Når jeg en sjælden gang sidder i stilhed på min terrasse og rammer det tidspunkt ved knap 19 tiden hvor solen takker af bag Himalaya bjergene, føltr jeg en lykke større end det kan beskrives med ord. Sådan er det ofte med storslået natur, synes jeg. I aften har jeg en speciel stemning, jeg har grinet så tårerne triller (hvilket vi gør hver dag, hver time hernede) og grædt fra det inderste af mit hjerte ved mødet med helt nyankomne tibetanske flygtninge…..i dag har været en dag jeg aldrig glemmer og jeg bliver så rørt ved tanken at jeg lige må sunde mig for at kunne fortælle dig beretninger fra de unge håbefulde tibetanskes strabadser. Men nyd solnedgangen med mig….nu vil jeg finde ned til byen med lommelygte og opstøve et lille lusket sted med øl og tibetansk disco;-)
Glæd dig til lågen i morgen, der vil du se hvordan en thanka bliver til…det er et KÆMPE arbejde!
I Kathmandu besøgte jeg et flygtningecenter, som ligger midt i byen Bouda og er på størrelse med Christinia. Inden for murerene var der en fantastsisk stemning af stolte og glade tibetanere, som er sluppet ud af Tibet med livet i behold og forsøger at leve en normal hverdag med skole og arbejde i Nepal. Der er også et børnehjem, men det fortæller jeg meget mere om en anden dag. Jeg fik lov at komme ind og se hvordan en halt almindelig familie bor. Mor med 2 teenagenere i samme rum, de var meget generte og talte ikke så godt engelsk endnu. Det var alt hvad de skulle bruge og ovenikøbet et tv. De var kun blevet fotograferet een gang før i deres liv, så det var en overvindelse, der skulle til da jeg spurgte om jeg måtte tage deres portræt ude foran lejligheden 😉 Det er nu moderens ansvar at forsørge børnene. Det vigtigeste for tibetanere generelt er at deres børn får muligheden for at vokse op buddudistisk, at møde H.H. Dalai Lama og få en skolegang. Og det har denne mor fået muligheden for, da hun med lidt støtte fra Tibet Charity er kommet på fode og nu selv arbejder og hendes børn går i skolen på flygtningecenteret. Første gang jeg så og hørte Dalai Lama i virkeligheden, meldte jeg mig ind i Tibet charity for at være med til at støtte et folk af et fantastisk land som har været besat af kinerene siden 1950. Jeg har siden hen læst en del om de strabasdser tibetanerne må gennemgå for at komme over Himalaya bjergene og ikke blive skudt eller taget til fange af kineserne. Det er historier der har siddet fast og rørt mig, som jeg ikke kan sidde overhørig. Derfor ligger det mig meget på sinde at fortælle om tibetansk kultur, folket, børnene, buddhismen, flygtningenen osv. Free Tibet!
Klip på de små billeder og brug piletasterne, så kommer de op i original størrelse.
Hele Bouda festede under Diwali festivalen. Børn og mindre bemidlede sang ved folks gadedøre for en skilling, lidt lige som når vi synger “fastalavn er mit navn…” eller går “Trick or Treat” til Halloween. Diwali er lysets fest, hvor man mødes med familie og venner i hjemmet. Rikke og jeg spiste vores hofret vegatar momos på et hustag og nød synet af den oplyste stupa.
Bare det at ankomme til Kathmandu i Nepal var i sig selv et kæmpe ønske der gik i opfyldelse og at blive indkvarteret på Norbu Sangpo hvor vores navn står på døren og vi er budt velkommen med sweet gingerhoney tea, var så rørende. Vi kaster vores baggage ind og kan ikke komme hurtigt nok ud i livet, ned i Boudanath by. Men at komme til det sted hvor vi går igennem en lille gyde og pludselig åbner der sig en kæmpe plads med den smukkeste stupa ( Nepals største) jeg kan tænke mig, det var så magisk at jeg helt glemte at trække vejret, seriøst…det var så bjergtagende et syn. En stupa er oprindelig et begravelsesmonument for herskere. Alle stupaer er opbygget efter ens konstruktion, selvom de ser forskellige ud. Bunden står for jord, kupplen for vand, skaftet der består af 13 ringe står for ild. Ovenpå dem en halvmåne som står for luft og derpå en sol som symboliserer rummet. Det farvede pandebånd symboliserer regnbuen og Buddhas øje holder øje med alle verdenshjørner. Der er især trængsen rundt om stupaen tidligt om morgenen. Man går altid med uret rundt, som man gør i alle buddistisk sammenhænge.Man se ældre mennesker i ret høj fart med deres mala/bedekæde i højre hånd i traditionelt tibetansk klædedragt. Mænd med høje kindben og langt hår og smykker, børn i badesandaler, munke en masse og indenfor murene, hvor det er tilladt at gå ind, kan man se pilgrimmene udføre bedefald. De står med klude på hænderne, knæler og glider ned i udstrakt liggende stilling og gentager et hav af gange, det er seriøst hård motion. Hver dag i den uge jeg var i Bouda gik jeg i meditation rundt om stupaen flere gange om dagen. Det er her hjertet er, byen summer og lever, alle er i pænt højt tempo på den mest befriende mediative måde jeg nogensinde har oplevet. Hele byen og alle den indbyggere er “tilstede” åndsnærværende og det kan mærkes…det er straks langt sværere at beskrive med ord. Tag med her på en lille rundtur omkring stupaen…hvor der sælges alle mulige tibetanske og buddisiske ting og sager. Namasté.
KLIK på de små billeder, så kommer de op i stor;-)
Et par uger før afrejse havde jeg taget kontakt til forskellige firmaer, som jeg har kontakt til for at høre om muligheden for at skaffe tøj, sko og skoleartikler eller andet brugbart til de tibetanske flygtninge. De sagde alle ja med det samme og var villige til at sende kilovis, problemet var bare hvordan vi kunne snige det igennem indcheck uden at skulle betale overvægt. Virkelig et paradoks at vide at her har vi masser af ressourser og derude har de bare ingenting, men hvad med fragten. Jeg forsøgte at begrænse mine leverandørers, En Fant sko, Aya Naya tøj og Euromic blyanter meget generøse omfang. Jeg fik alt leveret hjemme ( på 4. sal) og proppede så meget jeg selv kunne have i diverse kufferter, sammen med en del brugt tøj og sko. Fik det slæbt ned og bugseret over til Rikke som bor tættere på lufthavnen i bil. Hjem og parkere bilen i den p-zone jeg hører til og så på cykel til Christianshavn. Imens Rikke fiksede de sidste ting læssede jeg taxaen til bristepunktet med chaufføren, som ville høre om årsagen til vores 14 taskers baggage. Han synes at det var en meget rørende historie og kaldte os straks Charlis angels, hvilket han fik nævnt en del gange eller 7 på vej til lufthavnen. Jeg synes at det var rart at fortælle ham om vores formål med alle vore pakkenelliker, at formidle de gode historier, at sprede det vigtige budskab er en ualmindelig rar følelse, og han fik noget at tænke over. I lufthavnen får vi fordelt og ind checket alle viskelæderne, lærredstøvler og uldtrøjer. Og var lettede over at de tog hele baduljen op på baggagebåndende og afsted med det….nu var vi tilbage lettede, lykkelige og lattermilde med en lille håndbaggage hver.
Jeg har en kaffeaftale med min gode ven Simon som ankommer fra Caribien lige idet vi checker ind. Rikke, Simon og jeg kender hinanden fra meditationsskolen, hvor vi har haft mange weekender i Sverige sammen, og han har fulgt min forstående rejse med stor interesse. Og han har en gave til mig, et par yogasokker med tæer i …..da han ved at jeg elsker “handskesokker” og de er så svære at opdrive herhjemme. Skønt lige at runde af med en krammer og så afsted til gaten. I flyet er vi så begejstrede over alt og ingenting, maden er fantastisk- virkelig i orden. Vi har sindsyg meget at snakke om og når slet ikke at høre musik eller læse. Ind imellem må jeg nive mig i armen for at være sikker på at jeg faktisk er sendt afsted, har styr på mine elskede 4 unger derhjemme, husdyrene, kunderne, vennerne, og alt det løse. Nu venter buddhaland, sparsom strøm og vand (i love it) meditation, oplevelser ud over det sædvanelige, kultur, nye venskaber…Juhuuuuu, Charlis engle er på vinger <3
På kraftig opfordring vil jeg de næste 24 dage give dig en bid af min tur til Nepal og Nord Indien….følg med og åben en blog låge hver dag indtil jul.
Så længe jeg kan huske har jeg ønsket mig at komme til Himalaya. Tibet, Nepal, Bhutan, Laos, Cambodia og Indien er bare et lille udpluk at de lande jeg ville elske at besøge og helst opholde mig der i længere tid og meget gerne så langt væk fra turisme som muligt. For 2 år siden rejse jeg med rygsæk igennem Kerala i Syd Indien og boede hos folk privat, på en øde ø og oplevede de vildeste eventyr. Grace Tours er mega eksperter på det område, så har du lyst men er lidt usikker, så regn med at de skaber en rejse lige efter dit hoved. Denne gang har jeg fået chanchen for at rejse med en vaske ægte tibetansk lama, Rinpoche Lakha Lama og jeg glæder mig så jeg nogengange ikke fatter det. Jeg har mødt Lakha et par gange og også hans helt vidunderlige kone, Pia (som agerer rejseleder), og er dybt taknemmelig over at have fået muligheden for at rejse med dem. Et par uger før afrejse modtager jeg en pakke hvori der ligger en halskæde af 3 carneol stene hvorpå den miderste har et sandslebet tibetansk buddistisk mønster, og carneol skulle give bæreren styrke på rejsen. Da jeg læser at halskæden er velsignet af Hans Hellighed Dalai Lama, kan jeg næsten ikke få luft. (Ved godt at jeg er på niveau med min 12 årige datter, hvis hun modtog noget Justin Bieber har rørt ved). Men jeg er også henrykt som en topgearet 12 årig. Ovenikøbet fik jeg en tibetansk taske/pung til pas bl.a. Og tænk at mit navn står på……allerede før vi er kommet afsted føler jeg mig så begavet, ydmyg, jublende, henrykt, spændt og fuldstændig på toppen over hvad der er i vente.
Jeg havde fornøjelsen af at style det store danske tøjfirma Claire´s 40 års jubilæumsshow. Det forgik under modeugen i Bella Centeret og vi viste børenekollektionen på scenen og den nyeste kollektion, men det sjoveste var at vi gik down memory lane og viste 90ér, 80ér, 70ér og 60ér stil…og modellerne er jo så unge at de ikke husker det, men vi havde megagrineren over Jane Fonda looket, store vatskuldre og plastic øreringe. Se med backstage….<3
Jeg har en veninde, Rikke, som ofte fortæller om en meget begivenhedsrig rejse hun var på for 4 år siden, lige før jeg lærte hende at kende. Jeg mødte hende igennem en af mine meditationsvenner da Dalai Lama var i Danmark for en del år siden. Vi svingede med det samme og har haft mange stunder sammen siden…hvor vi har været meget familieagtige, mindfullé eller pisse fulde.
En dag i sensommeren fik jeg en sms fra Rikke som spørger og jeg vil med på rejse a la den hun havde været på og at jeg skal tilslutte mig samme aften, da der er meget få, der får muligheden for at rejse med Lakha Lama…jeg tilslutter mig med det samme og tænker at jeg må vende tilbage til det med tid, pris og planlægning. Først meget langt henne i forløbet går det op for mig hvad det er vi skal og at det er en buddistisk rejse, hvor jeg nok mest havde langt vægt på at vi ville møde tibetanske flygtninge. Jeg har før mødt og hørt Lakha Lama holde fordrag…han er et meget givende og humoristisk menneske og jeg ville elske at være i nærheden af ham i 16 dage. Så de indledende øvelser startede med at få visum og skrive en masse formularer. Jeg vil de næste mange blog indlæg fortælle dig om min tur til Nepal og Nord Indien.
Vi har lejet en location, et privat hjem i Gentofte fordi alle billederne vi skal have i kassen skal skildre et alm. liv for en kvinde i alderen over 30. Vi laver nemlig beauty optagelser til Plasier kampagnen. Vi var på location i 2 dage og skød mange forskellige situationer, det fleste måtte gerne illustrere livsglæde, vitalitet og lys….det sidste blev kunstigt da sneen væltede ned udenfor. Da alle skud var i kassen spiste vi sushi og afsluttede med manér… dét var noget min assistent Siff, fra Herning kunne lide. Det havde hun aldrig smagt, og som hun sagde -” vi har hverken sushi eller yoga i Herning”.
Når jeg tænker over det….er der virkelig mange i min omgangskreds der holder sig kørende vitalt med yoga og sushi, stakkels de vitale kvinder i Herning 🙂
Sådan ser det ud når min store pige Cornelia på 15 skyder løs fra bilen i København.
