Hver dag et nyt bæredygtigt tip #365bæredygtigetips

Sneak peak at #365bæredygtigetips from Instagram

Jeg er igennem de sidste par år blevet opfordret til at dele mine bæredygtige livsstils tips, som min familie og venner oplever, når vi er sammen hos mig, dem, i sommerhuse, på ferie eller festival. Jeg kunne aldrig drømme om at smide skrald på gaden, ikke engang et lillebitte stykke tyggegummipapir. Tværtimod beder jeg gerne folk om at samle det op de har “tabt” 12 skridt fra skraldespanden. Når alt kommer til alt så starter denne bæredygtige livsstil jo hos os SELV og derfor er jeg gået ind på at hjælpe folk til at huske på hvordan de nemt, effektivt og uden løftet pegefinger kan hjælpe sig selv, miljøet, familien, og til sidst moder jord til en bedre fremtid. Jeg oploader dagligt i 2016 via Instagram og min egen facebook profil følg meget gerne med.

Hverdagen vs Alt for damerne

Stolt og glad for artiklen i Alt for damerne uge 17

I denne uge er jeg i Alt for damerne med den fineste artikel skrevet af Louise Sig Gade. Hun interviewede mig tilbage engang i februar, lige før Fair Welcomes kæmpe støtte koncert i Vega… på det tidspunkt var jeg så lagt ned af arbejde som sjældent før… nåååå nej, jeg jeg var lagt ned at sygdom, men det nægtede jeg at lytte til. Så jeg kørte på pumperne og ankom til interviewet i fuld make-up da jeg samme morgen havde været i Go Morgen Danmark og fortælle om at man kunne tage en flygtning med gratis #festmedenflygtning og alle de andre tiltag vi havde gang i. Efter tv var jeg til styregruppemøde i Kødbyen, hvor de sidste detaljer kom på plads og så lige forbi et madsted på Halmtorvet hvor køen gik ud af butikken, så jeg kommer for sent til mit interviewet som var hjemme hos mig selv på Vesterbro. Jeg når aldrig at spise før vi er igang…. Louise har fanget essensen af min færd på en virkelig fin måde. Jeg troede egentlig at det handlede om min vej fra Fashion til Fairtrade, men kom så ikke kun at omhandle mit arbejde med flygtninge med meget om min mangel på egenomsorg.

Billederne til artiklen bliver taget af Stine Heilmann, som jeg også er veninde med. Det passede lige med at jeg havde halvdelen af min “irakiske familie” boende igen i Påsken, fordi deres anden halvdel af familien som havde boet på asylcenter på Bornholm, var blevet flyttet til Avnstrup ved Roskilde. Så de ville overraske dem med et besøg. Jeg elsker at have dem her hos mig, men denne gang var det dybt udmattende, fordi jeg ikke får mine daglige 14-20 timers søvn pga. af mononukloesen. Men det fedeste var at du så kunne være med på portræt billederne til bladet. Dagen før var de blevet klippet inde på Borgen af statsministerens frisør, Pari Khadem, så de var så klar og stylede. Billederne blev fantastiske og jeg havde sprayet mig dagen før med noget selvbruner jeg fandt på Cornelias værelse og samme dag lagde jeg en heavy makeup for at fjerne mørke og meget trætte øjne. Jeg fandt en foundation i Fionas skab og så var jeg klar til at ligne en der ikke lige var stået op.

I denne uge er artiklen udkommet og jeg har fået rigtig meget god respons. Men vil samtidig også lige vise dig hvordan virkelig egentlig set ud fra min hverdag….. Jeg har nu haft samme tøj på i tre dage og og ikke været i bad, spiser hvad der er i skabene og sover ellers bare det meste af dagene væk. Lægerne har sagt at jeg ikke får has på denne mononukloese før jeg helt overgiver mig til at lave ingenting. Fåååk, jeg kæmper hver dag, men at lave intet. Mit hår er så fedtet at det begynder at klø i hovedbunden og jeg drikker koffeinfri kaffe af brugte kopper fordi jeg ikke magter at tømme opvaskemaskinen. Dog vil jeg anerkende mig selv at jeg var til yin yoga igår og cyklede videre i en boghandel og sad lidt og kiggede på bøger. Det var rart med lidt adspredelse. Det var nu stadig i nattøj, men fedtet hår i et par sko der er 2 numre for store og ikke mine egne, men de er nemme at hoppe ind og ud af, selv med min søsters tykke hjemmestrikke sokker…lidt som med sutsko. På vej hjem stopppede jeg ved Irma, men magtede ikke at købe ind til rødbede juice og hvad jeg ellers ved er godt for mig. Det skal jo stadig slæbes op på 4. sal og skraldes osv. Så jeg sorterede istedet mit affald, med at gå de 100 m over torvet til glascontaineren og så havde min samvittighed det lidt bedre.

Nu vil jeg tage færdig mad ud af køleskabet, spise i sengen, måske læse lidt af min egen artikel inden jeg igen er i drømmeland. Det hvor jeg er at finde de næste mange måneder endnu;-)

 

 

Jeg har så mange smerter uden at have ondt!

Den barak vi skaffede os i Camp Moria for at kunne hjælpe flest muligt. Foto: Charline Skovgaard

Jeg føler en nagende smerte indeni mig, den er der hver dag og hele tiden, dog kommer den mest frem under meditation eller lige efter og så i badet og til yogasessions. En stikkende øm byld, eller et blødende sår. En lidt udefinerbar størrelse. Faktisk smerter det ikke som på traditionel vis. Det gør ikke som sådan ondt, men jeg føler alligevel en smerte meget dybt inde i mig.

Sidst jeg mærkede noget tilsvarende var i en flygtningelejr for ikke syrere, dvs. alle andre fra Libyen, Somalia, Afghanistan, Iran, Irak, Eritrea osv. En rimelig heftig lejr med meget stor afmagtsfølelse og tung nærmest død energi. Ingen håb, ingen fremtid, armod og slukkede drømme. Dér havde jeg denne indre smerte i brystet, ja faktisk i hjertet. Jeg kunne mærke denne dybe indre smerte af afmagt, manglende forståelse for hvordan vi i EU behandler de her medmennesker, sorg, frustration. Det var også en smerte der ikke gjorte ondt som at brække en knogle eller slå sig hårdt… men en meget værre smerte, som en sitren, der kommer og overtager søvn, håb og glæden ved livet. (se 1 minut fra Camp Moria her)

Den smerte jeg har nu som ikke gør ondt, er mere difus. Nogen gange er den i maven og får en følelse af angst andre gange er den i brystet som sorg, andre gange igen er den mere i lænden, som stråler ud og handler om en lille svag bange pige, der ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv. Jeg er ikke bekendt med smerten og har heller aldrig før mødt den lille pige. Faktisk føler jeg mig oftes rigtig modig og sej, eller nærmere ovenpå, overskudagtig, ikke bange for noget, meget nysgerrig og forlystelsessyg. Men hende Charli, der er modig og frisk er ikke hjemme lige fortiden…så det er vel på tide at invitere den lille skygge ind, som nu har banket på flere gange i denne uge.

Jeg er afhængig…. og blind på det indre øje

IMG_4488
Jeg er afhængig…dybt ødelæggende afhængig. Jeg skal på afvænning, men hyperventilerer bare ved tanken. <3 Jeg har reddet mig en heftig lever virus tilbage i December og er beordret total ro. Det tog mig en del måneder at forstå hvad total ro betyder. Faktisk gik jeg først til lægen efter næsten 4 ugers høj feber, fordi jeg simpelhen ikke kunne få varmen. Synes ikke lige jeg havde tid. Måske min underbevidsthed vidste at den var gal og jeg ville blive sat tilbage og det skulle jeg jo ikke nyde noget af så jeg ventede med lægen til jeg ikke kunne stå op længere og det endte da også med en akut indlæggelse…meeeen altså først efter at jeg lige have overstået et foredrag i Dansk Kvinde samfund. På hospitalet var de noget forskrækkede over at jeg kunne stå op med de tal mit blod viste. Efter mega meget blodsugning, fik jeg svaret at jeg ikke havde leukæmi, så nu forstod jeg bedre hvorfor de var så oprørte. En del timer senere fik jeg afvide at de nu kunne se at jeg heller ikke havde menigitis men at de skulle bruge mere blod for at teste for HIV. Jeg ville bare gerne hjem, men ville samtidig gerne have ordenlig styr på hvorfor jeg havde døjet med så høj feber så længe. Da de med sikkerhed kunne afvise HIV gik søgningen ind på hvad det ellers var ud over mononukloese, og det skulle ende med at være nogle vira af mere eksotisk (mellemøstlig) karakter, som man ikke ser så ofte på de her breddegrader. En lever fuld af vira og en milt der ikke danner hvide blodlegemer er altså noget man blir ulidelig træt af, kan jeg hilse og sige.
Jeg mediterer og dyrker yoga og er fokuseret med gode intentioner….bare ikke for mig selv. Faktisk for allemulige jeg dårligt kender, har mødt på Lesbos, mødt i en flygtninge lejr, et asyl center eller hvad ved jeg. Alle mine vågne timer gik i den retning og jeg fik udrettet en masse. Bare ikke for mig selv. Jeg fik således sat gang i mange ting i Januar, fik bl.a. lavet en kæmpe støtte koncert i Vega i Februar og SÅ skulle jeg have ro. Der skulle så gå næsten hele Marts før jeg turde at give slip og blive hjemme fra arbejde. Jeg elsker mit arbejde, er dybt afhængig af mit arbejde, som et stof der gør mig høj. Jeg har gang i alverdens mege fede projekter udi bæredygtige projekter, flygtninge projekter, kampagner af nye opfindelser, tiltag der ender i Australien og NY. Og jeg forstår simpelhen ikke at give slip på det fix. Jeg har været ud og ind af hospitalet igennem flere måneder og det blev mere og mere tydeligt at jeg har drevet så alvorlige veksler på min familie, mine venner, min sundhed, mine fritidsinteresser, min økonomi, mine virksomheder, mig selv og ikke mindst mit helbred. Jeg er så fucked op og har stadig svært ved at se og forstå det.
Jeg bad om hjælp fra min mor og 4 nærmeste veninder, hjælp til alt, ALT. Jeg var ved at dø af skræk ved tanken, vil til hver en tid helst klare det hele selv og ikke ligge folk til last. Men jeg var så lagt ude, så bagud med alt. Sov dagene væk, orkede ikke at spise, turde ikke at fortælle nogen at jeg ikke havde købt ind, gjort rent, passet mit arbejde, svaret mails, set nogen. Hvorfor ved jeg ikke….håbede bare hele tiden at jeg snart blev rask og SÅ ville jeg hurtigt være tilbage i topform. Men hver dag var det dybt udmattende at tage bad og komme i tøjet, for så at tage et møde på kontoret, sove hen over bordet og så svare 4 mails (får min 100 mails dagligt) for så at tage en lur igen for at kunne magte at tælle een varegruppe op for så at kaste op af træthed og tage den lige pludselige 100 km lange tur hjem på cykel, som plejer at være på 5 km. Sidde i opgangen og sove bare lige i 10 min for at kunne nå op på 4. sal og så gå i seng med alt tøjet på uden at børste tænder, spise, læse, være mor eller en skid. Hver dag samme shit, hver dag med kærlig skæld ud fra bekymrede veninder, hver dag en kamp og manglende forståelse for at det ikke gik bedre. Jeg var jo gået ned fra arbejdsdage på 12-14 timer til 2-4 timer. Stadig lige blind, dum, stum, døv og kæmpe ignorant.
 
Efter at der kom lidt styr på div. kæmpe hængepartier ved mine nærmestes hjælp, fik jeg det lidt bedre og optrappede straks mødekalenderen. SMÆK sagde det promte….Smækkene kom som høj feber, brændende hud, manglende hørelse, tørre øjne, opkast fornemmelse, sløret blik og total svag fatteevne……som når man har været vågen i 3 døgn (uden druk og fest vel at mærke) Har du nogen sinde prøvet at været vågen i flere døgn pga arbejde? DEN følelse…. rigtig ubehagelig tilstand og alligevel skete det igen og igen at min nysgerrighed og mit syge FOMOgen fik sat gang i alt muligt og jeg kollapsede og fik så mange smæk i dagene efter.
Langsomt kom tiden hvor jeg synes hver dag var et uoverstigeligt bjerg og jeg ikke længere orkede og ikke kunne se en ende på om jeg nogensinde bliver rask. Det fik mig til at lukke 3 firmaer ned og et par dage efter opsige mit kontor. Egentlig var jeg ved at dø ved tanken med var også så ligeglad….. tankerne om hvornår nogen ville komme og indlægge mig og overtage hele biksen kom forbi mere end een gang. Men hvem skulle så passe børnene? Jeg kender udemærket ideologien med at man selv skal tage iltmasken på i en fly på vej i afgrunden… det er så aldrig noget det har faldet mig naturligt og selvom jeg godt fatter og kan gennemskue det smarte i ideen, så er jeg desværre ret sikker på at jeg ville sætte masken på mine børn før mig selv. Til enhver en tid. Ja, det er skide ubegavet, men jeg er ikke så kvik….og det er nok egentlig derfor jeg deler det her med dig…for at jeg skal forstå det selv.
Der er ikke andet rigtig at gøre ved mine lever vira end hvile, totalt hvile. Det er så det største handikap jeg kunne rammes af…ville seriøst hellere have begge ben i gips..for så kunne jeg jo bare forsætte. Hold nu kæft jeg kan godt selv høre hvor idiotisk det lyder og dog giver det mening ud i alle mine celler. Efter en del måneder med smæk som pay-off på at trække den for langt begyndte jeg langsom at se denne sygdom eller tilstand som en gave.
“Vær så artig at modtage denne fine gave, der er noget du skal lære”…ja, det skal jeg fanme love for.
Jeg er så handikappet at jeg må lære at række ud, av av av… det gjorde ondt. Jeg skulle aflyse møder, arrangementer, foredrag, nye tiltag, interviews osv…. åhhh den sved, for en pligtopfyldende workaholich som mig. Jeg måtte bede om penge, låne yderligere i sommerhuset for at inddække min manglende indkomst, auuch! Måtte glemme alt om at se venner, hænge ud, gå i bio, på udstillinger, strolle om søerne, tage i sommerhus, ja overhoved samtale i telefon var sgu for udmattende. Lidt efter lidt… kunne jeg se mere og mere hvor meget jeg kæmpede med ikke at “fixe” ting som jeg plejer. Jeg blev mere indesluttet og bedrøvet…jeg er lammet på min natur, mit glade væsen, min kampgejst, min vilje og min lalleglade optimisme. Men hvem er jeg så? og hvordan lægger man sig bare ned og sover og venter i et år på at det går over?  Det er faktisk overgivelsen til tilstanden der er det aller sværeste. Jeg er ikke sådan een der bare lægger hen og laver ingenting…..men nu er jeg, desværre…problemet er at mit hoved kværner af ideer og min mave smerter af alle de ting jeg ikke får gjort og sagt og så ender øjenlågene med at vinde kampen da de er tungere en blyklodser og overtager til jeg igen vågner op efter 14 timers søvn og er endnu mere bagud. Total ro, ja ja jeg forsøger at forstå det i mit hoved, min krop har fattet det!!! Jeg beslutter efter en behandling hos Pernille Damore, som er heilpraktiker, hvor hun tappede mit blod ud (det så ikke godt ud, tykt, tungt, alt for mørkt) og blandede det med noget hømopatisk halløj (var for udmattet til at gå ind i hvad det var) og skød ind i årene igen. Jeg jokede med at det var bloddoping og at det har jeg sgu brug for;-)
Men den vigtige besked fra Pernille som jeg også får igen og igen fra min TFT (Tankefelts terapeut) Mitzi er at jeg skal lære at passe på mig selv. Jeg har en indre blødning som skal stoppes for alt andet skal fikses, altså i overført betydning forståes. Det er på ingen måde en muskel jeg har trænet, jeg aner ikke hvor den sidder. Og nu hvor jeg ikke kan handle mig ud af ting, fixe og ordre og få 1000 ting fra hånden…ja, så er jeg altså virkelig handikappet. Så nu på 4. måned i slapsvans udgave har jeg mistet tålmodigheden og er klar på overgivelse…og træning at det sted der “passer på MIG”.  Beslutningen er taget…ingen koffein, ingen sukker- begge mega syndere til at få det bedre. Daglige gøremål må KUN være for mig, altså ting der giver mig glæde og energi, som yoga, meditation, friske juice, samtaler med mine børn og nærmeste, gåture (hvis jeg orker) læsning og musik. Av av, hvem skal så svare de 100 mails der kommer ind dagligt, hvem passer butikken, webshoppen PR bureauet, og alt det andet? Regnestykket vil ikke gå op men jeg VIL have det bedre. Så jeg beslutter at fortælle alle omkring mig at jeg ikke kan finde ud af holde mig i ro og slukke for arbejdet, da jeg jo faktisk vil mene at arbejdet giver mig energi…men det går åbenbart ikke i behandlernes regnestykke, hvilket jeg jo også godt kan mærke på mit system. Så jeg må tage væk. Jeg har aldrig været væk i 2 uger uden at der var arbejde indblandet. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke op hvornår jeg sidst har været på ferie, altså ferie. Og selv jeg synes at jeg er hjemme og ikke arbejder, altså tager på kontoret….så er det ikke godt nok. Jeg har ikke været på mit kontor i en måned og ikke fået det synderligt bedre…måske fordi mine dage går sådan ca sådan her:
Vågnede efter en urolig og skidt nattesøvn, en leverandør skulle levere noget tøj, som der er stor efterspørgsel på og vi skulle opgøre salg osv. Det to 40 min i telefon. Nåede ikke i bad før jeg skulle til morgenmad hos min søn, som fylder 22 og bor 4 gader væk. Gik derned med min store datter og vores delehund. Super hyggeligt. Min store hjælp på kontoret ringede, det tog en time. Jeg lokker mine 2 store unger med på gaden for at købe Marcus gave, men skulle liiiige forbi en leverandør og hente varer som var i restordre i webshoppen. Fik købt gave med Marcus. Faldt så lammet om i 3 timers lur hjemme hvorefter min praktikant i Fair Welcome kom forbi for at gennemgå vores vigtigeste opgaver, hun blev halvanden time. Da hun gik, kastede jeg op af udmattelse og satte mig for at skrive dette. Noget er gået op for mig??? Total ro og KUN gøre ting der giver mig energi???? Hmm, hvor. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er på arbejde fordi jeg ikke sidder på min plads på kontoret eller passer My Fair Shop….men hvem er det jeg snyder? Helt ærligt hvor svært kan det være? Dog lover jeg hermed at jeg skal ikke ned og arbejde 24/7 i flygtningelejre lige med det samme;-)

Foto session med min irakiske familie #mif

Preview Alt for damerne uge 16

Jeg har tilbage i November 2015 haft en irakisk familie på 7 personer boende i min lejlighed på Vesterbro. På daværende tidspunkt havde jeg flere gange været på Lesbos i Grækenland og tage imod flygtninge, som kom over det Æegeriske hav fra Tyrkiet og det havde sat en masse tanker igang om det måde vi som mennesker behandler vores medmennesker på.

Jeg har haft så ualmindelig travl med at hjælpe flygtninge udover at passe mine 4 unger og mine virksomheder, så derfor har jeg ikke fået fortalt dig noget om det her på bloggen. Men jeg vil forsøge at komme med lidt brudstykker ind imellem, så hvis du har interesse i hvordan vi ser på den verden vi lever i lige nu, så følg med her.

Meget kort fortalt gik jeg på Hovedbanegården en meget sen søndag aften i nattøj, da jeg lige havde fået en rapportering fra en frivillig som havde set at flygtningene flød i hobetal på perronerne. Jeg ville lige sikre mig at de alle var stærke unge mænd, som kunne klare en nat i den bidende kulde og ikke familier med mindre børn. Der er rigtig mange mennesker derovre og mange af dem var meget trætte og kolde og nogen virkede lidt fjendtlige, nok fordi de ikke var klar over hvad mit ærinde var.

Jeg ser en familie, hvor moderen klaprer tænder så højt at jeg kan høre det rundt om hjørnet. Hendes unge datter sidder på hug og ammer sin lille baby og så er der ellers en del mennesker. Jeg forsøger at skabe kontakt men de taler ikke engelsk og jeg forsøger at fægte mig frem med kropssprog, hvilket på ingen måde giver mening. Gudskelov er der een som jeg troede var sammen med dem som taler til mig på dansk, det viser sig at være en irakisk kurder, som kommer fra samme område som dem og han oversætter. Han har selv fået asyl i Danmark og kun været her i 5 måneder og taler meget meget forståelig dansk. (Jeg er i næsegrus af beundring). Inden vi har set os om er de med mig på vej hjem alle 7. Planen er at de skal med toget til Tyskland næste dag, men det vil jeg fortælle meget mere om på et senere tidspunkt, for det er ikke det der kommer til at ske.

Jeg ender med at lære dem rigtig godt at kende og vi har haft mange dejlige stunder sammen, mest i deres asylcenter, som desværre skiftede så de nu bor i det 5. asylcenter på bare 5 måneder.

Jeg har siden min første tur til Lesbos stiftet en NGO, Fair Welcome og i den forbindelse vil Alt for Damerne gerne interviewe mig og meget gerne have “min irakiske familie” med på billederne. Tilfældigvis var de hos mig igen på Påskeferie…. og selvfølgelig skulle de med på billederne. De var meget begejstrede over at der skulle komme en professionel fotograf, Stine Heilmann og forevige os allesammen.

I uge 17 kan du læse hele portrættet i Alt for damerne og se min skønne familie fra et land langt væk. Fremover vil jeg tagge opslagene med #mif for “Min Irakiske Familie”

 

Fashion Revolution Week is alive

Skærmbillede 2016-04-18 kl. 15.30.20

Der er nogle ting eller faktisk mange ting der kan holde mig vågen om natten. Een af dem er den måde vi behandler mennekser på i denne verden. Jeg vil kunne belyse med frygtelige kampagner og grafer på hvor slemt det står til men det er der vist ikke mange der har glæde af…..mon ikke vi hellere vil vide hvad skal vi istedet gøre, hvordan kan vi som menig mand gøre en forskel. Vi skal jo have tøj på kroppen (alt for sjældent man ser folk rende nøgne rundt) og vi skal transportere os og have noget at spise for ikke at tale om et sted at bo, som minimum, Det er ting som vi ser som en selvfølgelighed, hvilket det også er på de her breddegrader. Idag er Fashion Revolution week startet, så derfor vil jeg vise dig en sød film jeg i samarbejde med My Fair Shop har lavet for inspirere dig til at stille spørgsmålet til din tøj producent #Whomademyclothes  Se filmen her:    Inside outFocus on Fashion Revolution Week 18-24 April

Der findes på verdensplan minimum 13 millioner tekstil slaver og det er ret sikkert een af dem der har syet det tøj du har på LIGE NU. Det synes jeg på ingen måde at vi kan lukke øjenene for og derfor stiftede jeg PR og kommunikationsbureauet FairStyles og My Fair Shop for at gøre det nemt for dig som forbruger i junglen af tøj der er syet under ordnede forhold og det der ikke er. Det vil jeg komme mere ind på en anden gang. Men lige nu kan du nyde den søde lille film og når du har mod på det kan du se HVORFOR vi holder Fashion Revolution Week, det er nemlig for at skabe fokus på problemet efter tragedien Rana Plaza for 2 år siden. Læs mere her:  og når du er klar til en gyser fra det virkelige liv så se denne film på 25 min. 

Og kan du slet ikke få nok af denne rædselsfulde måde at behandle mennekser på for at vi skal have nye klude hver uge/måned/sæson så se den fantastiske dokumentar True Cost. Du finder den på Netflix gratis men tag lige og se traileren her.

FairStyles havde verdens premiere på True Cost sidste år med en mediator og fælles debat efter filmen… jeg kan kun sige at rigtig mange græd, flere gik ud for at få luft og andre igen blev voldsomt aktiveret og var oppe på barrikaderne og ville gøre noget ved det. Desværre går der ikke lang tid før de fleste shopper hos H&M, Asos, Zara, Vero Moda eller der hvor de plejer og hvor meget er det så lige det gavner dem der sidder under slave forhold og syr vores billige klude?

 

“Its in your hands” FAIR WELCOME støttekoncert

Støttekoncert, DAD, Wafande, Turboweekend, Aura, Thomas Buttenschøn, Søren Huss, Troels Abrahamsen (LIGA), Brandon Beal, Folkeklubben, Pfarfar, Vild Smith, Master Fatman, Melanie Ivy, Baby in Vain, Mikkel Schrøder & Verdensklasse, Pivot, Le Gammeltoft, Marcus Voigt, Blake Jourdan, Nannalocious, Nah Care, Fair Welcome

Jeg har taget invitiativ til denne støttekoncert tilbage i November, affødt af vores ture til Lesbos og nystiftede NGO, Fair Welcome. Vi vil gerne give dig en oplevelse, når du samtidig støtter et godt formål. I Fair Welcome har vi valgt lige nu at fokusere på Mennesker på flugt, i linien fra Lesbos til Danmark. Dog vil vi fremadrettet også støtte andre grupper som ensomme, hjemløse og andre grupper som føler sig uden for fællesskabet. “Its in your hands” too….og du kan være med til at støtte op og tage del i vores arbejde. Det kommer jeg til at fortælle meget mere om….stay tuned!!!! Men nu skal du først og fremmest sikre dig en billet til dette forrygende arrangement torsdag d. 11. Feb 2016 – Køb billet her:

His Holiness Dalai Lama looks well- Tashi delek!

https://www.youtube.com/watch?v=KiZF_wPvI9g

Jeg har været bekymret siden jeg i sidste uge hørte at Dalai Lama er indlagt og gennemgår behandlinger. Han er jo en fredskæmper og et kæmpe forbillede… og vi er mange der har brug for hans tilstedeværelse. Vores verden har brug for ham. Tashi Delek 2016.

Jeg elsker når han taler tibetansk, lyt til hans sidste statement fra Rochester, Minnesota, USA. 

Støt mennesker på flygt

Smukke træk de har i Eritrea

Du har nu muligheden for at støtte mennekser på flugt på fineste vis…hvor du endda kan møde Wafande, Turboweekend, D-A-D, Aura, Søren Huss, Thomas Buttenschøn, Brandon Beal, Folkeklubben, Vild Smith, Mater Fatman, Le Gammeltoft, Marcus Voigt & Blake Jordan og mange mange flere.

Det er vores nye NGO, Fair Welcome som indbyder til koncert, fordi vi mener at DU skal have en oplevelse i forbindelse med at du støtter denne fantastiske formål. Win-win.

Det hele sker d. 11. Februar 2016 i VEGA kl 20…..til langt efter midnat;-) og du skal skynde dig at sikre billet på Billetlugen.dk

Fair Welcome er ofte ude og lave arrangementer på asylcentrene, og det er også her at de har filmet denne lille teaser… og ja, alle de her nye medborgere kommer også til koncerten. Se FILMEN her: 

Costume designer på canadisk film i Copehagen

Charline Skovgaard as costume designer on Copenhagen

Idag er jeg ved at rydde op, smide ud og slette filer, som ligger på drev, CDér  og USB nøgler og så faldt jeg over mit materiale fra den canadiske instruktør, Mark Raso. Det er nogle år siden at jeg var costume designer på denne film….så det var sjovt med et gensyn. Den har siden vundet både audience award prisen på Slamdance filmfestival, Jury prisen Gasparilla film festival og juryprisen Florida filmfestival. Vi havde det ret sjovt med optagelserne rundt i København med danske up-coming skuespil håb Frederikke Dahl Hansen og engelske Gethin Anthony, som lige havde lavet Game of Thrones.  Skuespillerne var vilde med tøjet især det fra Wood Wood og Diesel og ville gerne beholde det efter filmen. Til premieren fortalte Gethin, den mandlige hovedrolle at han altid indrammer et stykke tøj for hver film han har været med i og havde således indrammet en t-shirt. Og iøvrigt var han i Wood Wood t-shirt og Mads Nørgaard cardigan, så det er jo fedt når dansk design når ud over landets grænser og ikke mindst blir et yndlings piece for Gethin.

Se traileren her:  COPENHAGEN- Kærlighedsfilm optaget i København