Man tror at det er æbler, men jeg har set dem hænge på det træ hele året rundt. Hver gang jeg kommer forbi i bil, har jeg undret mig især da de stadig hang der i 10 cm sne på….indtil jeg gik helt tæt på og fandt ud af at en spøjs person har hygget sig med lidt streetart på den underholdende måde.
Min skønne datter, Carla brugte det meste af efterårsferie sidste år på at bage franske makroner, eller macarons som de hedder. Hun havde aldrig smagt dem i virkeligheden med var blevet så fortryllet af at læse kageopskrifter og se dem i alle regnbuensfarver på nettet. Jeg husker ikke om hun fik en smagsprøve dengang jeg var pressechef hos Stories by Rikkemai og vi var det første modehus, der lavede et samarbejde med La Glace konditori, hvor Rikkemai lavede macarons der passede i smag og farve til kollektionen. Nu kan man få de skønne franske makroner på enkle cafeer og ellers må man jo bage dem selv. Carla gik på med krum hals og det var et project der løb over flere dage…men hold nu kæft de smagte godt, faktisk himmelsk og meget bedre end de originale jeg har smagt. Hun lavede rigeligt til at lave små gaveposer, som vi brugte resten af ferien på at aflevere hos bedste veninder.
Fisketorvet som er et af de tarveligeste storcentre jeg kender, der er dog et lyspunkt og det er de kæmpestore fotostater på toiletterne.
Det virker helt langt ude, men sålerne dufter af smagen af hhv. Piratos lakrids og bamsevingummi. Faktisk får ufattelig lyst til at slikke på sålerne. Wierd, men sjovt!
Det som jeg synes var det allerskønneste på hele ugen i det vindunderlige græske øhav, var da vi efter en dejlig aften på Poros sejlede til en ubeboet ø. Da vi ankom sent om eftermiddagen lå der allerede 4 både i bugten, hvilket altid er hyggeligt, senere skulle det vise sig at bliver ovenud hyggeligt. En dansk familie på på en Navigare båd ved siden af os, de havde lejet båden uden crew og stod selv som skipper og kok, hvilket de havde gjort i flere somre. Vi fik en hyggesludder med dem og kunne ellers ikke hurtig nok komme på land for at udforske øeen, som kun havde geder og et par æsler og rygtet siger een struds, men ingen har vist set andet end den efterladenskaber. Fiona dykkede i et et væk efter skelletterne af søpindsvin, drengene sejlede ind i gummibåden og gik tur på øen og fandt et træ, de selv synes lignede et Somersby træ. Christophe sejlede rundt og tog billeder af vores enorme skude nedefra. Vores crew tog et velfortjent hvil, indtil Jessica gik igang med Svensk pølseret og Oskar skrugede lidt på gummibådens påhængsmotor. Fiona og jeg tog dykkerudstyr på og gik all in på at samle søpindsvine skelletter. Vi dykkede langs klipperne og gik i land langt fra båden. Vi klatrede pænt højt op, hvilket tog en evighed og fandt ud af at der var meget langt igen til øens øverste punkt. I stedet gik vi tværs over øen og fandt de vildeste klippe afsatser hvorfra vi kunne lege 4-5 meter vippe. Man mister fuldstændig tid og sted og er bare tilstede med det smukkeste hav og himmel som er allover. Da sulten trængte sig på svømmede vi tilbage rundt om øen, og hold nu kæft der var langt og det begyndte at blive mørkt. Jeg var så kistestolt af min lille 13 årige delfin, der bare ikke kunne få nok af eventyr og synes at vi skulle angribe øen igen. Langt om længe kom bugten og vores Hanse 54 tilsyne og maden stod klar. Det må være et af de bedste måltider jeg har smagt ever, stemningen, oplevelsen, saltvandshåret, udmattelsen i kroppen, arrhhhh. Vi lagde os på dækket og fortalte historier fra det virkelig liv og så stjerneskud. Næsten alle riggede til at sove ude og mørket faldt på og et par både med italienske familier havde samlet træ på øen til bålhygge. Vi kunne nu ligge vuggende og nyde bålets knitren…lige da vi var ved at falde i søvn startede en italiensk herre med at synge de smukkeste arier og lyden forplantede sig langt ud over bugten……vi klappede og råbte “bravo, bravo” indtil han forsatte. Jeg måtte nive mig i armen for at forstå at jeg ikke var med i “Mine aftener i Paradiso” eller noget lignende. Som du næsten kan regne ud, at jeg lukkede mine øjne med et smil fra øre til øre, og nød at jeg havde haft den allerbedste dag i mit liv med mine skønne unger, som nu alle var mætte, glade, trygge og forventnigsfulde på resten af vores græske eventyr.
Første morgen jeg vågnede på dækket af den fantastiske Hanse 54 fra Navigare var der ved at være liv på havnen, ikke fra sejlerne, men fiskerne. Jeg havde været småvågen et par gange i løbet af natten. Først da teenagerene kom hjem fra det lokale havne discotek, senere da nogle katte var i totterne på hinanden og så da solen så stille stod op og varmegraderne begyndte at stige. Sidst jeg er blevet vækket at solen skønne stråler udendørs må være et par år siden på Roskilde festival, hvor vi aldrig fik teltet op men bare sov på græsset. Jeg lister lige op på havnen og tager lidt billederne inden de allesammen vågner og vores søde Jessica værtinde har morgenmaden klar i kahytten.
Når vi laver 2 daglige trendshows under fashionweek, kommer hele publikums området hurtigt til at ligne et syndigt rod…alle farer rundt og SKAL se show og opdateres med også skynde sig retur til at skrive ordre på standen, købe ind til sin butik eller videre til næste show hvis man er presse….men så er det at vores 3 superchicks kommer og kæler lidt for området omkring scenen, så det er indbydende med kataloger på stolene og goodiebags til first row. Her er vi backstage hvor vi free-styler og virkelig hygger igennem.
Når jeg er i London, tager jeg som regel til Spitalfields Market og ser på kuriositeter. Denne gang gik jeg en tur udenom det overdækkede marked og en slikbutik af sweet brittisk punk/50ér/swing London style kom til syne. Sjældent har jeg set så gennemført en butik af en stil som er så svær at opdrive i Danmark. Jeg kender en del typer som kører gamle biler, er roller-babes, rockerbillys o.lign. men deres stil henter de som regel på Camden i London eller over nettet , for de er så gennemførte fra frisure til sko…..og her er endelig lidt guf til de mest feminine af dem. Er du som solgt til stanglakrids, så kan du finde en lillebitte bid af stilen i København. Dixie Grey holder max. og er udvalget ikke stort nok så tag til Liverpool Street Station i London og nyd Spitalfields Market og sæt så tid af til denne vidunderlige butik, Dolly Dare.
Det er altid en fornøjelse at komme til presseevent hos G-Star. Og jeg skal eje denimdragten og den gule jakke.
Min gode ven Jesper Westmark som har meditationsskolen hvor jeg er uddannet healer, har også en svaghed for svin af den vilde slags. På sit retreat sted i Sverige har han bygget et tårn højt højt oppe i træerne. Han kan finde på at sidde og vente i timevis på at etvildsvin skal komme forbi, så der kan blive til aftensmad og et trofæ. Jeg ville aldrig have lyst til at skyde et dyr eller sidde nat og dag, 20 meter over jordbunden i evigheder…og da slet ikke når der ligger en kajak nede ved søen.