Synes du også at det er noget svineri at der går så meget madspild til i denne verden?
Det er jo ikke i orden og det er der gudskelov en del der har forstået at gøre noget ved. Jeg hoppede i containere i London allerede i 2008-9, da ingen nogensinde havde hørt om det. Vi var en gruppe som var rystede over at der flød containervis af mad og lige rundt om hjørnet tiggede hjemløse på gaden. Vi havde modet, fysikken og indstillingen til at få fordelt de overskydende ressourser til dem der ikke havde så meget energi eller penge for den sags skyld. Jeg havde en ide om at organisere det, men havde ret meget at se til med 4 unger, en ny kæreste i London og at holde skruen i vandet efter skilsmisse, så det blev ikke til mere en en del nætter rundt i byen og videre til Homeless shelter, kirker osv.
Derfor glædede det mig utrolig meget da jeg efter nogle så at Selina Juul gik i front Stop spild af mad i Danmark og skabte en bevægelse, som faktisk er den største målt på antal af støtter. Alligevel har det taget næsten 10 år at få den brede befolkning med og stadig bliver der smidt tons af mad ud. Det erfarede Stian Olesen også da han efter en aften på restaurent spurte personalet hvad de gjorde med hele buffeten og fik at vide at det bare blev smidt ud. Dér fik han idéen til To good to gosom er en app, der meddelser dig hvornår der er billige retter at hente lige inden lukketid, så det ikke skal smides ud men kan gavne familier med et stramt budget. Der findes også en anden app Your localsom vist var firsmovere på den front. Den har jeg hentet mange gode madvarer igennem og opfordret mine butikker til at tilslutte sig. Du kan jo gøre det sammen.
Jeg bor på Vesterbro og der er alle mad containere låst af eller lukket inde med i Nordsjælland hvor jeg har sommerhus står næsten alle supermarkeders containere fremme og der kigger jeg forbi en gang imellem. Ofte glemmer jeg det og er kommet lidt fra da jeg i sommer tabte min pandelampe ned på bunder af en container og det var alt for klamt til at hente den. Men igår var jeg ude med min veninde Signe Wenneberg. Vi er begge meget interesserede i bæredygtighed ikke bare for dyr og planter med hele vejen rundt og vi er rasende over alt det der går til spilde. Så igår lørdag aften ml. 22-24 tog vi afsted og allerede ved første stop var der overflod af alle de ting vi kunne bruge. Signe ville gå efter citroner, æg og mælk. Jeg ville helst have økologiske grønsager og frugter, da jeg spiser anti inflamatorisk og bruger bjerge til smoothies og juice hver dag. Jeg fik ca hvad der svarede til 2 Ikea poser (de blå) og så lod vi resten være. Vi blev så begejstrede at vi helt glemte at tage handsker på og her er det altså ikke som i London hvor man hopper op i kæmpe Mærsk lignende containere, man står bare på jorden, løfter låget og tager hvad der ser fint ud. Vi mega hyggede os og grinede hver gang den ene fandt noget som vi lige vidste den anden drømte om. Det var lidt som i vores unge dage hvor frugthandlerede stod på Israels Plads og råbte ” 2 bakker jordbær for en 10ér”. Ja, tak og her var de ovenikøbet gratis. Jeg fik 5 bakker jordbær og måtte kun kassere ca en halv bakke. Resterne ryger naturligvis på komposten og fuglene hygger sig med pære, jordbær og blåbær rester.
Jeg tog en del brød med, jeg spiser det ikke selv men det gør de på det lokale asylcenter og de bliver faktisk glade for det meste. Jeg er også ret bevidst om at det skal være økologisk, men det er folk ret ligeglade med hvis de har et stramt budget og mange munde at mætte og det gør bare at der var mange ting jeg sendte videre til nye medborgere, som blir grundigt mætte og glade de næste par dage;-)
Imorges var jeg hos en veninde og hun fik en stor buket påskeliljer og jeg har stadig huset fuld. Køleskabet og fryseren er godt pakket og min mave er helt udspilet af at drikke dobbelt så mange juice som jeg plejer… meeen for filan hvor pære, vandmelon og appelsiner smagte godt.
Se lige bjerget af mad her og det er efter jeg har sat af ved asylcenteret og gulerødderne ved rideskolen:
Tag et sundere valg for din krop og vælg hygiejnebind og tamponer uden kemi
I dagligdagen er vi mange, der tænker over at spise økologisk, undgå parfume i vores kosmetik osv. Men hvad med vores tamponer og hygiejnebind? Har du nogensinde tænkt over, hvad de indeholder?
Plastik, blegemiddel, klor og parfume er desværre nogle er de ting, der oftest ses i hygiejnebind og tamponer. Heldigvis er der begyndt at komme alternativer, som har forskellige certificeringer og dermed kan bruges med tryghed. Vi har testet mange forskellige og har fundet det mærke, vi bedst kan lide at bruge. Det hedder GingerOrganic og er dansk. Det er udviklet af en sygerplejerske, der er rødhåret (derfor navnet 🙂 ) og grundet hendes branche havde mødt flere kvinder med udfordringer pga. brug af hygiejnebind og tamponer med farlige kemikalier.
GingerOrganic
GingerOrganic er super seje. De har simpelthen opnået ikke mindre end 5 certificeringer. De har Svanemærket, EcoCert, Allergy Certified, GOTS og FSC. Så er du på alle måder dækket ind, ved at købe hygiejnebind eller tamponer uden kemi herfra.
Det hele er lavet af bionedbrydeligt materiale og selve bomulden, der er brugt er 100 % økologisk. Deres emballage er superfin. Det ser økologisk ud, men har samtidig fine farver, som viser dig, om det er den ene eller anden slags tampon/hygiejnebind.
En rigtig smart ting, for dig, der har lidt travlere i din hverdag eller bare elsker, du ikke skal tænke på, om du har tamponer og hygiejnebind hver måned, er abbonementsløsning. Det er så smart, at pakkerne er flade nok til at gå i din postkasse (jubii) og så kommer de bare til dig hver måned.
Er de så ligeså gode som det, du plejer at bruge?
En ting er lækker emballage, en anden ting, er om indeholdet duer. Vi har, som sagt, prøvet mange økologiske miljøvenlige bind fra diverse mærker. Men der er ingen tvivl om, de er de bedste, vi har prøvet. Hygiejnebindene sidder rigtig godt, og er behagelige at have på. Tamponerne fåes med og uden indføringshylster og fungerer præcis, som du kender det. For os er tanken om, at bruge kemikaliefrie hygiejnebind og tamponer altafgørende. Vi bruger dem i så mange timer en gang om måneden, så det er vigtigt at passe på vores kroppe. Du kan nedsætte din risiko for at udvikle allergi ved at tage stilling til, hvilke hygiejneprodukter du bruger.
Kunne du tænke dig at prøve GingerOrganic, så følger du bare linket her. Du kan også købe dem i alle Føtex, Bilka, Magasin: mad&vin og på nemlig.com.
Jeg har kendt Pernille Melsted siden hun kom hjem hjem fra USA, nææææ det passer ikke, for vi mødtes vist i Bella Centeret engang i 1994-5 ish hvor hun arbejde for Estee Lauder tror jeg det var og jeg stylede trendshow under fashionweek. Men never mind…hun kommer hjem fra USA hvor hun droppede dullebranchen og tog en coachuddannelse. Det var nyt dengang, det var ret sejt og hun havde meget at byde på. I mange år arbejdede hun tæt sammen med guruen Debbie Ford og helligede sig fuldstændig skyggearbejde. Kender du til det? Det er meget powerfuldt og givtigt hvis man tør at se “svinet” i øjenene. Jeg modtager Pernilles nyhedsbrev, som altid er velskrevet, nærværende og spot on. Ofte får jeg det ikke læst, men jeg har jo også været fraværende i det sidste år og før det arbejdet mindst 80 timer ugentligt, så der er ikke meget tid til selvindsigt (at læse) ud over at dyrke yoga, meditere og trekke for mit vedkommende. Men jeg har ofte samtaler med venner, om emner og udfordringer som Pernille så fint beskriver og dermed deler jeg hendes nyhedsbrev.
Skam hæmmer din adfærd
Skam umuliggør ægte intimitet. Det er nemmere at være single og sende slørede Instagram-billeder af sig selv med missekatteøjne og trutmund og kun lade sig se, når man er groomet, plejet og poleret, end det er at udstille sig selv 24/7 i et parforhold med dårlig ånde, menstruationsblod, klamme toiletbesøg, rod i skabene og pinlige vaner.
Du ved, at skammen har fat i dig, når du ikke længere vil have hovedbundsmassage af din kæreste, fordi hun ikke skal opdage, hvor tyndhåret du er blevet. Når du holder op med at gå i sauna i svømmehallen, selvom du elsker det, fordi du synes, du er blevet for tyk. Når du stopper kontakten til en mand, du er forelsket i, fordi du kom til at slå en prut, sidst I var sammen og simpelthen ikke kan se ham i øjnene igen. Når du undgår at smile på en date, fordi du er flov over dine skæve fortænder. Skam saboterer på de snedigste måder.
Den moderne skam
I gamle dage havde vi gabestokken og skammekrogen. Skam var et offentligt anliggende, og alle kunne kigge på. Tidligere skammede vi os over at have huller i det pæne søndagstøj, at komme på fattiggården eller at få et barn uden for ægteskabet. I dag er skammen i højere grad vendt indad. Andre ser den ikke så åbenlyst, og vi er blevet dygtige til at skjule den. Vi kan maskere vores ensomhed med middagsselskaber og heftig aktivitet på sociale medier, dække vores massive joblede med billeder fra lækre konferencehoteller og businessclass lounges og skjule vores depression bag Ga-Jol-æske-citater på Facebook. De mest privilegerede af os har nok midler til at få det meste til at se godt ud på overfladen. Men dykker vi nedenunder, er skammen ikke forsvundet. Tværtimod. Måske har den aldrig været større, for aldrig har vi haft så mange redskaber til at lykkes.
Hvorfor har vi ikke styr på vores krop, når vi godt ved, hvad der skal til for at være sund?
Hvorfor har vi ikke styr på vores børn, når vi har læst alle Jesper Juuls bøger?
Hvorfor har vi ikke fundet drømmemanden, når vi ved alt om loven om tiltrækning og affirmationer?
Vi har kun os selv at slå oven i hovedet i dag. Skæbnen, gud og social arv er off the hook som forklaringsmuligheder og undskyldninger for et uperfekt liv, for vi er for selvudviklede til at acceptere offerrollen og for new age spirituelt indoktrinerede til at vide, at selvom vi ikke er herrer over, hvad der sker i vores liv, så har vi det fulde ansvar for, hvordan vi forholder os til det. Med andre ord: Formår vi ikke at håndtere det, livet smider i nakken på os af ubehageligheder, er det vores egen skyld. Vi er ikke længere magtesløse ofre for omstændigheder, der ligger uden for vores indflydelsessfære. Det moderne, selvrealiserede, oplyste menneske har egenhændigt kontrol over eget liv, det fulde ansvar og kun sig selv at takke. Tag den, losers.
Vi skammer os over at fejle i vores selvrealisering. Over at have brugt hundredtusindvis af kroner på kurser, der stadig ikke har givet os den succes, vi jagtede og troede, vi fortjente. Vi skammer os over at vores vision maps ikke har givet os den dagligstue, vi klippede ud af et boligmagasin. Vi skammer os over, at vi hverken har fundet vores g-punkt eller vores soulmate. Vi skammer os over, at vi alligevel ikke kan leve af vores selvstændige forretning, når nu vi sagde det gode job op med et selvsikkert smil og mantraet if you can dream it you can do ittatoveret på armen i moderigtig font. Vi skammer os over, at vi bliver syge, når vi er erklærede sundhedsfanatikere. Vi skammer os over at møde vores veninde fra fitnesscentret med en halv Mars-bar i munden.
Vi skammer os over vores lyster, laster og liderlighed. Eller manglende lyster, laster og liderlighed. (For ve den, der er ”kedelig”). Vi skammer os over perversiteter og fobier, vi ikke burde have. Vi skammer os over, at illusionen om at være et vellykket menneske brister – dagligt. Vi skammer os over vores manglende selvkontrol. Vores klamme, fejlbarlige menneskelighed, kort sagt. Vi skammer os over alt det, vi ikke er herre over. Det, der rammer os ud af det blå uden mening eller formål, og som vi ikke kan styre. Sygdom, fyringer og partnere, der forlader os. Alting skal give mening. Alle ulykker skal tjene et højere spirituelt formål. Der må være en gave! Magtesløsheden og meningsløsheden er det moderne oplyste menneskes allerstørste skyggeside.
Før var der kirken, de 10 bud og de 7 dødssynder, der dikterede den kollektive skam. Det var nogenlunde nemt at holde styr på. I dag har vi ikke bare én kulturelt bestemt skam. Hvert eneste miljø, vi færdes i, og hver eneste subkultur, vi bekender os til, har sit eget skam-dekret. Den intellektuelle gemmer sine Dan Brown-bøger inden daten kommer på besøg, og gourmanden vil hellere dø end at blive set med en Tefal-gryde fra Jamie Oliver eller en bakke buræg.
Alle os, der sidder totalt gennemselvrealiserede på den alleryderste spids af Maslows behovspyramide, skammer os over, at vi stadig har uopfyldte behov. At vi stadig føler os tomme, når nu vi er så stopmætte. Og oven i hatten kommer, at vi skammer os over at skamme os. Skam er tabu. For vi synes, at folk, der stræber efter perfektion eller ikke ”bare er sig selv”, er tåbelige. Dobbelt skam.
Skam over at føle skam
I et samfund, hvor hudløs ærlighed ofte misforstås som autenticitet, er skam på mange måder en taberfølelse. Der er prestige i at blive set som ærlig, fri, uhæmmet af normer, uafhængig af andre og som ”sin egen”.
Det er skamfuldt at skamme sig, for skamfølelsen fortæller os, at vi går op i, hvad andre synes om os. Men det gør vi jo. Og jo mere vi accepterer dét, jo nemmere bliver det for os at være ægte autentiske. At dyrke skamløsheden og insistere på altid at være 100 % ærlig indikerer ikke et fravær af skam, men blot en anden slags skam. Når ”skamfuld” bliver vores skyggeside, har vi intet andet valg end at overkompensere for den skjulte skam og være skamløse for at (be)vise, at der ingen skam er. Jeg oplever, at mennesker, der insisterer på at leve helt transparent, ofte bruger deres åbenhed som skjold mod det, der virkeligt er skamfuldt – og ofte uerkendt eller fortrængt. Skamløsheden bliver en slags afledningsmanøvre: ”Se, hvor ærlig jeg tør være! … Jeg håber ikke, du opdager, hvor genert/kejtet/usikker/blufærdig/følsom/uværdig jeg også føler mig.”
Ud af skammen
Vi skal turde tale om vores skam. Om det vi skammer os over ved os selv, vores skamfulde tanker, følelser, handlinger og oplevelser. Vi må minde os selv – og hinanden om – at vi alle har skam. For jo mere vi deler vores skam, jo mere slipper den taget i os. Det destruktive ved skammen er, at den lukker os ned. Uden at vi er bevidste om det, sætter – selv de umiddelbart mest undseelige – skamoplevelser spor og hæmmer os, amputerer os og tvinger os til at leve et liv delvist i skyggen.
Det, jeg bliver mest rørt over, hver gang jeg leder skyggeworkshops, er den lettelse, jeg ser i folks øjne – og krop – når de opdager, at det, de måske hele deres liv har troet var uelskeligt ved dem, er helt normalt og genkendeligt hos andre. Det er meget, meget smukt. Og vigtigt. Det er rørende, når det går op for os, at vores dybeste skam slet ikke er så særlig eller hemmelig. Men at ham, der sidder ved siden af os, føler og frygter stort set det samme.
Den dybeste længsel i ethvert menneske er at blive elsket som den, man er. Det vil sige at blive elsket med vores skam. Uden at vi skal forstille os, gemme dele af os selv væk og foregive at være bedre eller anderledes, end vi er. De fleste af os har ikke fået den slags kærlighed. Og vi har derfor heller ikke givet den. Det er svært for os at acceptere og elske andre betingelsesløst. Primært fordi vi har så svært ved at acceptere og elske os selv betingelsesløst. Først skridt er derfor at starte med os selv, være villige til at synliggøre vores skam og turde kigge indad og se den lille pige eller dreng, vi har vendt ryggen, i øjnene igen.
Når vi kan tilgive os selv for at have været så nådesløse, så ubarmhjertige og så skamfulde over os selv, begynder der at ske noget. Så smelter skammen stille og roligt, empatien bliver vakt, og først dér kan den betingelsesløse, inkluderende, altomfavnende kærlighed, vi drømmer om, få plads igen. Målet må være at løsne skammen så meget, at vi ikke vil lave os selv om, gemme os væk og løbe fra vores historie eller spejlbillede. Når vi tør tale åbent om vores skam, er vi ikke længere bange for at blive afsløret. For vi har allerede klædt os selv af. Og set at vi faktisk var okay alligevel.
Vi kan ikke stoppe skam. Men vi kan blive opmærksomme på den. (”Hov, var det skam, der gjorde, at jeg sagde nej til det der? Ja, det var det vist.”) Og når vi er vågne, opmærksomme, bevidste, kan vi træffe et valg. Vil jeg lade skammen styre, eller vil jeg bryde mit mønster? Vil jeg gemme mig eller vise, hvem jeg (også) er?
Og jo mere vi øver os i at være ærlige omkring det, vi finder pinligt og sårbart, jo mere vil vi opleve, at skammen smelter og mister sit tag i os. Vi vil også opleve, at vi – i langt de fleste tilfælde – bliver mødt med forståelse og endda genkendelse, når vi tør sige det, vi skammer os over, højt. Pludselig er du ikke den eneste, der er bange for at cykle i mørke, der har stride, sorte hår omkring brystvorterne, som du bliver nødt til at fjerne med pincet, eller en far, der er alkoholiker. Du er ikke den eneste, der føler dig forkert, frastødende og uduelig. Trolden er ude af æsken, og når du deler din skam, bliver din kontakt til andre dybere og mere meningsfuld.
En af de største oplevelser i mit liv var at dykke med vilde delfiner i havet ud fra Key West i Miami. En af de værste oplevelser var da jeg var med min kæreste på et Vouge foto shoot i Valencia i Spaien og kunden inviterede os med til et spækhgger show for dyr i fangenskab. Jeg synes at man kunne se på dyrene hvor triste de så ud i deres blik og det endte med at jeg måtte gå ud og kaste op så forfærdeligt var det at se på.
Jeg har jo gang i mine daglige #365bæredygtigetips (#365ecotips) hver dag på de sociale medier, især Instagram, Twitter og Facebook. Jeg tager flest billeder og forklarer kort med ord, hvordan du kan snige et dagligt tip ind i din hverdag, som er mere bæredygtigt end det du plejer at gøre. Balladen er at et foto ikke siger alt og en video kun kan være på max 60 sekunder. Så efter flere opfordringer vil jeg en gang imellem lave en lille testfilm eller anden viden som du måske kan blive inspireret af….jeg er lige kommet ud af badet med en ny kraffeskrubbet hud, ahhhhhh…. prøv det;-)
Se her hvor galt det kan gå og så alligevel blive godt igen.
Jeg kan virkelig ikke fordrage plastik i naturen, det hører bare ikke hjemme der. Til gengæld passer det godt ind mange andre steder, som opbevaring eller transport af madvarer. Ting der skal opbevares tørt og ikke må få fugt osv. Men naturen skal helst ikke lide med plastikrester, som ender i havene og dermed i fiskene og grundvandet og dermed i os og vores børn.
Du har sikkert allerede hørt om de der billige pastelfarvede karklude fyldt med microplast, men det er nu i mange flere ting end vi aner og det kan vi ændre på og du kan være med til at tage et lille skridt i den rigtige retning.
Jeg har alle dage samlet kapsler, plastik dimser, nylon og havd jeg kommer forbi for senere at smide det i en skraldespand. På de seneste år er jeg blevet mere struktureret og nu er det nærmest blevet en sport for mig hvor meget plastik jeg kan få samlet ind på en helt almindelig gåtur.
Problemet er jo ikke slemt i Danmark, men eftersom vi alle er forbundet på den ene eller anden måde betyder det jo noget at et område i Indien er blevet coated ind i plastik og at der i verdenshavene findes et plastik bjerg på størrelse med Afrika…. AFRIKA, er du klar over hvor stor Afrika er??? Ellers tjek det lige ud på et kort….det er sgu ikke i orden. Og vi kan med bittesmå skridt være med til at rydde op på vores strande og dem har vi jo mange af, så det er bare at gå igang.
Her i efterårsferien er det jo en oplagt mulighed at samle ind og lav sjov kunst og evt. oploade det til “Saml skrald og lav kunst” på Facebook.
Du kan se her hvad jeg plejer at gøre, når jeg går tur på stranden ved mit sommerhus. Der går sport i at samle og genanvende plastik. Og som du kan se fik jeg den ene dag samlet en kæmpe dunk, et bræt og forskellige dimser. Næste dag 3 par halve sko og idag en flaske og lidt småting i den uforgængelige plastik. En gang imellem tager jeg et billede og oploader det på Instagram eller Twitter og hashtagger #2minutebeachclean, som er en bevægelse, der startede i syd England for nogle år siden og nu har har fået rigtig mange mennesker med på ideen.
Jeg føler en nagende smerte indeni mig, den er der hver dag og hele tiden, dog kommer den mest frem under meditation eller lige efter og så i badet og til yogasessions. En stikkende øm byld, eller et blødende sår. En lidt udefinerbar størrelse. Faktisk smerter det ikke som på traditionel vis. Det gør ikke som sådan ondt, men jeg føler alligevel en smerte meget dybt inde i mig.
Sidst jeg mærkede noget tilsvarende var i en flygtningelejr for ikke syrere, dvs. alle andre fra Libyen, Somalia, Afghanistan, Iran, Irak, Eritrea osv. En rimelig heftig lejr med meget stor afmagtsfølelse og tung nærmest død energi. Ingen håb, ingen fremtid, armod og slukkede drømme. Dér havde jeg denne indre smerte i brystet, ja faktisk i hjertet. Jeg kunne mærke denne dybe indre smerte af afmagt, manglende forståelse for hvordan vi i EU behandler de her medmennesker, sorg, frustration. Det var også en smerte der ikke gjorte ondt som at brække en knogle eller slå sig hårdt… men en meget værre smerte, som en sitren, der kommer og overtager søvn, håb og glæden ved livet. (se 1 minut fra Camp Moria her)
Den smerte jeg har nu som ikke gør ondt, er mere difus. Nogen gange er den i maven og får en følelse af angst andre gange er den i brystet som sorg, andre gange igen er den mere i lænden, som stråler ud og handler om en lille svag bange pige, der ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv. Jeg er ikke bekendt med smerten og har heller aldrig før mødt den lille pige. Faktisk føler jeg mig oftes rigtig modig og sej, eller nærmere ovenpå, overskudagtig, ikke bange for noget, meget nysgerrig og forlystelsessyg. Men hende Charli, der er modig og frisk er ikke hjemme lige fortiden…så det er vel på tide at invitere den lille skygge ind, som nu har banket på flere gange i denne uge.
Jeg har tilbage i November 2015 haft en irakisk familie på 7 personer boende i min lejlighed på Vesterbro. På daværende tidspunkt havde jeg flere gange været på Lesbos i Grækenland og tage imod flygtninge, som kom over det Æegeriske hav fra Tyrkiet og det havde sat en masse tanker igang om det måde vi som mennesker behandler vores medmennesker på.
Jeg har haft så ualmindelig travl med at hjælpe flygtninge udover at passe mine 4 unger og mine virksomheder, så derfor har jeg ikke fået fortalt dig noget om det her på bloggen. Men jeg vil forsøge at komme med lidt brudstykker ind imellem, så hvis du har interesse i hvordan vi ser på den verden vi lever i lige nu, så følg med her.
Meget kort fortalt gik jeg på Hovedbanegården en meget sen søndag aften i nattøj, da jeg lige havde fået en rapportering fra en frivillig som havde set at flygtningene flød i hobetal på perronerne. Jeg ville lige sikre mig at de alle var stærke unge mænd, som kunne klare en nat i den bidende kulde og ikke familier med mindre børn. Der er rigtig mange mennesker derovre og mange af dem var meget trætte og kolde og nogen virkede lidt fjendtlige, nok fordi de ikke var klar over hvad mit ærinde var.
Jeg ser en familie, hvor moderen klaprer tænder så højt at jeg kan høre det rundt om hjørnet. Hendes unge datter sidder på hug og ammer sin lille baby og så er der ellers en del mennesker. Jeg forsøger at skabe kontakt men de taler ikke engelsk og jeg forsøger at fægte mig frem med kropssprog, hvilket på ingen måde giver mening. Gudskelov er der een som jeg troede var sammen med dem som taler til mig på dansk, det viser sig at være en irakisk kurder, som kommer fra samme område som dem og han oversætter. Han har selv fået asyl i Danmark og kun været her i 5 måneder og taler meget meget forståelig dansk. (Jeg er i næsegrus af beundring). Inden vi har set os om er de med mig på vej hjem alle 7. Planen er at de skal med toget til Tyskland næste dag, men det vil jeg fortælle meget mere om på et senere tidspunkt, for det er ikke det der kommer til at ske.
Jeg ender med at lære dem rigtig godt at kende og vi har haft mange dejlige stunder sammen, mest i deres asylcenter, som desværre skiftede så de nu bor i det 5. asylcenter på bare 5 måneder.
Jeg har siden min første tur til Lesbos stiftet en NGO, Fair Welcome og i den forbindelse vil Alt for Damerne gerne interviewe mig og meget gerne have “min irakiske familie” med på billederne. Tilfældigvis var de hos mig igen på Påskeferie…. og selvfølgelig skulle de med på billederne. De var meget begejstrede over at der skulle komme en professionel fotograf, Stine Heilmann og forevige os allesammen.
I uge 17 kan du læse hele portrættet i Alt for damerne og se min skønne familie fra et land langt væk. Fremover vil jeg tagge opslagene med #mif for “Min Irakiske Familie”
Jeg har taget invitiativ til denne støttekoncert tilbage i November, affødt af vores ture til Lesbos og nystiftede NGO, Fair Welcome. Vi vil gerne give dig en oplevelse, når du samtidig støtter et godt formål. I Fair Welcome har vi valgt lige nu at fokusere på Mennesker på flugt, i linien fra Lesbos til Danmark. Dog vil vi fremadrettet også støtte andre grupper som ensomme, hjemløse og andre grupper som føler sig uden for fællesskabet. “Its in your hands” too….og du kan være med til at støtte op og tage del i vores arbejde. Det kommer jeg til at fortælle meget mere om….stay tuned!!!! Men nu skal du først og fremmest sikre dig en billet til dette forrygende arrangement torsdag d. 11. Feb 2016 – Køb billet her:
Jeg har været bekymret siden jeg i sidste uge hørte at Dalai Lama er indlagt og gennemgår behandlinger. Han er jo en fredskæmper og et kæmpe forbillede… og vi er mange der har brug for hans tilstedeværelse. Vores verden har brug for ham. Tashi Delek 2016.
