5 uger nu.
Hans familie i Irak har opgivet at flygte da Daesh bruger dem som levende skjold i gadekampene.
De ting han fortæller kører som billeder på min nethinde igen og igen… Jeg kan ikke slippe det. Ofte kan jeg ikke selv sove bagefter… og slet ikke idag. Andre gange skriver jeg ham i søvn. Jeg gentager mig selv i et væk om håb, troen på fremtiden, styrken i ham selv, kærligheden til hans familie, som er hans og ingen kan tage fra ham osv osv.
Han er muligvis ikke mit ansvar. Men hvis ansvar er han så? Hans forældre kan jo ikke komme ham til undsætning. Hans andre familiemedlemmer er enten dræbt eller spredt i forskellige lejre i Europa og Mellemøsten. De ansatte gør ikke noget for ham i lejren i Finland.
Kender du til en måde hvorpå jeg kan støtte ham? Med kurdisk peptalk, you type psykologi, coaching på kurdisk… Hvad som helst? Jane Roed Maul – Trine Lundbak – Claes Amundsen – Mathilde Jessing ??? (her har jeg tagget folk jeg kender som arbejder med krise, psykologi eller i nødhjælpsorganisation)
Jeg frygter for om han gør en ende på det hele. Hvis ansvar er det så?
Idag har jeg været til guidance hos min tibetanske healer, det er mest noget jeg gør når jeg har ondt fysisk eller psykisk, står foran store beslutninger eller på anden måde ikke kan meditere mig frem til et svar. Faktisk burde jeg gå der løbende, for det er noget at det jeg kender til, der giver mest mening sammen med BodyRestart behandlinger, som også er en seriøs guide til hvor jeg låser mig selv, blokerer eller nærmere bruger af ressourser jeg ikke har. For at få et overordnet syn på alt det min krop viser mig med min hjerne og nogengange hjerte ikke forstår, konsulterer jeg en moderne spåkone og mentor, Zanne som bor i Frankrig. Hun er for vild og kan med ganske få sætninger, eller på bare ca 15-20 min session over telefonen tune ind på hvor jeg spænder ben for mig selv. Da jeg for anden gang får af vide at hun ser mig som fuglen Føniks og at jeg skal overgive mig, gå til grunde og lade mig genopstå…..er det så stærke ord at jeg nærmest bare slukker for min indre modtager og klasker røret på… det gør jeg selvfølgelig ikke, men så præcis som hun er og så direkte…det er sgu svært lige at sluge og kræver en del gåture. Det er også derfor jeg ofte ber om en ny konsultation, for liiiige at få den nye meget powerfulde indsigt på plads, så jeg kan handle ud fra den. (Ups, jeg måtte jo nemlig ikke handle, men kun overgive mig).
Jeg har opbrugt min kvote for mange år siden. Jeg har ikke kunne tage imod men været vældig god til at give og give. Som vi alle ved skal man få for at kunne give videre. Man tager med den ene hånd og giver med den anden, er også et ordsprog vi alle kender. “Damerne først..” er faktisk et talemåde som betyder at tage imod med den venstre hånd (den feminine side) og give med den højre hånd (den maskuline handlende side). Hos mig virker den højre side ualmindelig godt, den er i topform, meget veludviklet og trænet som en atlet. Jeg gir gerne alt jeg ejer, låner min bil og sommerhus ud, lader flygtninge bo i min lejlighed, bruger al min tid i flygtninge lejr eller asylcentre, bruger min sparsomme løn på mindre bemidlede…..når jeg siger sparsomme er det fordi jeg også gerne giver min tid, kompetencer og formåen i mit firma til vennepris, gratis eller bytteordning. At tage imod for mig er som at få en lussing. At nogen spænder ben, at de ikke har reelle hensigter eller vil ha noget i bytte, som jeg ikke kan give eller vil være med til. Dertil er det nemmere at sige pænt nej tak eller undgå at holde noget hvor nogen kunne finde på at komme med en gave. Av av av, jeg kan godt selv høre hvor latterligt det lyder. Og nu er jeg dér i mit liv hvor jeg får så ualmindelig mange tæsk igen og igen til jeg lærer det. Det er pinligt. Det er skamfuldt. Jeg har gemt mig, undgået folk, holdt det hemmeligt. Men nu er det blevet for svær en burde, som jeg ikke længere kan bære. Faktisk sagde tibetaneren at grunden til min smerter er så voldsomme at jeg kaster op, er for at kroppen ikke aner hvor den skal komme af med smerten og det er trods alt bedre at blive svimmel og kaste op end at besvime. De konstante smerter i nakken og skuldrede er nu så konstante at der skal gøres noget, derfor opsøger jeg forskellige alternativer for at undgå operation i nakken og/eller blokader i skulderled. Idag er det gået op for mig at jeg selv er med til at fastholde mig i smerten, så længe jeg ikke tør lægge mig fladt ned og overgive mig, gå konkurs med firmaer, sælge sommerhus, melde mig ud af alle sociale sammenhænge, overgive mig til det værst tænkelige at bare være passiv…ikke at bruge atleten, den handlende højre arm. Jeg har vidst det i flere måneder og jeg har arbejdet mig stille og roligt hen imod overgivelsen, den passive, ugidelige, syge, trætte, introverte, stille, sensitive, udtjente pige jeg jo ER og har været i fucking hele 2016. For helvede det er røvsygt. Jeg har sovet i et år. Fik reddet mig en forbandet lever virus i en flytningelejr i November 2015 og nu skriver vi December 2016 og alle de her måneder har jeg hængt i det yderste af neglende og tænkt, det blir bedre imorgen, så er der en ny dag, hvor jeg er mere frisk og så skal jeg på arbejde og have styr på alle papirerne, vores nye bæredygtige tiltag, verdens mest bæredygtige kollektion, franchise af My Fair Shop, skrive den bog der er efterspørgsel på, få import og export ordentlig op og køre og sådan looper tankerne i mit hovedet igen og igen og igen og igen….. imorgen kan jeg handle på alle mine projekter. Jeg er nemlig skide god til at handle, har et kæmpe netværk, får ting til at ske, ser mine kunder i FairStyles vækste derudaf…….nu er højre arm handlingslammet, fingrende er føleforstyret. Højre side er ret kaput og venstre….hmmmm, den aner intet om hvor den skal starte eller slutte. Fysisk bliver den nødt til at tage over for højre når der skal skrives smsér, holdes tasker, tørres bagi (mega besværligt) vaskes hår, laves mad osv. Den er ikke glad for det, men den gør det;-) Nu er vi så nået til at den skal rækkes ud og bede om hjælp (skyd mig)….bede om hjælp…hmm, altså uden at tigge og sige bébé. Jeg elsker selv af give, så hvorfor er det så svært at tage imod. At modtage og give skulle jo gerne være én bevægelse i samme handling, tage, give, tage, give, tage.
Imorgen har jeg fødselsdag, det plejer jeg ikke at gøre noget større nummer ud af, det er nok ca 10 år siden jeg rigtig har inviteret til noget. Har nok undskyldt det med at folk har så travlt i December og nok ikke kan, fordi jeg faktisk er hunderæd for at skulle modtage applaus og gaver. Hvad sker der for det? Ja, det må du sku nok spørge om…..men det handler om gamle mønstre, skyld, skam, angst vil jeg tro. Og fordi jeg ikke har set alle varslerne i min mangel på at kunne modtage, blev jeg lagt ned med alvorlig virus og nu en diskos i nakken der lammer højre side i smerte. Og jeg tror sgu ikke at det er så tilfældigt, hvad hvis det hele hænger sammen med psyken, min opvækst og gamle mønstre og overbevisninger? Om jeg har tænkt mig at gøre noget ved det…ja, det kan du fanme bande på jeg har. Nu gider jeg ikke sove mere, gider ikke at have så ondt mere, gider ikke at være bagud mere…så nu overgiver jeg mig….lægger mig fladt ned og forsøger at lade være med at skamme mig over at jeg modtager fødselsdagsgæster med fedtet hår og en uheldig ret grå udvoksning, sporadisk støvsugning med venstre hånd udover et møgbeskidt sommerhus, hvor der hænger tøj på alle døre fordi jeg ikke orker at proppe det ind i det eneste skab jeg har, hvor vi skal have ikke økologisk frysesuppe og på ingen måde hjemmebagt brød, at her ikke er lys i lanterner og hygge pynt nogen vegne og hvor jeg ved hver gave skal kæmpe med at synes jeg har fortjent den. Venstre side står klar til at modtage. Tak til både venstre og højre side for at være så ubarmhjertig og vedholdende at jeg får tæsk indtil jeg indser hvad livet i virkeligheden handler om. TAK.
Senere idag kørte jeg stortudende fra min fysioterapeut, både fordi hun efter 3 måneders ugentlige behandlinger ikke synes at kunne hjælpe mig og hun mener at jeg udover ortopædkirurgen skulle bede om en MR scanning, da der er sket noget alvorligt i det fald jeg havde med at gribe en voksen mand der mistede fodfæstet. Jeg græd af smerte og fortabthed. Sad længe i bilen foran Netto for at finde styrke til at handle og forsøge at regne ud hvordan faen man holder fødselsdag for familien og næste dag mine nærmeste 15 venner. Her var højre side meget klar med en hurtig aflysning, bare sende en gruppe besked og så hjem og sove på et solidt skud cannabis og så glemmer vi alt om det. Skide nemt. Men du kender det med englen og djævlen der diskuterer højlydt i hovedet og nærmest materialiserer sig foran dig i en fight. Højre side er jo atlet og venstre fortabt, pinlig berørt, taberen, som bare aldrig bliver hørt. Men tibetanerens visdom havde sat sig godt tilrette og venstre arm var nu hævet, stolt og modigt…så nu skal slaget tages. Venstre og højre får besluttet at jeg skal gå i Netto og sluge min skam big time. Jeg har ikke haft nogen indkomst i et år, min sygesikring var blevet opkrævet på e-boks (mit hadesite af alle) imens jeg reddere flygtninge i land på Lesbos, så jeg havde sandelig ikke tid til at tjekke op på min eget liv…min højre side var lige igang med at handle sig ud af hjælp til 6000 halv drukne/døde/sårede/forpinte flygtninge der kom ind dagligt i gummibåde. Og når man ikke betaler til tiden, jaaa så ryger 20 års anciennitet og man får NUL kroner som selvstændig. Flot Charli. Men nok om det…skammen er til at tage at føle på. Skammen over at være syg, forpint, hjælpeløs har haunted mig i månedsvis men nu er det altså venstre der har ordet…og der skal handles til mange gæster for 120 kr. Økologi er min kæmpe kæphest, som jeg så godt kan stige ned af. Dog nægter jeg at købe mælk, æg og kød, som ikke er økologisk, da det er for ubærligt for dyrerne. Jeg har ikke engang råd til at bage, hvilket også er røv besværligt med venstre hånd. Menuen bliver frossen suppe med chiabatta brød, som var så billigt at jeg har det mistænkt for at være papmaché. Fik også råd til en liter mælk og en pakke smør…..og så risengrøn til mig i aften i en pølsepose. Skammen over at være en æstetisk madsnob og gå 100% efter økologiske varer er til at tage at føle på, men sådan er det lige nu og en dag får jeg råd til at spise på Noma og det allerbedste ville være at familie og venner kommer med…men det sker nok først når venstre og højre side ikke længere batler, men er i balance om give´n´take princippet.
PS: Nu har det været min fødselsdag og jeg blev fejret og passet på til den store guldmedalje. Jeg glædede mig meget over gaver, som familie og venner havde nøje udvalgt, som jeg selv gør, når jeg vælger en gave og det rørte mig dybt. Vi havde lange gode samtaler og huset emmede af kærlighed. Min venstre modtagende side var glad og tilfreds og jeg gik i seng med et smil på læben og et bjerg af gaver på bordet, som jeg kunne modtage med glæde og ikke synes var for meget.
Jeg har kendt Pernille Melsted siden hun kom hjem hjem fra USA, nææææ det passer ikke, for vi mødtes vist i Bella Centeret engang i 1994-5 ish hvor hun arbejde for Estee Lauder tror jeg det var og jeg stylede trendshow under fashionweek. Men never mind…hun kommer hjem fra USA hvor hun droppede dullebranchen og tog en coachuddannelse. Det var nyt dengang, det var ret sejt og hun havde meget at byde på. I mange år arbejdede hun tæt sammen med guruen Debbie Ford og helligede sig fuldstændig skyggearbejde. Kender du til det? Det er meget powerfuldt og givtigt hvis man tør at se “svinet” i øjenene. Jeg modtager Pernilles nyhedsbrev, som altid er velskrevet, nærværende og spot on. Ofte får jeg det ikke læst, men jeg har jo også været fraværende i det sidste år og før det arbejdet mindst 80 timer ugentligt, så der er ikke meget tid til selvindsigt (at læse) ud over at dyrke yoga, meditere og trekke for mit vedkommende. Men jeg har ofte samtaler med venner, om emner og udfordringer som Pernille så fint beskriver og dermed deler jeg hendes nyhedsbrev.
Skam hæmmer din adfærd
Skam umuliggør ægte intimitet. Det er nemmere at være single og sende slørede Instagram-billeder af sig selv med missekatteøjne og trutmund og kun lade sig se, når man er groomet, plejet og poleret, end det er at udstille sig selv 24/7 i et parforhold med dårlig ånde, menstruationsblod, klamme toiletbesøg, rod i skabene og pinlige vaner.
Du ved, at skammen har fat i dig, når du ikke længere vil have hovedbundsmassage af din kæreste, fordi hun ikke skal opdage, hvor tyndhåret du er blevet. Når du holder op med at gå i sauna i svømmehallen, selvom du elsker det, fordi du synes, du er blevet for tyk. Når du stopper kontakten til en mand, du er forelsket i, fordi du kom til at slå en prut, sidst I var sammen og simpelthen ikke kan se ham i øjnene igen. Når du undgår at smile på en date, fordi du er flov over dine skæve fortænder. Skam saboterer på de snedigste måder.
Den moderne skam
I gamle dage havde vi gabestokken og skammekrogen. Skam var et offentligt anliggende, og alle kunne kigge på. Tidligere skammede vi os over at have huller i det pæne søndagstøj, at komme på fattiggården eller at få et barn uden for ægteskabet. I dag er skammen i højere grad vendt indad. Andre ser den ikke så åbenlyst, og vi er blevet dygtige til at skjule den. Vi kan maskere vores ensomhed med middagsselskaber og heftig aktivitet på sociale medier, dække vores massive joblede med billeder fra lækre konferencehoteller og businessclass lounges og skjule vores depression bag Ga-Jol-æske-citater på Facebook. De mest privilegerede af os har nok midler til at få det meste til at se godt ud på overfladen. Men dykker vi nedenunder, er skammen ikke forsvundet. Tværtimod. Måske har den aldrig været større, for aldrig har vi haft så mange redskaber til at lykkes.
Hvorfor har vi ikke styr på vores krop, når vi godt ved, hvad der skal til for at være sund?
Hvorfor har vi ikke styr på vores børn, når vi har læst alle Jesper Juuls bøger?
Hvorfor har vi ikke fundet drømmemanden, når vi ved alt om loven om tiltrækning og affirmationer?
Vi har kun os selv at slå oven i hovedet i dag. Skæbnen, gud og social arv er off the hook som forklaringsmuligheder og undskyldninger for et uperfekt liv, for vi er for selvudviklede til at acceptere offerrollen og for new age spirituelt indoktrinerede til at vide, at selvom vi ikke er herrer over, hvad der sker i vores liv, så har vi det fulde ansvar for, hvordan vi forholder os til det. Med andre ord: Formår vi ikke at håndtere det, livet smider i nakken på os af ubehageligheder, er det vores egen skyld. Vi er ikke længere magtesløse ofre for omstændigheder, der ligger uden for vores indflydelsessfære. Det moderne, selvrealiserede, oplyste menneske har egenhændigt kontrol over eget liv, det fulde ansvar og kun sig selv at takke. Tag den, losers.
Vi skammer os over at fejle i vores selvrealisering. Over at have brugt hundredtusindvis af kroner på kurser, der stadig ikke har givet os den succes, vi jagtede og troede, vi fortjente. Vi skammer os over at vores vision maps ikke har givet os den dagligstue, vi klippede ud af et boligmagasin. Vi skammer os over, at vi hverken har fundet vores g-punkt eller vores soulmate. Vi skammer os over, at vi alligevel ikke kan leve af vores selvstændige forretning, når nu vi sagde det gode job op med et selvsikkert smil og mantraet if you can dream it you can do ittatoveret på armen i moderigtig font. Vi skammer os over, at vi bliver syge, når vi er erklærede sundhedsfanatikere. Vi skammer os over at møde vores veninde fra fitnesscentret med en halv Mars-bar i munden.
Vi skammer os over vores lyster, laster og liderlighed. Eller manglende lyster, laster og liderlighed. (For ve den, der er ”kedelig”). Vi skammer os over perversiteter og fobier, vi ikke burde have. Vi skammer os over, at illusionen om at være et vellykket menneske brister – dagligt. Vi skammer os over vores manglende selvkontrol. Vores klamme, fejlbarlige menneskelighed, kort sagt. Vi skammer os over alt det, vi ikke er herre over. Det, der rammer os ud af det blå uden mening eller formål, og som vi ikke kan styre. Sygdom, fyringer og partnere, der forlader os. Alting skal give mening. Alle ulykker skal tjene et højere spirituelt formål. Der må være en gave! Magtesløsheden og meningsløsheden er det moderne oplyste menneskes allerstørste skyggeside.
Før var der kirken, de 10 bud og de 7 dødssynder, der dikterede den kollektive skam. Det var nogenlunde nemt at holde styr på. I dag har vi ikke bare én kulturelt bestemt skam. Hvert eneste miljø, vi færdes i, og hver eneste subkultur, vi bekender os til, har sit eget skam-dekret. Den intellektuelle gemmer sine Dan Brown-bøger inden daten kommer på besøg, og gourmanden vil hellere dø end at blive set med en Tefal-gryde fra Jamie Oliver eller en bakke buræg.
Alle os, der sidder totalt gennemselvrealiserede på den alleryderste spids af Maslows behovspyramide, skammer os over, at vi stadig har uopfyldte behov. At vi stadig føler os tomme, når nu vi er så stopmætte. Og oven i hatten kommer, at vi skammer os over at skamme os. Skam er tabu. For vi synes, at folk, der stræber efter perfektion eller ikke ”bare er sig selv”, er tåbelige. Dobbelt skam.
Skam over at føle skam
I et samfund, hvor hudløs ærlighed ofte misforstås som autenticitet, er skam på mange måder en taberfølelse. Der er prestige i at blive set som ærlig, fri, uhæmmet af normer, uafhængig af andre og som ”sin egen”.
Det er skamfuldt at skamme sig, for skamfølelsen fortæller os, at vi går op i, hvad andre synes om os. Men det gør vi jo. Og jo mere vi accepterer dét, jo nemmere bliver det for os at være ægte autentiske. At dyrke skamløsheden og insistere på altid at være 100 % ærlig indikerer ikke et fravær af skam, men blot en anden slags skam. Når ”skamfuld” bliver vores skyggeside, har vi intet andet valg end at overkompensere for den skjulte skam og være skamløse for at (be)vise, at der ingen skam er. Jeg oplever, at mennesker, der insisterer på at leve helt transparent, ofte bruger deres åbenhed som skjold mod det, der virkeligt er skamfuldt – og ofte uerkendt eller fortrængt. Skamløsheden bliver en slags afledningsmanøvre: ”Se, hvor ærlig jeg tør være! … Jeg håber ikke, du opdager, hvor genert/kejtet/usikker/blufærdig/følsom/uværdig jeg også føler mig.”
Ud af skammen
Vi skal turde tale om vores skam. Om det vi skammer os over ved os selv, vores skamfulde tanker, følelser, handlinger og oplevelser. Vi må minde os selv – og hinanden om – at vi alle har skam. For jo mere vi deler vores skam, jo mere slipper den taget i os. Det destruktive ved skammen er, at den lukker os ned. Uden at vi er bevidste om det, sætter – selv de umiddelbart mest undseelige – skamoplevelser spor og hæmmer os, amputerer os og tvinger os til at leve et liv delvist i skyggen.
Det, jeg bliver mest rørt over, hver gang jeg leder skyggeworkshops, er den lettelse, jeg ser i folks øjne – og krop – når de opdager, at det, de måske hele deres liv har troet var uelskeligt ved dem, er helt normalt og genkendeligt hos andre. Det er meget, meget smukt. Og vigtigt. Det er rørende, når det går op for os, at vores dybeste skam slet ikke er så særlig eller hemmelig. Men at ham, der sidder ved siden af os, føler og frygter stort set det samme.
Den dybeste længsel i ethvert menneske er at blive elsket som den, man er. Det vil sige at blive elsket med vores skam. Uden at vi skal forstille os, gemme dele af os selv væk og foregive at være bedre eller anderledes, end vi er. De fleste af os har ikke fået den slags kærlighed. Og vi har derfor heller ikke givet den. Det er svært for os at acceptere og elske andre betingelsesløst. Primært fordi vi har så svært ved at acceptere og elske os selv betingelsesløst. Først skridt er derfor at starte med os selv, være villige til at synliggøre vores skam og turde kigge indad og se den lille pige eller dreng, vi har vendt ryggen, i øjnene igen.
Når vi kan tilgive os selv for at have været så nådesløse, så ubarmhjertige og så skamfulde over os selv, begynder der at ske noget. Så smelter skammen stille og roligt, empatien bliver vakt, og først dér kan den betingelsesløse, inkluderende, altomfavnende kærlighed, vi drømmer om, få plads igen. Målet må være at løsne skammen så meget, at vi ikke vil lave os selv om, gemme os væk og løbe fra vores historie eller spejlbillede. Når vi tør tale åbent om vores skam, er vi ikke længere bange for at blive afsløret. For vi har allerede klædt os selv af. Og set at vi faktisk var okay alligevel.
Vi kan ikke stoppe skam. Men vi kan blive opmærksomme på den. (”Hov, var det skam, der gjorde, at jeg sagde nej til det der? Ja, det var det vist.”) Og når vi er vågne, opmærksomme, bevidste, kan vi træffe et valg. Vil jeg lade skammen styre, eller vil jeg bryde mit mønster? Vil jeg gemme mig eller vise, hvem jeg (også) er?
Og jo mere vi øver os i at være ærlige omkring det, vi finder pinligt og sårbart, jo mere vil vi opleve, at skammen smelter og mister sit tag i os. Vi vil også opleve, at vi – i langt de fleste tilfælde – bliver mødt med forståelse og endda genkendelse, når vi tør sige det, vi skammer os over, højt. Pludselig er du ikke den eneste, der er bange for at cykle i mørke, der har stride, sorte hår omkring brystvorterne, som du bliver nødt til at fjerne med pincet, eller en far, der er alkoholiker. Du er ikke den eneste, der føler dig forkert, frastødende og uduelig. Trolden er ude af æsken, og når du deler din skam, bliver din kontakt til andre dybere og mere meningsfuld.
Jeg har jo gang i mine daglige #365bæredygtigetips (#365ecotips) hver dag på de sociale medier, især Instagram, Twitter og Facebook. Jeg tager flest billeder og forklarer kort med ord, hvordan du kan snige et dagligt tip ind i din hverdag, som er mere bæredygtigt end det du plejer at gøre. Balladen er at et foto ikke siger alt og en video kun kan være på max 60 sekunder. Så efter flere opfordringer vil jeg en gang imellem lave en lille testfilm eller anden viden som du måske kan blive inspireret af….jeg er lige kommet ud af badet med en ny kraffeskrubbet hud, ahhhhhh…. prøv det;-)
Jeg er gået over til cannabis….fordi jeg orker ikke længere at have så ondt og fordi jeg er til alternativ behandling og især når det virker. Det fortæller jeg lidt om i videoen herunder, men først en lille fortælling om mit cannabis eventyr. Forrige år var der en af mine venners venners store datter, der skulle rejse til udlandet på skoleophold og havde plantet en lille hær af hampfrø i potter og nu ikke kunne passe dem. Hun havde lejet sin lejlighed og kolonihave ud og ingen turde have de planter stående. Det ender med at jeg siger, at de da godt kan overvintre hos mig, uden at jeg fatter hvad det vil sige. Jeg får en plantekasse, men mange så spirer på ca 5 cm. Dem sår jeg ud i haven og stiller så tre stk. i en kæmpe potte på terrassen. Næste gang jeg er i sommerhus må jeg konstatere at alle planterne i haven er væk, pist væk. Som taget op med rod og jeg tænker at de må være i høj kurs og være blevet stjålet…indtil jeg fortæller nogle venner om det og de fortæller at Bambi er meget glad for friske grønne planter. Så den lokale Bambi må zig-zagge pisseskæv rundt i kvarteret. Dog står de små stiklinger stadig i potten. De vokser som ukrudt og er ca 10 cm højere hver gang jeg kommer. I September måned tager jeg til Lesbos på forretningsudvikling og lidt ferie men ender med at indsamle mange tons tøj til nødhjælp, som bliver sendt i forvejen og tager selv 13 kufferter med til at dele ud til de indkomne flygtninge. Det ender mere flere ture til Lesbos og stiftelse af NGO´en Fair Welcome og derfor er jeg stort set ikke i mit sommerhus i de næste mange måneder, før i December hvor jeg må op og rydde om efter en orkan, som har kastet stole op i træerne og væltet træer omkuld, så det ligenede et Mikadospil i haven. Jeg lagde godt mærke til hampplanen der var blevet 2 meter høj og nu så meget trist ud efter de første nætter med frostvejr.
Det sjove er at planten må have sat et frø, for i år begyndte der trods alle odds at vokse en plante op og denne gang spurgte jeg omkring hvad jeg ville kunne bruge denne plante til. Mest fordi at mange taler om dens stærke smertelindrende virkning og antioxidanter, men ingen kendte rigtig til gode opskrifter og lign. Dog fik jeg af vide at jeg kunne juice planten og eftersom jeg juicer dagligt, virkede det som en oplagt idé. Det gjorde jeg så, tog en del og kylede det i maskinen med spinat, æbler, ingefær og gulerødder, det kom der 3 skønne glas ud af, som jeg begejstret bød min søn og svigerdatter på….. efter en halv time havde vi alle været på toilettet med ræsermave, så min docering var måske ikke på toppen og det havde ingen ellers effekt. Jeg har senere set denne Weed Grandma (video længere nede) lave juice og der bruger de kun bladene og jeg tog topskud og hele baduljen. Men bortset fra det det smagte juicen ret godt. Nå men nu har jeg lært at man skal trimme planten og hænge den til tørre et varmt og mørkt sted og så ved jeg ikke helt hvad der skal ske, det kan vel max blive til een joint og eftersom jeg hader at ryge, så må en anden nok teste den del. Så nu har jeg vist forsøgt mig nok med den ene plante og har nu fundet den sprøjte frem med cannabisolie, lavet på ordentlig vis, som min kæreste efterlod inden han desværre døde af cancer for et par år siden. Han havde til gengæld meget stor glæde af olien, som han tog en knivspids af lige inden sengetid. Han fortalte at hvis han vågnede i løbet af natten, følte han sig hammer skæv og det brød han sig virkelig ikke om, så derfor har jeg været meget tilbageholdende med det her gøjl, da jeg heller ikke bryder mig om at være skæv, men jeg må indrømme at det ikke har den virkning på mig…så enten er olien blevet for gammel eller også virker det forskelligt på hvem vi er og hvad vi dealer med.
Jeg har imellemtiden fundet ud af at den smerteklinik jeg kom på inde i Farvergade, da jeg skulle have behandling for min nedsunken forfod og hælspore efter en Himalaya tur i klip-klappere og hvor jeg ugentligt fik laserbehandlinger, nu har fået ny ejer, som er stor fortaler for cannabis som smertelindring og iøvrigt legalisering. Tina Hornsted har ydernummer201138 og det er muligt via egen læge at få henvisning til hendes smerteklinik, se mere her.
Jeg fatter ikke at folk tror på virksomheder som ASOS, Mango og Zara, der gang på gang udtaler sig, at de da ikke tolererer børne eller slave arbejdere. Nej men så er det da yderst underligt at du kan købe en t-shirt til 39 kr. i deres butikker, ikke sandt? Tænk på alle de led en t-shirt er igennem fra bomuldsfrø til vækst, vanding, pasning, pesteside gødning, høstning, transport, spinning til garn, transport, vævning, transport, farvning, transport, tørring, klipning, syning, detaljer, nakkemærke, vaskeanvisning, transport, plastik emballage, transport, pakning, større emballage, shipping, flytransport, cargo, fortoldning, transport, levering, ophængning til NU er den klar til dig i butikken…. for 39 eller 139 kr. Prøv selv at regn tilbage og husk på at det er i alle mellemledene at nogen tjener pengene og tilbage til arbejderne er der….hmmm, under 10 kr. i timen, som de udnyttede syriske flygtningebørn du ser her:
Og det er i Tyrkiet og lige det her sted blev opdaget, men du skal ikke regne med at børn i Bangladesh får hele 10 kr. i timen. Nok nærmere 10 kr. om dagen. Der findes 16 millioner tekstilslaver på verdensplan. Er du mon med til at støtte at de børn ikke kommer i skole? Måske skulle du lige checkke dit nakkemærke een gang til?
