Festival of Lights eller Diwali afholdes i store dele af verdenen, Sri lanka, Indien, Myanmar, Trinidad, Tobago, Mauritius, Malaysia, Singapore, Fiji og Nepal som her. Mange folkeslag fester, både hinduister, sikher og buddhister. Festen varer i 5 dage og ligger efter nymåne mellem okt til november. Vil du opleve det i 2012 er det den 13 november. Iår landende den på d. 26 oktober. Hele byen bliver rengjort og alle ordner deres hjem så de er klar til at modtage besøg. Især pynter de udendørs med lys og mandalaer på gaden. I fem dage i træk tænder de lys og på den 5. dag fester de til den lyse morgen. Det er en officiel helligdag og ligner meget vores juleaften den. 24 December. Ved Lysets fest fejrer man alt godt over ondt og stoler på at de spirituelle kræfter overgår al ondskab. 1. dag står i business tegn, den dag Inderne overgår til en nyt finalcielt år. 2. dag er noget med dæmoner, som jeg ikke helt har opfattet, sorry. 3. dag forguder de lakshmi, som står for velfærd og hendes velvillige lyst til at opfylde alles ønsker. 4. dag er en meget lang fortælling om patala.Men mest går det ud på at moderen i familien hyldes 5. dagen er noget med Yama Dvitiya. Dog fejrer nepaleserne det som en bror og søster dag hvor de inviterer hjem og hylder søskendeskabet.
På selve Diwali aftenen, den 5. dag sad vi på et hustag, på en lille lokal tibetansk restaurent og fik momos med udsigt over stupaen, som var lyst op at titusinde lamper og nød synet af fyrværkeriet. Det kunne mest sammenlignes med nytårsaften, dog en lun aften med bare tæer i klip-klappere og med en meget spirituel stemning. Du kan tro at jeg kan anbefale dig at være med til en diwali fest.
Idag er det den 22 og jeg er på ingen måde i julestemning. Jeg har købt en del gaver i Nepal, som jeg allerede er kommet til at forære væk..så nu skal jeg alligevel på juleshopping og tænder max af på det. Egentlig elsker jeg at berige folk med en ting, som jeg ved de vil sætte pris på, som jeg har brugt tid på at finde og eller selv lavet. Men nu står jeg med tidspres og når ikke at lave de ting jeg havde i tankerne og synes at det er så trist at gå i isenkræmmeren eller Magasin efter et eller andet fuldstændig overflødigt i mine øjne. Mine unger har maser af ønsker, men de mangler jo ikke noget. Intet er for slidt til at skulle fornyes, intet er et virkelig brændende nødvendigt unde og det giver bare ikke mening for mig. Jeg har selv i flere år ønsket mig noget nyttigt til mig selv, mit køkken, eller til et godt formål. Jeg er blevet kisteglad for en ged, et sponsorbarn eller en oplevelse. Jeg bruger mange af mine arbejdstimer i modebranchen og får mere end rigeligt med input fra den maskine af overforbrug, der er i gang dér. Med al respekt for dem, der nyder det. Min 17 årige søn ønsker sig en mixer og lign. udstyr til hans fritidsjob som DJ og det vil jeg supergerne støtte op om og klart gider han ikke at have en ged, men hvornår kan man egentlig mærke at man har ting nok, tøj nok og hellere vil bruge sine ressourser på nogen der har mere brug for det ? Jeg har i hvert fald noget et punkt, hvor jeg ikke rigtig synes at have brug for flere ting og sager, men elsker at få overraskelser og feel-good oplevelser:-) Da jeg besøgte Tibet charity i Kathmandu og så hvor ihærdige de tibetanske flytninge er til at integrere sig i Nepal, men hvor det stadig er svært for nogle forældre at få råd til skole og ordenlig mad til deres unger, ja så besluttede jeg mig at min julegave til mig selv skulle være et lille trængt barn. Pigen jeg valgte hedder Tenzin Sangmo på 3 år, hvis forældre har en lille butik, som kæmper med at kunne løbe rundt. Med mit bidrag på 1600 kr. årligt, skal de ikke længere bekymre sig om at lille Tenzin ikke kan komme i en god skole, få sund mad og rent tøj på kroppen. Udover er der faktisk lidt til deres egen husholdning og for mig handler det om på uge basis at cykle en dag og lade bilen stå, springe en café latte over på café og så er den hjemme. Kigger nu allerede på mit budget for at give mig selv en ældre på plejehjemmet i fødselsdagsgave!
Det hele startede da vi gik hjem fra børnehjemmet, sammen med danske Adam og hans sorte kæreste fra NY. Vi var forbi for at se det hjemsøgte hus hvor vi skulle holde halloween og på vej hjem igennem Boudha møder vi denne munk og falder i snak, selvom det var sparsomt hvad vi kunne forstå. Adam der studerer tibetansk buddhisme hernede fik lidt forståelse af munken, resten var vist kropsprog 😉 Alle dem vi havde mødt på vores vej, var ved at dreje hovedet af led ved synet af Leishah, da de aldrig før har set en sort pige i virkeligheden. Munken var også temmelig fascineret over hendes dreadlocks. Han bød os ind og viste os rundt og forklarede med fakter om vores “monkey-mind” som er en tanke eller filosofi, som styrer os alle. Vi så alle de unge munke bede i klosteret og en masse andre sad og rullede hellige mantraer, som skal ind i buddhaerne, som forsegles og velsignes under bøn i tre dage i klosteret. Alle disse guldbelagte meget kostbare buddhaer skulle bruges i et tempel. Det var en meget stor oplevelse at få lov at være med til og på vej ud gik vi om bedehjulet og følte os alle meget beriget og velsignet.
Overalt hvor der er tibetanske flygtninge hænger der bedeflag. Det er det smukkeste og roligeste syn, synes jeg. Bedeflagene symboliserer tibetanske buddhistiske bønner, i form af skrevne mantras som senders med vinden. Flagene bliver oftets skiftet 3 dage efter Losar (Tibetansk nytår) eller ved andre vigtige hellige begivenheder. Hver farve symboliserer een af de 5 elementer og hænger altid i en bestemt rækkefølge. Blå- himmelrummet, hvid-vand, rød-ild, grøn-luft eller ilt fra træet og gul-jord. Normalt ser man dyr på flagene, som ifølge buddhismen er beskyttende; drage, garuda, tiger og sneløve.
I hele min sommerhus have hænger der bedeflag og jeg er så glad for at jeg tog en masse med hjem, så jeg nu kan få de sol skadede og sne jordslåede udskiftet. Hvis du gerne vil dekorere din stue, have, eller bruge de bittesmå papirsguirlander på juletræet så finder du dem i denne webshop:-)
I forgårs var vi på børnehjemmet Jorpati som ligger midt i flytningelejren af 300 beboere. Før i tiden var stedet et være berygtet slumkvarter, men nu er alle flytningene integreret og de fleste har arbejde ude blandt nepaleserne. Inden for murene hersker der nu fred og idyl, små blomster spirrer, gaderne er pænt fejet og alle bor tæt side om side i fuld fordragelighed med deres egen lille stupa i midten af bosættelsen, hvor de løbende går med uret rundt om og sætter gang i bedehjulene. Dagen er kommet for deres lama, Rinpoche Lakha (som de er nært knyttet til) skulle komme forbi og velsigne dem. Det gøres på bedste buddhistiske vis, ved at de står let foroverbøjet med et hvidt silketørklæde en såkaldt katak med påtrykte mantras, i hænderne. En katak symboliserer ønsket om et langt liv og et rent venskab. Giveren bukker idet Rinpoche Lakha Lama hænger det omkring deres hals, hvorpå de samler hænderne foran hjertet og bukker igen. Det er en meget smuk ceremoni. Flere af de ældre med skavanker vil gerne have Lakha til at puste på den hørehæmmede øre, eller synsvækkede øje, eller hvor de nu har ondt. Ikke bare børnene fra børnehjemmet med også 2. generations flytninge går i skole her i Jorpati, hvor de lærer engelsk, EDB, grafisk design og skræddersyning. Ved at støtte eller sponsorere et barn, finanserer det ikke kun barnet, men hele familien, som gør at de kan opretholde en okay leve standard og ikke skal bekymre sig alt for meget om at få det hele til at løbe rundt. Men koncentere sig om at støtte ungerne i deres skolegang og meget disciplinerede lektielæsning og lyst til at lære.
Vi rejste i en gruppe, hvor nogen af os havde nødhjælp med i form af skoleartikler, tøj, sko eller forbindinger, Der var også et dansk par, som besøgte Deres sponsor barn, til stor glæde for alle parter. Det var en vanvittig rørende og spændende dag…det mest fantastiske var at se hvor fint de har ændret et helt kvartér til et sted hvor alle har lyst til at bo og at mærke den enorme glæde, energi, ydmyghed og disciplin de udviser hinanden. Jeg er dybt inspireret af det tibetanske folk.
Jeg ved ikke så meget om Sikher, dog ved jeg at de tilbeder den hellige bog, der ligger i det gyldne temple, at de har helligt hår gemt under turbanen, som aldrig bliver klippet, bærer en sabel, et sølvarmbånd og altid er iført boxershorts, så de er beredt. I det gyldne tempel i Amritsar i Nord Indien tilbyder de mad til alle ubemidlede og det er en sikhers pligt til mindst een gang i deres liv at tage dertil og lave mad en hel dag. Templet tilbyder mad til tusinder af fattige hver dag, 3 gange om dagen.
I Daharmsala, på vej hjem mødte vi disse 3 herrer i vældig højt humør, de synes at det var en super god idé at følge med dem til Amritsar, hvor den ene var borgmester, men vi valgte nu at blive i Dalai Lama by ,-)
Da jeg var på besøg i flygtningelejren Jorpati og se hvordan de bor og være med til Lakha Lamas velsigenlse af nogle af de 300 beboere, mødte jeg også nogle helt fantastiske tillidsfulde, glade og fjollede børn, som ikke har nogle forældre og bor på børnehjemmet, der er finanseret af Tibet Charity. Det første der slog mig var at pigerne kom meget tæt på og ville vide en masse om Danmark og min familie og mine børn, de talte bedre engelsk end jeg selv efter endt skolegang, jeg var dybt imponeret. Jeg spørger dem hvad de synes er det bedste de kan komme i tanke om og de skriger i munden på hinanden ” Justin Bieber…!” imens de smiler over hele femøren og sukker dybt. I foråret var jeg til Justin Bieber koncert med min 12 årige datter i Milano og havde selvfølgelig filmet på min iphone. Pigerne kunne næsten ikke trække vejret ved synet og da de så billeder af mine piger, fik de hurtigt lavet en plan over hvem der skulle være penneven med hvem og de gik straks ind for at skrive breve på engelsk. Imens var Adam (en dansker som studerer buddhisme hernede i Kathmandu) stødt til. Ungerne hang ham om halsen, ved gensynet af ham. Han har tidligere undervist på skolen. Meget hurtigt havde pigerne tegnet og skrevet og sågar samlet fine smykker, blyanter og andre dimsedutter, som jeg skulle tage med hjem til mine piger. Jeg var rørt til tårer. Her skal du møde; Dikey, Pema, Yeshi og Tsering og et par af deres venner.
Det var en helt enestående oplevelse at være med til puja (fællesbøn) på plejehjemmet i Dharamsala. 140 ældre bor på hjemmet, men nogle tager vandringen på Dalai Lamas meditationsti og videre et godt stykke ned af bjerget for at komme til dette vidunderlige samlingspunkt, hver morgen. Jampaling plejehjemmet ligger lige under Dalai Lamas recidens og drives af det tibetanske indenrigsministerium, som har svært ved at skaffe midler til den daglige drift. Tibet charity støtter hjemmet og du kan ligesom mig, ønske dig (i julegave) et sponsorat til en kær gammel tibetaner, og samtidtig være med til at støtte hele hjemmet. Jeg tog billeder af dem allesammen alt imens de messer og drejer lystigt på bedemøllen for at det ikke skal gå i stå. Bemærk thankaérne på væggen bagved.
ps: Jeg har mange fotos af denne mand, som lige meget hvor jeg kravlede hen, holdte øjenkontakten. Dragende ikke ?
Vi havde en biltur på ikke meget mere end 15 min. fra hotellet til børnehjemmet Jorpati. Her kan du se hvad man kan nå at opleve på så kort tid hængende ud af bil vinduet i Boudhanath. Klik på de små billeder og de forstørres 😉 ENJOY!
I Nepal såvel som i Indien har de også kollektiv trafik, om end det gøres på en lidt anden måde end vi kender herhjemme. Faktisk har jeg set familie med op til 7 personer på een motorcykel…. det er hver gang et imponerende syn 😉
