Stop cirkus delfiner i fangenskab

En af de største oplevelser i mit liv var at dykke med vilde delfiner i havet ud fra Key West i Miami. En af de værste oplevelser var da jeg var med min kæreste på et Vouge foto shoot i Valencia i Spaien og kunden inviterede os med til et spækhgger show for dyr i fangenskab. Jeg synes at man kunne se på dyrene hvor triste de så ud i deres blik og det endte med at jeg måtte gå ud og kaste op så forfærdeligt var det at se på.

Hvis du ikke har set filmen “Smagen af rust og ben” kan den virkelig anbefales: 

PLEASE hjælp de stakkels dyr: Skriv under her:

Kaffegrums er på ingen måde affald

Jeg har jo gang i mine daglige #365bæredygtigetips (#365ecotips) hver dag på de sociale medier, især Instagram, Twitter og Facebook. Jeg tager flest billeder og forklarer kort med ord, hvordan du kan snige et dagligt tip ind i din hverdag, som er mere bæredygtigt end det du plejer at gøre. Balladen er at et foto ikke siger alt og en video kun kan være på max 60 sekunder. Så efter flere opfordringer vil jeg en gang imellem lave en lille testfilm eller anden viden som du måske kan blive inspireret af….jeg er lige kommet ud af badet med en ny kraffeskrubbet hud, ahhhhhh…. prøv det;-)

 

Tak til cannabis for færre smerter og bedre søvn

Jeg er gået over til cannabis….fordi jeg orker ikke længere at have så ondt og fordi jeg er til alternativ behandling og især når det virker. Det fortæller jeg lidt om i videoen herunder, men først en lille fortælling om mit cannabis eventyr. Forrige år var der en af mine venners venners store datter, der skulle rejse til udlandet på skoleophold og havde plantet en lille hær af hampfrø i potter og nu ikke kunne passe dem. Hun havde lejet sin lejlighed og kolonihave ud og ingen turde have de planter stående. Det ender med at jeg siger, at de da godt kan overvintre hos mig, uden at jeg fatter hvad det vil sige. Jeg får en plantekasse, men mange så spirer på ca 5 cm. Dem sår jeg ud i haven og stiller så tre stk. i en kæmpe potte på terrassen. Næste gang jeg er i sommerhus må jeg konstatere at alle planterne i haven er væk, pist væk. Som taget op med rod og jeg tænker at de må være i høj kurs og være blevet stjålet…indtil jeg fortæller nogle venner om det og de fortæller at Bambi er meget glad for friske grønne planter. Så den lokale Bambi må zig-zagge pisseskæv rundt i kvarteret. Dog står de små stiklinger stadig i potten. De vokser som ukrudt og er ca 10 cm højere hver gang jeg kommer. I September måned tager jeg til Lesbos på forretningsudvikling og lidt ferie men ender med at indsamle mange tons tøj til nødhjælp, som bliver sendt i forvejen og tager selv 13 kufferter med til at dele ud til de indkomne flygtninge. Det ender mere flere ture til Lesbos og stiftelse af NGO´en Fair Welcome og derfor er jeg stort set ikke i mit sommerhus i de næste mange måneder, før i December hvor jeg må op og rydde om efter en orkan, som har kastet stole op i træerne og væltet træer omkuld, så det ligenede et Mikadospil i haven. Jeg lagde godt mærke til hampplanen der var blevet 2 meter høj og nu så meget trist ud efter de første nætter med frostvejr.

Det sjove er at planten må have sat et frø, for i år begyndte der trods alle odds at vokse en plante op og denne gang spurgte jeg omkring hvad jeg ville kunne bruge denne plante til. Mest fordi at mange taler om dens stærke smertelindrende virkning og antioxidanter, men ingen kendte rigtig til gode opskrifter og lign. Dog fik jeg af vide at jeg kunne juice planten og eftersom jeg juicer dagligt, virkede det som en oplagt idé. Det gjorde jeg så, tog en del og kylede det i maskinen med spinat, æbler, ingefær og gulerødder, det kom der 3 skønne glas ud af, som jeg begejstret bød min søn og svigerdatter på….. efter en halv time havde vi alle været på toilettet med ræsermave, så min docering var måske ikke på toppen og det havde ingen ellers effekt. Jeg har senere set denne Weed Grandma (video længere nede) lave juice og der bruger de kun bladene og jeg tog topskud og hele baduljen. Men bortset fra det det smagte juicen ret godt. Nå men nu har jeg lært at man skal trimme planten og hænge den til tørre et varmt og mørkt sted og så ved jeg ikke helt hvad der skal ske, det kan vel max blive til een joint og eftersom jeg hader at ryge, så må en anden nok teste den del. Så nu har jeg vist forsøgt mig nok med den ene plante og har nu fundet den sprøjte frem med cannabisolie, lavet på ordentlig vis, som min kæreste efterlod inden han desværre døde af cancer for et par år siden. Han havde til gengæld meget stor glæde af olien, som han tog en knivspids af lige inden sengetid. Han fortalte at hvis han vågnede i løbet af natten, følte han sig hammer skæv og det brød han sig virkelig ikke om, så derfor har jeg været meget tilbageholdende med det her gøjl, da jeg heller ikke bryder mig om at være skæv, men jeg må indrømme at det ikke har den virkning på mig…så enten er olien blevet for gammel eller også virker det forskelligt på hvem vi er og hvad vi dealer med.

Jeg har imellemtiden fundet ud af at den smerteklinik jeg kom på inde i Farvergade, da jeg skulle have behandling for min nedsunken forfod og hælspore efter en Himalaya tur i klip-klappere og hvor jeg ugentligt fik laserbehandlinger, nu har fået ny ejer, som er stor fortaler for cannabis som smertelindring og iøvrigt legalisering. Tina Hornsted har ydernummer 201138 og det er muligt via egen læge at få henvisning til hendes smerteklinik, se mere her.

Og eller kan du her finde en opskrift på at lave olien selv. God fornøjelse;-)

DU har også et ansvar for hvem der har syet dit tøj!

Jeg fatter ikke at folk tror på virksomheder som ASOS, Mango og Zara, der gang på gang udtaler sig, at de da ikke tolererer børne eller slave arbejdere. Nej men så er det da yderst underligt at du kan købe en t-shirt til 39 kr. i deres butikker, ikke sandt? Tænk på alle de led en t-shirt er igennem fra bomuldsfrø til vækst, vanding, pasning, pesteside gødning, høstning, transport, spinning til garn, transport, vævning, transport, farvning, transport, tørring, klipning, syning, detaljer, nakkemærke, vaskeanvisning, transport, plastik emballage, transport, pakning, større emballage, shipping, flytransport, cargo, fortoldning, transport, levering, ophængning til NU er den klar til dig i butikken…. for 39 eller 139 kr. Prøv selv at regn tilbage og husk på at det er i alle mellemledene at nogen tjener pengene og tilbage til arbejderne er der….hmmm, under 10 kr. i timen, som de udnyttede syriske flygtningebørn du ser her:

Og det er i Tyrkiet og lige det her sted blev opdaget, men du skal ikke regne med at børn i Bangladesh får hele 10 kr. i timen. Nok nærmere 10 kr. om dagen. Der findes 16 millioner tekstilslaver på verdensplan. Er du mon med til at støtte at de børn ikke kommer i skole? Måske skulle du lige checkke dit nakkemærke een gang til?

Samler du også skrald når du går tur på stranden?

Se her hvor galt det kan gå og så alligevel blive godt igen.

Jeg kan virkelig ikke fordrage plastik i naturen, det hører bare ikke hjemme der. Til gengæld passer det godt ind mange andre steder, som opbevaring eller transport af madvarer. Ting der skal opbevares tørt og ikke må få fugt osv. Men naturen skal helst ikke lide med plastikrester, som ender i havene og dermed i fiskene og grundvandet og dermed i os og vores børn.

Du har sikkert allerede hørt om de der billige pastelfarvede karklude fyldt med microplast, men det er nu i mange flere ting end vi aner og det kan vi ændre på og du kan være med til at tage et lille skridt i den rigtige retning.

Jeg har alle dage samlet kapsler, plastik dimser, nylon og havd jeg kommer forbi for senere at smide det i en skraldespand. På de seneste år er jeg blevet mere struktureret og nu er det nærmest blevet en sport for mig hvor meget plastik jeg kan få samlet ind på en helt almindelig gåtur.

Problemet er jo ikke slemt i Danmark, men eftersom vi alle er forbundet på den ene eller anden måde betyder det jo noget at et område i Indien er blevet coated ind i plastik og at der i verdenshavene findes et plastik bjerg på størrelse med Afrika…. AFRIKA, er du klar over hvor stor Afrika er??? Ellers tjek det lige ud på et kort….det er sgu ikke i orden. Og vi kan med bittesmå skridt være med til at rydde op på vores strande og dem har vi jo mange af, så det er bare at gå igang.

Her i efterårsferien er det jo en oplagt mulighed at samle ind og lav sjov kunst og evt. oploade det til “Saml skrald og lav kunst” på Facebook.

Du kan se her hvad jeg plejer at gøre, når jeg går tur på stranden ved mit sommerhus. Der går sport i at samle og genanvende plastik. Og som du kan se fik jeg den ene dag samlet en kæmpe dunk, et bræt og forskellige dimser. Næste dag 3 par halve sko og idag en flaske og lidt småting i den uforgængelige plastik. En gang imellem tager jeg et billede og oploader det på Instagram eller Twitter og hashtagger #2minutebeachclean, som er en bevægelse, der startede i syd England for nogle år siden og nu har har fået rigtig mange mennesker med på ideen.

 

Hver dag et nyt bæredygtigt tip #365bæredygtigetips

Sneak peak at #365bæredygtigetips from Instagram

Jeg er igennem de sidste par år blevet opfordret til at dele mine bæredygtige livsstils tips, som min familie og venner oplever, når vi er sammen hos mig, dem, i sommerhuse, på ferie eller festival. Jeg kunne aldrig drømme om at smide skrald på gaden, ikke engang et lillebitte stykke tyggegummipapir. Tværtimod beder jeg gerne folk om at samle det op de har “tabt” 12 skridt fra skraldespanden. Når alt kommer til alt så starter denne bæredygtige livsstil jo hos os SELV og derfor er jeg gået ind på at hjælpe folk til at huske på hvordan de nemt, effektivt og uden løftet pegefinger kan hjælpe sig selv, miljøet, familien, og til sidst moder jord til en bedre fremtid. Jeg oploader dagligt i 2016 via Instagram og min egen facebook profil følg meget gerne med.

Hverdagen vs Alt for damerne

Stolt og glad for artiklen i Alt for damerne uge 17

I denne uge er jeg i Alt for damerne med den fineste artikel skrevet af Louise Sig Gade. Hun interviewede mig tilbage engang i februar, lige før Fair Welcomes kæmpe støtte koncert i Vega… på det tidspunkt var jeg så lagt ned af arbejde som sjældent før… nåååå nej, jeg jeg var lagt ned at sygdom, men det nægtede jeg at lytte til. Så jeg kørte på pumperne og ankom til interviewet i fuld make-up da jeg samme morgen havde været i Go Morgen Danmark og fortælle om at man kunne tage en flygtning med gratis #festmedenflygtning og alle de andre tiltag vi havde gang i. Efter tv var jeg til styregruppemøde i Kødbyen, hvor de sidste detaljer kom på plads og så lige forbi et madsted på Halmtorvet hvor køen gik ud af butikken, så jeg kommer for sent til mit interviewet som var hjemme hos mig selv på Vesterbro. Jeg når aldrig at spise før vi er igang…. Louise har fanget essensen af min færd på en virkelig fin måde. Jeg troede egentlig at det handlede om min vej fra Fashion til Fairtrade, men kom så ikke kun at omhandle mit arbejde med flygtninge med meget om min mangel på egenomsorg.

Billederne til artiklen bliver taget af Stine Heilmann, som jeg også er veninde med. Det passede lige med at jeg havde halvdelen af min “irakiske familie” boende igen i Påsken, fordi deres anden halvdel af familien som havde boet på asylcenter på Bornholm, var blevet flyttet til Avnstrup ved Roskilde. Så de ville overraske dem med et besøg. Jeg elsker at have dem her hos mig, men denne gang var det dybt udmattende, fordi jeg ikke får mine daglige 14-20 timers søvn pga. af mononukloesen. Men det fedeste var at du så kunne være med på portræt billederne til bladet. Dagen før var de blevet klippet inde på Borgen af statsministerens frisør, Pari Khadem, så de var så klar og stylede. Billederne blev fantastiske og jeg havde sprayet mig dagen før med noget selvbruner jeg fandt på Cornelias værelse og samme dag lagde jeg en heavy makeup for at fjerne mørke og meget trætte øjne. Jeg fandt en foundation i Fionas skab og så var jeg klar til at ligne en der ikke lige var stået op.

I denne uge er artiklen udkommet og jeg har fået rigtig meget god respons. Men vil samtidig også lige vise dig hvordan virkelig egentlig set ud fra min hverdag….. Jeg har nu haft samme tøj på i tre dage og og ikke været i bad, spiser hvad der er i skabene og sover ellers bare det meste af dagene væk. Lægerne har sagt at jeg ikke får has på denne mononukloese før jeg helt overgiver mig til at lave ingenting. Fåååk, jeg kæmper hver dag, men at lave intet. Mit hår er så fedtet at det begynder at klø i hovedbunden og jeg drikker koffeinfri kaffe af brugte kopper fordi jeg ikke magter at tømme opvaskemaskinen. Dog vil jeg anerkende mig selv at jeg var til yin yoga igår og cyklede videre i en boghandel og sad lidt og kiggede på bøger. Det var rart med lidt adspredelse. Det var nu stadig i nattøj, men fedtet hår i et par sko der er 2 numre for store og ikke mine egne, men de er nemme at hoppe ind og ud af, selv med min søsters tykke hjemmestrikke sokker…lidt som med sutsko. På vej hjem stopppede jeg ved Irma, men magtede ikke at købe ind til rødbede juice og hvad jeg ellers ved er godt for mig. Det skal jo stadig slæbes op på 4. sal og skraldes osv. Så jeg sorterede istedet mit affald, med at gå de 100 m over torvet til glascontaineren og så havde min samvittighed det lidt bedre.

Nu vil jeg tage færdig mad ud af køleskabet, spise i sengen, måske læse lidt af min egen artikel inden jeg igen er i drømmeland. Det hvor jeg er at finde de næste mange måneder endnu;-)

 

 

Jeg har så mange smerter uden at have ondt!

Den barak vi skaffede os i Camp Moria for at kunne hjælpe flest muligt. Foto: Charline Skovgaard

Jeg føler en nagende smerte indeni mig, den er der hver dag og hele tiden, dog kommer den mest frem under meditation eller lige efter og så i badet og til yogasessions. En stikkende øm byld, eller et blødende sår. En lidt udefinerbar størrelse. Faktisk smerter det ikke som på traditionel vis. Det gør ikke som sådan ondt, men jeg føler alligevel en smerte meget dybt inde i mig.

Sidst jeg mærkede noget tilsvarende var i en flygtningelejr for ikke syrere, dvs. alle andre fra Libyen, Somalia, Afghanistan, Iran, Irak, Eritrea osv. En rimelig heftig lejr med meget stor afmagtsfølelse og tung nærmest død energi. Ingen håb, ingen fremtid, armod og slukkede drømme. Dér havde jeg denne indre smerte i brystet, ja faktisk i hjertet. Jeg kunne mærke denne dybe indre smerte af afmagt, manglende forståelse for hvordan vi i EU behandler de her medmennesker, sorg, frustration. Det var også en smerte der ikke gjorte ondt som at brække en knogle eller slå sig hårdt… men en meget værre smerte, som en sitren, der kommer og overtager søvn, håb og glæden ved livet. (se 1 minut fra Camp Moria her)

Den smerte jeg har nu som ikke gør ondt, er mere difus. Nogen gange er den i maven og får en følelse af angst andre gange er den i brystet som sorg, andre gange igen er den mere i lænden, som stråler ud og handler om en lille svag bange pige, der ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv. Jeg er ikke bekendt med smerten og har heller aldrig før mødt den lille pige. Faktisk føler jeg mig oftes rigtig modig og sej, eller nærmere ovenpå, overskudagtig, ikke bange for noget, meget nysgerrig og forlystelsessyg. Men hende Charli, der er modig og frisk er ikke hjemme lige fortiden…så det er vel på tide at invitere den lille skygge ind, som nu har banket på flere gange i denne uge.

Jeg er afhængig…. og blind på det indre øje

IMG_4488
Jeg er afhængig…dybt ødelæggende afhængig. Jeg skal på afvænning, men hyperventilerer bare ved tanken. <3 Jeg har reddet mig en heftig lever virus tilbage i December og er beordret total ro. Det tog mig en del måneder at forstå hvad total ro betyder. Faktisk gik jeg først til lægen efter næsten 4 ugers høj feber, fordi jeg simpelhen ikke kunne få varmen. Synes ikke lige jeg havde tid. Måske min underbevidsthed vidste at den var gal og jeg ville blive sat tilbage og det skulle jeg jo ikke nyde noget af så jeg ventede med lægen til jeg ikke kunne stå op længere og det endte da også med en akut indlæggelse…meeeen altså først efter at jeg lige have overstået et foredrag i Dansk Kvinde samfund. På hospitalet var de noget forskrækkede over at jeg kunne stå op med de tal mit blod viste. Efter mega meget blodsugning, fik jeg svaret at jeg ikke havde leukæmi, så nu forstod jeg bedre hvorfor de var så oprørte. En del timer senere fik jeg afvide at de nu kunne se at jeg heller ikke havde menigitis men at de skulle bruge mere blod for at teste for HIV. Jeg ville bare gerne hjem, men ville samtidig gerne have ordenlig styr på hvorfor jeg havde døjet med så høj feber så længe. Da de med sikkerhed kunne afvise HIV gik søgningen ind på hvad det ellers var ud over mononukloese, og det skulle ende med at være nogle vira af mere eksotisk (mellemøstlig) karakter, som man ikke ser så ofte på de her breddegrader. En lever fuld af vira og en milt der ikke danner hvide blodlegemer er altså noget man blir ulidelig træt af, kan jeg hilse og sige.
Jeg mediterer og dyrker yoga og er fokuseret med gode intentioner….bare ikke for mig selv. Faktisk for allemulige jeg dårligt kender, har mødt på Lesbos, mødt i en flygtninge lejr, et asyl center eller hvad ved jeg. Alle mine vågne timer gik i den retning og jeg fik udrettet en masse. Bare ikke for mig selv. Jeg fik således sat gang i mange ting i Januar, fik bl.a. lavet en kæmpe støtte koncert i Vega i Februar og SÅ skulle jeg have ro. Der skulle så gå næsten hele Marts før jeg turde at give slip og blive hjemme fra arbejde. Jeg elsker mit arbejde, er dybt afhængig af mit arbejde, som et stof der gør mig høj. Jeg har gang i alverdens mege fede projekter udi bæredygtige projekter, flygtninge projekter, kampagner af nye opfindelser, tiltag der ender i Australien og NY. Og jeg forstår simpelhen ikke at give slip på det fix. Jeg har været ud og ind af hospitalet igennem flere måneder og det blev mere og mere tydeligt at jeg har drevet så alvorlige veksler på min familie, mine venner, min sundhed, mine fritidsinteresser, min økonomi, mine virksomheder, mig selv og ikke mindst mit helbred. Jeg er så fucked op og har stadig svært ved at se og forstå det.
Jeg bad om hjælp fra min mor og 4 nærmeste veninder, hjælp til alt, ALT. Jeg var ved at dø af skræk ved tanken, vil til hver en tid helst klare det hele selv og ikke ligge folk til last. Men jeg var så lagt ude, så bagud med alt. Sov dagene væk, orkede ikke at spise, turde ikke at fortælle nogen at jeg ikke havde købt ind, gjort rent, passet mit arbejde, svaret mails, set nogen. Hvorfor ved jeg ikke….håbede bare hele tiden at jeg snart blev rask og SÅ ville jeg hurtigt være tilbage i topform. Men hver dag var det dybt udmattende at tage bad og komme i tøjet, for så at tage et møde på kontoret, sove hen over bordet og så svare 4 mails (får min 100 mails dagligt) for så at tage en lur igen for at kunne magte at tælle een varegruppe op for så at kaste op af træthed og tage den lige pludselige 100 km lange tur hjem på cykel, som plejer at være på 5 km. Sidde i opgangen og sove bare lige i 10 min for at kunne nå op på 4. sal og så gå i seng med alt tøjet på uden at børste tænder, spise, læse, være mor eller en skid. Hver dag samme shit, hver dag med kærlig skæld ud fra bekymrede veninder, hver dag en kamp og manglende forståelse for at det ikke gik bedre. Jeg var jo gået ned fra arbejdsdage på 12-14 timer til 2-4 timer. Stadig lige blind, dum, stum, døv og kæmpe ignorant.
 
Efter at der kom lidt styr på div. kæmpe hængepartier ved mine nærmestes hjælp, fik jeg det lidt bedre og optrappede straks mødekalenderen. SMÆK sagde det promte….Smækkene kom som høj feber, brændende hud, manglende hørelse, tørre øjne, opkast fornemmelse, sløret blik og total svag fatteevne……som når man har været vågen i 3 døgn (uden druk og fest vel at mærke) Har du nogen sinde prøvet at været vågen i flere døgn pga arbejde? DEN følelse…. rigtig ubehagelig tilstand og alligevel skete det igen og igen at min nysgerrighed og mit syge FOMOgen fik sat gang i alt muligt og jeg kollapsede og fik så mange smæk i dagene efter.
Langsomt kom tiden hvor jeg synes hver dag var et uoverstigeligt bjerg og jeg ikke længere orkede og ikke kunne se en ende på om jeg nogensinde bliver rask. Det fik mig til at lukke 3 firmaer ned og et par dage efter opsige mit kontor. Egentlig var jeg ved at dø ved tanken med var også så ligeglad….. tankerne om hvornår nogen ville komme og indlægge mig og overtage hele biksen kom forbi mere end een gang. Men hvem skulle så passe børnene? Jeg kender udemærket ideologien med at man selv skal tage iltmasken på i en fly på vej i afgrunden… det er så aldrig noget det har faldet mig naturligt og selvom jeg godt fatter og kan gennemskue det smarte i ideen, så er jeg desværre ret sikker på at jeg ville sætte masken på mine børn før mig selv. Til enhver en tid. Ja, det er skide ubegavet, men jeg er ikke så kvik….og det er nok egentlig derfor jeg deler det her med dig…for at jeg skal forstå det selv.
Der er ikke andet rigtig at gøre ved mine lever vira end hvile, totalt hvile. Det er så det største handikap jeg kunne rammes af…ville seriøst hellere have begge ben i gips..for så kunne jeg jo bare forsætte. Hold nu kæft jeg kan godt selv høre hvor idiotisk det lyder og dog giver det mening ud i alle mine celler. Efter en del måneder med smæk som pay-off på at trække den for langt begyndte jeg langsom at se denne sygdom eller tilstand som en gave.
“Vær så artig at modtage denne fine gave, der er noget du skal lære”…ja, det skal jeg fanme love for.
Jeg er så handikappet at jeg må lære at række ud, av av av… det gjorde ondt. Jeg skulle aflyse møder, arrangementer, foredrag, nye tiltag, interviews osv…. åhhh den sved, for en pligtopfyldende workaholich som mig. Jeg måtte bede om penge, låne yderligere i sommerhuset for at inddække min manglende indkomst, auuch! Måtte glemme alt om at se venner, hænge ud, gå i bio, på udstillinger, strolle om søerne, tage i sommerhus, ja overhoved samtale i telefon var sgu for udmattende. Lidt efter lidt… kunne jeg se mere og mere hvor meget jeg kæmpede med ikke at “fixe” ting som jeg plejer. Jeg blev mere indesluttet og bedrøvet…jeg er lammet på min natur, mit glade væsen, min kampgejst, min vilje og min lalleglade optimisme. Men hvem er jeg så? og hvordan lægger man sig bare ned og sover og venter i et år på at det går over?  Det er faktisk overgivelsen til tilstanden der er det aller sværeste. Jeg er ikke sådan een der bare lægger hen og laver ingenting…..men nu er jeg, desværre…problemet er at mit hoved kværner af ideer og min mave smerter af alle de ting jeg ikke får gjort og sagt og så ender øjenlågene med at vinde kampen da de er tungere en blyklodser og overtager til jeg igen vågner op efter 14 timers søvn og er endnu mere bagud. Total ro, ja ja jeg forsøger at forstå det i mit hoved, min krop har fattet det!!! Jeg beslutter efter en behandling hos Pernille Damore, som er heilpraktiker, hvor hun tappede mit blod ud (det så ikke godt ud, tykt, tungt, alt for mørkt) og blandede det med noget hømopatisk halløj (var for udmattet til at gå ind i hvad det var) og skød ind i årene igen. Jeg jokede med at det var bloddoping og at det har jeg sgu brug for;-)
Men den vigtige besked fra Pernille som jeg også får igen og igen fra min TFT (Tankefelts terapeut) Mitzi er at jeg skal lære at passe på mig selv. Jeg har en indre blødning som skal stoppes for alt andet skal fikses, altså i overført betydning forståes. Det er på ingen måde en muskel jeg har trænet, jeg aner ikke hvor den sidder. Og nu hvor jeg ikke kan handle mig ud af ting, fixe og ordre og få 1000 ting fra hånden…ja, så er jeg altså virkelig handikappet. Så nu på 4. måned i slapsvans udgave har jeg mistet tålmodigheden og er klar på overgivelse…og træning at det sted der “passer på MIG”.  Beslutningen er taget…ingen koffein, ingen sukker- begge mega syndere til at få det bedre. Daglige gøremål må KUN være for mig, altså ting der giver mig glæde og energi, som yoga, meditation, friske juice, samtaler med mine børn og nærmeste, gåture (hvis jeg orker) læsning og musik. Av av, hvem skal så svare de 100 mails der kommer ind dagligt, hvem passer butikken, webshoppen PR bureauet, og alt det andet? Regnestykket vil ikke gå op men jeg VIL have det bedre. Så jeg beslutter at fortælle alle omkring mig at jeg ikke kan finde ud af holde mig i ro og slukke for arbejdet, da jeg jo faktisk vil mene at arbejdet giver mig energi…men det går åbenbart ikke i behandlernes regnestykke, hvilket jeg jo også godt kan mærke på mit system. Så jeg må tage væk. Jeg har aldrig været væk i 2 uger uden at der var arbejde indblandet. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke op hvornår jeg sidst har været på ferie, altså ferie. Og selv jeg synes at jeg er hjemme og ikke arbejder, altså tager på kontoret….så er det ikke godt nok. Jeg har ikke været på mit kontor i en måned og ikke fået det synderligt bedre…måske fordi mine dage går sådan ca sådan her:
Vågnede efter en urolig og skidt nattesøvn, en leverandør skulle levere noget tøj, som der er stor efterspørgsel på og vi skulle opgøre salg osv. Det to 40 min i telefon. Nåede ikke i bad før jeg skulle til morgenmad hos min søn, som fylder 22 og bor 4 gader væk. Gik derned med min store datter og vores delehund. Super hyggeligt. Min store hjælp på kontoret ringede, det tog en time. Jeg lokker mine 2 store unger med på gaden for at købe Marcus gave, men skulle liiiige forbi en leverandør og hente varer som var i restordre i webshoppen. Fik købt gave med Marcus. Faldt så lammet om i 3 timers lur hjemme hvorefter min praktikant i Fair Welcome kom forbi for at gennemgå vores vigtigeste opgaver, hun blev halvanden time. Da hun gik, kastede jeg op af udmattelse og satte mig for at skrive dette. Noget er gået op for mig??? Total ro og KUN gøre ting der giver mig energi???? Hmm, hvor. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er på arbejde fordi jeg ikke sidder på min plads på kontoret eller passer My Fair Shop….men hvem er det jeg snyder? Helt ærligt hvor svært kan det være? Dog lover jeg hermed at jeg skal ikke ned og arbejde 24/7 i flygtningelejre lige med det samme;-)

Foto session med min irakiske familie #mif

Preview Alt for damerne uge 16

Jeg har tilbage i November 2015 haft en irakisk familie på 7 personer boende i min lejlighed på Vesterbro. På daværende tidspunkt havde jeg flere gange været på Lesbos i Grækenland og tage imod flygtninge, som kom over det Æegeriske hav fra Tyrkiet og det havde sat en masse tanker igang om det måde vi som mennesker behandler vores medmennesker på.

Jeg har haft så ualmindelig travl med at hjælpe flygtninge udover at passe mine 4 unger og mine virksomheder, så derfor har jeg ikke fået fortalt dig noget om det her på bloggen. Men jeg vil forsøge at komme med lidt brudstykker ind imellem, så hvis du har interesse i hvordan vi ser på den verden vi lever i lige nu, så følg med her.

Meget kort fortalt gik jeg på Hovedbanegården en meget sen søndag aften i nattøj, da jeg lige havde fået en rapportering fra en frivillig som havde set at flygtningene flød i hobetal på perronerne. Jeg ville lige sikre mig at de alle var stærke unge mænd, som kunne klare en nat i den bidende kulde og ikke familier med mindre børn. Der er rigtig mange mennesker derovre og mange af dem var meget trætte og kolde og nogen virkede lidt fjendtlige, nok fordi de ikke var klar over hvad mit ærinde var.

Jeg ser en familie, hvor moderen klaprer tænder så højt at jeg kan høre det rundt om hjørnet. Hendes unge datter sidder på hug og ammer sin lille baby og så er der ellers en del mennesker. Jeg forsøger at skabe kontakt men de taler ikke engelsk og jeg forsøger at fægte mig frem med kropssprog, hvilket på ingen måde giver mening. Gudskelov er der een som jeg troede var sammen med dem som taler til mig på dansk, det viser sig at være en irakisk kurder, som kommer fra samme område som dem og han oversætter. Han har selv fået asyl i Danmark og kun været her i 5 måneder og taler meget meget forståelig dansk. (Jeg er i næsegrus af beundring). Inden vi har set os om er de med mig på vej hjem alle 7. Planen er at de skal med toget til Tyskland næste dag, men det vil jeg fortælle meget mere om på et senere tidspunkt, for det er ikke det der kommer til at ske.

Jeg ender med at lære dem rigtig godt at kende og vi har haft mange dejlige stunder sammen, mest i deres asylcenter, som desværre skiftede så de nu bor i det 5. asylcenter på bare 5 måneder.

Jeg har siden min første tur til Lesbos stiftet en NGO, Fair Welcome og i den forbindelse vil Alt for Damerne gerne interviewe mig og meget gerne have “min irakiske familie” med på billederne. Tilfældigvis var de hos mig igen på Påskeferie…. og selvfølgelig skulle de med på billederne. De var meget begejstrede over at der skulle komme en professionel fotograf, Stine Heilmann og forevige os allesammen.

I uge 17 kan du læse hele portrættet i Alt for damerne og se min skønne familie fra et land langt væk. Fremover vil jeg tagge opslagene med #mif for “Min Irakiske Familie”