Inden vi tog til Kathmandu, tjekkede vi ud hvem og hvad vi havde af forbindelser, og Rikke fandt frem til en vens ven som studerer buddhisme i Boudhanath. Han hedder Adam, er dansker og kendt som den sygeste DJ i København. Han kom og mødte os da vi var nede for at hilse på ungerne på børnehjemmet, for dér har han nemlig arbejdet og undervist. På vej hjem fra børnehjemmet ville han vise os the hjemsøgte hus, som han havde fået lov at låne til at halloweenfest…eller hindu-festival-divali-party…..vi endte med at døbe den Hinduween. Wow, jeg lover dig at jeg sjældent har set så smukt et hus og en have, så fortryllende, som Edens have. Vi mødte Adam nede i byen nogle dage efter, hvor han havde fine trykte invitationer og en facebook event oppe at køre. Vi er jo friske på alle udfordringer…dog indebar denne udklædning og den var straks værre. Jeg giver hver dag det tøj væk som jeg havde på igår og har kun noget underligt sommerhustøj med…..men vi fikede noget lag-på-lag af lånte klude i sort. Og jeg havde ikke ligefrem make-up med på turen, men derimod en øko solcreme factor 50, som nærmest er zinksalve, den var okay som grund, Rikke havde en eyeliner og jeg købte noget rødt pulver på gaden (det pigment de bruger til Divali gade udsmykning) til at lige blod. Med kun 3 ingredienser fik jeg lavet lidt horror fjæs på os begge og vi lå flade af grin på værelset. Alle buddhisterne på hotellet var gået i seng og der var helt stille…dog var der en enkel vi lige testede vores skræmme effekt på, tror nu at han grinede mere end han græd ;( Derpå gik vi ned til drengene i receptionen, for at få gå-vejledning. De var færdige af grin over at se os og de har aldrig hørt om noget så tosset som at fejre Halloween, da de har stor respekt for det skræmmende, genfærd og folk der går igen. De ville rigtig gerne med til festen indtil vi fortalte at det forgik i et hjemsøgt hus, så skulle de godt nok ikke nyde noget. Langt om længe med lommelygte, op og ned af gader fandt vi frem til stedet og den vilde fest var i gang. Adam kunne slet ikke kende os…så mission completed! Vi mødte nepalesere, tibetanere, indere, amerikanere, europæerne. Midt i en dans hørte vi danske snakke om Mount Everest, hmmm og senere nogle piger som var igang med en dokumentarfilm. Alle havde de underligeste udklædninger på, da man nok ikke hjemmefra regner med at skulle til Halloween party og må være kreativ ud af indenting. Se ham avis monstret, han havde udsmykket et helt rum i aviser og sad så i et indhug i muren og skræmte folk, når de kom forbi…. det er sku godt tænkt. Vi fik mange nye venner og dansede til kl 4…(det er på det tidspunkt vi plejer at sidde i lotus til puja i klosteret) og nu anede vi ikke vejen hjem….men den fiksede et par tibetanere på motorcykel. Og nu forstår jeg godt hvorfor de kører med maske…damn det støver!
I Nepal såvel som i Indien har de også kollektiv trafik, om end det gøres på en lidt anden måde end vi kender herhjemme. Faktisk har jeg set familie med op til 7 personer på een motorcykel…. det er hver gang et imponerende syn 😉
Lige landet i Dharamsala og bliver hentet på smukkeste vis. Jeg kører med Lakha Lama og hans søde kone Pia Lakha Kryger op i Himalaya bjergene til vores hotel Pema Thang Guesthouse. Og som du kan se er vi godt og grundigt velsignet af buddhistisk bedehjul, mala, icon og Hans Hellighed Dalai Lama. Flyturen fra Dehli blev brugt til at holde en flyskræk i hånden, læse lidt i ” Under en strålende sol” smuglytte lidt til de 2 (mega lækre) foransiddende soldater, som gennemgik teori omkrig de faldskærmsspring de skulle foretage og at nyde udsynet til Mount Everest, wow…..det er en udsigt man aldrig bliver træt af.
Mine børn er ikke i tvivl om hvem og hvad der ligger mig på sinde….og de har selv idoler, som Justin Bieber og Miley Cyrus, som de har på deres telefoner og som screensaver. En dag spørger den ene om ikke jeg er allermest fan af Dalai Lama og om ikke hun skal lave en screensaver med et godt foto af ham på min computer. Jeg griner lidt af det, da hun har ret, men samtidig synes jeg at det er lidt blasfemisk at idoldyrke Dalai Lama, på den måde.
Vi har været i Kathmandu i en uge og skal rejse videre til nord Indien nu i eftermiddag efter en dejlig frokost i Shechen monastery haven. Min rejsefælle Rikke og jeg nyder hvert et sekund og har gjort det siden vi landede. Vi suger til os af viden og oplevelser. Og lige pludselig står Mattieu Ricard midt i haven og taler med “vores” Lakha Lama, som kalder mig hen for at tage et foto af dem. Vi spiser videre, men Rikke kan ikke rigtig slippe tanken om at få ham i tale….jo mere tid der går, desto mere starstruck bliver hun og beslutter at gå hen til ham. Han sidder i et fransk selskab af meget kutiverede mennesker og skal til at spise, da Rikke forsigtig bryder ind og siger” Undskyld, jeg forstyrrer, jeg er meget stor fan af dig” Hvorpå han svarer ” I feel really sorry for you” med et glimt i øjet, og Rikke kan straks høre hvor dumt det må have lydt og forsvarer sig med ” But i read all your books”! Han rejser sig straks og vil meget gerne lade sig fotografere med os. Bagefter er vi i ekstase og hopper rundt og giver high-five og opfører os som min datter ville gøre, hvis hun mødte Justin Bieber i egen person 🙂 Hvis du ikke kender til Matthieu Ricard skal du klart google ham, synes jeg. Han er kort fortalt fransk, født i 1946 af en kunstnerisk mor og en velanset far, der er filosof. Har en doktorgrad i molekylær genetik og tog siden til Himalaya og gik i kloster og er idag tibetansk munk. Jeg har hørt ham tale for mange år siden i København, hvor han lavede et oplæg til Dalai Lamas. (Du kan jo også vælge at læse “alle” hans bøger ligesom Rikke;-))
Sammen med nogle søde svenske buddhister gik vi til en guidet meditation hos en engelsk dame, som boede i en rar lejlighed meget tæt på H.H. Dalai Lamas privat bolig. De havde set et opslag hænge på en lygtepæl i byen, Dharamsala og spurgte om vi ville joine. Rikke og jeg står jo ikke tilbage for gode og spændende oplevelser og denne her skulle vise sig at være en af de virkelig skønne. Vi havde været på farten hele dagen, nåede lige hjem, fik en suppe og videre afsted til et sted op af bjerget der ikke var helt let at finde, da mørket var faldet på. Vi var en lille gruppe på 5-6 stykker og nød alle den tilstedeværelse, det er at gå i fælles meditation. Bagefter viste den engelse dame en DVD med den sjove og let forståelige Yongey Mingyur Rinpoche, du han se en bid her og selv søge mere viden, hvis du lyster. Han har også skrevet de fantastiske bøger ” The joy of living” og “Joyfull wisdom” samt en børnebog, om hunden Ziji der på en let og sjov måde forklarer børn om buddistisk levevis. På vej hjem mødte jeg en flok gade sigøjnere, med små unger rendende rundt om bålet, der var tændt i en tønde. Jeg havde godt lagt mærke til at de holdte til her ved containerne lige overfor indgangen til Dalai Lamas palads. Den lille pige her var glad og viste stolt en hundehvalp frem, som helt sikkert havde samme adresse, som hende (bag containeren). Dog hyggede de og forældrene passede godt på både, børn, hunde, katte og de hellige køer, der lige stødte til for at snaske i lidt resten fra “de fattiges bord”.
Alle buddistiske hjem har udover deres alter med buddha figurer en eller flere thankaér hængende. De alleførste malerier er lavet på rispapir omkring år 1000. Idag laves de på bomulds lærred som grundes med kalk og poleres med en sten. Derpå tegnes et motiv op, som oftes er et buddistisk budskab eller en mandala. En mandala er et geometrisk og astrologisk mønster som afspejler universet og er oftets brugt for at holde koncentrationen under meditation. Det kan være cirkulært eller kvardratisk. Farverne var før i tiden mineralske, men idag bruges også plantefarver og syntetiske. På de fine thankaér er der lagt fine lag 24 kt guld, som senere er nænsomt poleret. De dygtige thanka malerere har malet 8-12 timer i dagligt i mange mange år. Og de har hver deres streg. Da jeg gennemgik en del malerier for at finde frem til motiv, form og farve, …fandt jeg hurtigt ud af at dem jeg kunne lide var fra samme kunstner. Lidt ligesom vores kongelige porcelænsmalere, har små men betydningsfulde afvigelser, som gør dem personlige i deres penselstrøg. Thanka malerne sidder og maler de sidste detaljer på med ET penselshår. Det er et kæmpe og meget imponerende arbejde. Alle templer har mange thankaér hængende, de vælger de rektangulære med gul, rød og blå brokade, som ramme, de symboliserer regnbuen, der adskiller hellige objekter fra materielle. Her får jeg en rundvisning hos een af de førende thanka atelierer i Kathmandu, Bouda Stupa Thanka Centre. Du kan købe lign. thankaer hos Care Trade i København.
Jeg købte den største thanka, som jeg havde råd til…nok ca 1/2 plakat størrelse. Derhjemme har jeg en del antikke rammer og er sikker på at een af dem passer perfekt til min thanka, som skal have en særlig æresplads i mit hjem. Kan næsten ikke vente til at få lidt Nepal stemning ind i mit Home sweet home.
Når jeg en sjælden gang sidder i stilhed på min terrasse og rammer det tidspunkt ved knap 19 tiden hvor solen takker af bag Himalaya bjergene, føltr jeg en lykke større end det kan beskrives med ord. Sådan er det ofte med storslået natur, synes jeg. I aften har jeg en speciel stemning, jeg har grinet så tårerne triller (hvilket vi gør hver dag, hver time hernede) og grædt fra det inderste af mit hjerte ved mødet med helt nyankomne tibetanske flygtninge…..i dag har været en dag jeg aldrig glemmer og jeg bliver så rørt ved tanken at jeg lige må sunde mig for at kunne fortælle dig beretninger fra de unge håbefulde tibetanskes strabadser. Men nyd solnedgangen med mig….nu vil jeg finde ned til byen med lommelygte og opstøve et lille lusket sted med øl og tibetansk disco;-)
Glæd dig til lågen i morgen, der vil du se hvordan en thanka bliver til…det er et KÆMPE arbejde!
I Kathmandu besøgte jeg et flygtningecenter, som ligger midt i byen Bouda og er på størrelse med Christinia. Inden for murerene var der en fantastsisk stemning af stolte og glade tibetanere, som er sluppet ud af Tibet med livet i behold og forsøger at leve en normal hverdag med skole og arbejde i Nepal. Der er også et børnehjem, men det fortæller jeg meget mere om en anden dag. Jeg fik lov at komme ind og se hvordan en halt almindelig familie bor. Mor med 2 teenagenere i samme rum, de var meget generte og talte ikke så godt engelsk endnu. Det var alt hvad de skulle bruge og ovenikøbet et tv. De var kun blevet fotograferet een gang før i deres liv, så det var en overvindelse, der skulle til da jeg spurgte om jeg måtte tage deres portræt ude foran lejligheden 😉 Det er nu moderens ansvar at forsørge børnene. Det vigtigeste for tibetanere generelt er at deres børn får muligheden for at vokse op buddudistisk, at møde H.H. Dalai Lama og få en skolegang. Og det har denne mor fået muligheden for, da hun med lidt støtte fra Tibet Charity er kommet på fode og nu selv arbejder og hendes børn går i skolen på flygtningecenteret. Første gang jeg så og hørte Dalai Lama i virkeligheden, meldte jeg mig ind i Tibet charity for at være med til at støtte et folk af et fantastisk land som har været besat af kinerene siden 1950. Jeg har siden hen læst en del om de strabasdser tibetanerne må gennemgå for at komme over Himalaya bjergene og ikke blive skudt eller taget til fange af kineserne. Det er historier der har siddet fast og rørt mig, som jeg ikke kan sidde overhørig. Derfor ligger det mig meget på sinde at fortælle om tibetansk kultur, folket, børnene, buddhismen, flygtningenen osv. Free Tibet!
Klip på de små billeder og brug piletasterne, så kommer de op i original størrelse.
Hele Bouda festede under Diwali festivalen. Børn og mindre bemidlede sang ved folks gadedøre for en skilling, lidt lige som når vi synger “fastalavn er mit navn…” eller går “Trick or Treat” til Halloween. Diwali er lysets fest, hvor man mødes med familie og venner i hjemmet. Rikke og jeg spiste vores hofret vegatar momos på et hustag og nød synet af den oplyste stupa.
Bare det at ankomme til Kathmandu i Nepal var i sig selv et kæmpe ønske der gik i opfyldelse og at blive indkvarteret på Norbu Sangpo hvor vores navn står på døren og vi er budt velkommen med sweet gingerhoney tea, var så rørende. Vi kaster vores baggage ind og kan ikke komme hurtigt nok ud i livet, ned i Boudanath by. Men at komme til det sted hvor vi går igennem en lille gyde og pludselig åbner der sig en kæmpe plads med den smukkeste stupa ( Nepals største) jeg kan tænke mig, det var så magisk at jeg helt glemte at trække vejret, seriøst…det var så bjergtagende et syn. En stupa er oprindelig et begravelsesmonument for herskere. Alle stupaer er opbygget efter ens konstruktion, selvom de ser forskellige ud. Bunden står for jord, kupplen for vand, skaftet der består af 13 ringe står for ild. Ovenpå dem en halvmåne som står for luft og derpå en sol som symboliserer rummet. Det farvede pandebånd symboliserer regnbuen og Buddhas øje holder øje med alle verdenshjørner. Der er især trængsen rundt om stupaen tidligt om morgenen. Man går altid med uret rundt, som man gør i alle buddistisk sammenhænge.Man se ældre mennesker i ret høj fart med deres mala/bedekæde i højre hånd i traditionelt tibetansk klædedragt. Mænd med høje kindben og langt hår og smykker, børn i badesandaler, munke en masse og indenfor murene, hvor det er tilladt at gå ind, kan man se pilgrimmene udføre bedefald. De står med klude på hænderne, knæler og glider ned i udstrakt liggende stilling og gentager et hav af gange, det er seriøst hård motion. Hver dag i den uge jeg var i Bouda gik jeg i meditation rundt om stupaen flere gange om dagen. Det er her hjertet er, byen summer og lever, alle er i pænt højt tempo på den mest befriende mediative måde jeg nogensinde har oplevet. Hele byen og alle den indbyggere er “tilstede” åndsnærværende og det kan mærkes…det er straks langt sværere at beskrive med ord. Tag med her på en lille rundtur omkring stupaen…hvor der sælges alle mulige tibetanske og buddisiske ting og sager. Namasté.
