Da jeg var på besøg i flygtningelejren Jorpati og se hvordan de bor og være med til Lakha Lamas velsigenlse af nogle af de 300 beboere, mødte jeg også nogle helt fantastiske tillidsfulde, glade og fjollede børn, som ikke har nogle forældre og bor på børnehjemmet, der er finanseret af Tibet Charity. Det første der slog mig var at pigerne kom meget tæt på og ville vide en masse om Danmark og min familie og mine børn, de talte bedre engelsk end jeg selv efter endt skolegang, jeg var dybt imponeret. Jeg spørger dem hvad de synes er det bedste de kan komme i tanke om og de skriger i munden på hinanden ” Justin Bieber…!” imens de smiler over hele femøren og sukker dybt. I foråret var jeg til Justin Bieber koncert med min 12 årige datter i Milano og havde selvfølgelig filmet på min iphone. Pigerne kunne næsten ikke trække vejret ved synet og da de så billeder af mine piger, fik de hurtigt lavet en plan over hvem der skulle være penneven med hvem og de gik straks ind for at skrive breve på engelsk. Imens var Adam (en dansker som studerer buddhisme hernede i Kathmandu) stødt til. Ungerne hang ham om halsen, ved gensynet af ham. Han har tidligere undervist på skolen. Meget hurtigt havde pigerne tegnet og skrevet og sågar samlet fine smykker, blyanter og andre dimsedutter, som jeg skulle tage med hjem til mine piger. Jeg var rørt til tårer. Her skal du møde; Dikey, Pema, Yeshi og Tsering og et par af deres venner.
Det var en helt enestående oplevelse at være med til puja (fællesbøn) på plejehjemmet i Dharamsala. 140 ældre bor på hjemmet, men nogle tager vandringen på Dalai Lamas meditationsti og videre et godt stykke ned af bjerget for at komme til dette vidunderlige samlingspunkt, hver morgen. Jampaling plejehjemmet ligger lige under Dalai Lamas recidens og drives af det tibetanske indenrigsministerium, som har svært ved at skaffe midler til den daglige drift. Tibet charity støtter hjemmet og du kan ligesom mig, ønske dig (i julegave) et sponsorat til en kær gammel tibetaner, og samtidtig være med til at støtte hele hjemmet. Jeg tog billeder af dem allesammen alt imens de messer og drejer lystigt på bedemøllen for at det ikke skal gå i stå. Bemærk thankaérne på væggen bagved.
ps: Jeg har mange fotos af denne mand, som lige meget hvor jeg kravlede hen, holdte øjenkontakten. Dragende ikke ?
Vi havde en biltur på ikke meget mere end 15 min. fra hotellet til børnehjemmet Jorpati. Her kan du se hvad man kan nå at opleve på så kort tid hængende ud af bil vinduet i Boudhanath. Klik på de små billeder og de forstørres 😉 ENJOY!
Inden vi tog til Kathmandu, tjekkede vi ud hvem og hvad vi havde af forbindelser, og Rikke fandt frem til en vens ven som studerer buddhisme i Boudhanath. Han hedder Adam, er dansker og kendt som den sygeste DJ i København. Han kom og mødte os da vi var nede for at hilse på ungerne på børnehjemmet, for dér har han nemlig arbejdet og undervist. På vej hjem fra børnehjemmet ville han vise os the hjemsøgte hus, som han havde fået lov at låne til at halloweenfest…eller hindu-festival-divali-party…..vi endte med at døbe den Hinduween. Wow, jeg lover dig at jeg sjældent har set så smukt et hus og en have, så fortryllende, som Edens have. Vi mødte Adam nede i byen nogle dage efter, hvor han havde fine trykte invitationer og en facebook event oppe at køre. Vi er jo friske på alle udfordringer…dog indebar denne udklædning og den var straks værre. Jeg giver hver dag det tøj væk som jeg havde på igår og har kun noget underligt sommerhustøj med…..men vi fikede noget lag-på-lag af lånte klude i sort. Og jeg havde ikke ligefrem make-up med på turen, men derimod en øko solcreme factor 50, som nærmest er zinksalve, den var okay som grund, Rikke havde en eyeliner og jeg købte noget rødt pulver på gaden (det pigment de bruger til Divali gade udsmykning) til at lige blod. Med kun 3 ingredienser fik jeg lavet lidt horror fjæs på os begge og vi lå flade af grin på værelset. Alle buddhisterne på hotellet var gået i seng og der var helt stille…dog var der en enkel vi lige testede vores skræmme effekt på, tror nu at han grinede mere end han græd ;( Derpå gik vi ned til drengene i receptionen, for at få gå-vejledning. De var færdige af grin over at se os og de har aldrig hørt om noget så tosset som at fejre Halloween, da de har stor respekt for det skræmmende, genfærd og folk der går igen. De ville rigtig gerne med til festen indtil vi fortalte at det forgik i et hjemsøgt hus, så skulle de godt nok ikke nyde noget. Langt om længe med lommelygte, op og ned af gader fandt vi frem til stedet og den vilde fest var i gang. Adam kunne slet ikke kende os…så mission completed! Vi mødte nepalesere, tibetanere, indere, amerikanere, europæerne. Midt i en dans hørte vi danske snakke om Mount Everest, hmmm og senere nogle piger som var igang med en dokumentarfilm. Alle havde de underligeste udklædninger på, da man nok ikke hjemmefra regner med at skulle til Halloween party og må være kreativ ud af indenting. Se ham avis monstret, han havde udsmykket et helt rum i aviser og sad så i et indhug i muren og skræmte folk, når de kom forbi…. det er sku godt tænkt. Vi fik mange nye venner og dansede til kl 4…(det er på det tidspunkt vi plejer at sidde i lotus til puja i klosteret) og nu anede vi ikke vejen hjem….men den fiksede et par tibetanere på motorcykel. Og nu forstår jeg godt hvorfor de kører med maske…damn det støver!
Sammen med nogle søde svenske buddhister gik vi til en guidet meditation hos en engelsk dame, som boede i en rar lejlighed meget tæt på H.H. Dalai Lamas privat bolig. De havde set et opslag hænge på en lygtepæl i byen, Dharamsala og spurgte om vi ville joine. Rikke og jeg står jo ikke tilbage for gode og spændende oplevelser og denne her skulle vise sig at være en af de virkelig skønne. Vi havde været på farten hele dagen, nåede lige hjem, fik en suppe og videre afsted til et sted op af bjerget der ikke var helt let at finde, da mørket var faldet på. Vi var en lille gruppe på 5-6 stykker og nød alle den tilstedeværelse, det er at gå i fælles meditation. Bagefter viste den engelse dame en DVD med den sjove og let forståelige Yongey Mingyur Rinpoche, du han se en bid her og selv søge mere viden, hvis du lyster. Han har også skrevet de fantastiske bøger ” The joy of living” og “Joyfull wisdom” samt en børnebog, om hunden Ziji der på en let og sjov måde forklarer børn om buddistisk levevis. På vej hjem mødte jeg en flok gade sigøjnere, med små unger rendende rundt om bålet, der var tændt i en tønde. Jeg havde godt lagt mærke til at de holdte til her ved containerne lige overfor indgangen til Dalai Lamas palads. Den lille pige her var glad og viste stolt en hundehvalp frem, som helt sikkert havde samme adresse, som hende (bag containeren). Dog hyggede de og forældrene passede godt på både, børn, hunde, katte og de hellige køer, der lige stødte til for at snaske i lidt resten fra “de fattiges bord”.
Alle buddistiske hjem har udover deres alter med buddha figurer en eller flere thankaér hængende. De alleførste malerier er lavet på rispapir omkring år 1000. Idag laves de på bomulds lærred som grundes med kalk og poleres med en sten. Derpå tegnes et motiv op, som oftes er et buddistisk budskab eller en mandala. En mandala er et geometrisk og astrologisk mønster som afspejler universet og er oftets brugt for at holde koncentrationen under meditation. Det kan være cirkulært eller kvardratisk. Farverne var før i tiden mineralske, men idag bruges også plantefarver og syntetiske. På de fine thankaér er der lagt fine lag 24 kt guld, som senere er nænsomt poleret. De dygtige thanka malerere har malet 8-12 timer i dagligt i mange mange år. Og de har hver deres streg. Da jeg gennemgik en del malerier for at finde frem til motiv, form og farve, …fandt jeg hurtigt ud af at dem jeg kunne lide var fra samme kunstner. Lidt ligesom vores kongelige porcelænsmalere, har små men betydningsfulde afvigelser, som gør dem personlige i deres penselstrøg. Thanka malerne sidder og maler de sidste detaljer på med ET penselshår. Det er et kæmpe og meget imponerende arbejde. Alle templer har mange thankaér hængende, de vælger de rektangulære med gul, rød og blå brokade, som ramme, de symboliserer regnbuen, der adskiller hellige objekter fra materielle. Her får jeg en rundvisning hos een af de førende thanka atelierer i Kathmandu, Bouda Stupa Thanka Centre. Du kan købe lign. thankaer hos Care Trade i København.
Jeg købte den største thanka, som jeg havde råd til…nok ca 1/2 plakat størrelse. Derhjemme har jeg en del antikke rammer og er sikker på at een af dem passer perfekt til min thanka, som skal have en særlig æresplads i mit hjem. Kan næsten ikke vente til at få lidt Nepal stemning ind i mit Home sweet home.
I Kathmandu besøgte jeg et flygtningecenter, som ligger midt i byen Bouda og er på størrelse med Christinia. Inden for murerene var der en fantastsisk stemning af stolte og glade tibetanere, som er sluppet ud af Tibet med livet i behold og forsøger at leve en normal hverdag med skole og arbejde i Nepal. Der er også et børnehjem, men det fortæller jeg meget mere om en anden dag. Jeg fik lov at komme ind og se hvordan en halt almindelig familie bor. Mor med 2 teenagenere i samme rum, de var meget generte og talte ikke så godt engelsk endnu. Det var alt hvad de skulle bruge og ovenikøbet et tv. De var kun blevet fotograferet een gang før i deres liv, så det var en overvindelse, der skulle til da jeg spurgte om jeg måtte tage deres portræt ude foran lejligheden 😉 Det er nu moderens ansvar at forsørge børnene. Det vigtigeste for tibetanere generelt er at deres børn får muligheden for at vokse op buddudistisk, at møde H.H. Dalai Lama og få en skolegang. Og det har denne mor fået muligheden for, da hun med lidt støtte fra Tibet Charity er kommet på fode og nu selv arbejder og hendes børn går i skolen på flygtningecenteret. Første gang jeg så og hørte Dalai Lama i virkeligheden, meldte jeg mig ind i Tibet charity for at være med til at støtte et folk af et fantastisk land som har været besat af kinerene siden 1950. Jeg har siden hen læst en del om de strabasdser tibetanerne må gennemgå for at komme over Himalaya bjergene og ikke blive skudt eller taget til fange af kineserne. Det er historier der har siddet fast og rørt mig, som jeg ikke kan sidde overhørig. Derfor ligger det mig meget på sinde at fortælle om tibetansk kultur, folket, børnene, buddhismen, flygtningenen osv. Free Tibet!
Klip på de små billeder og brug piletasterne, så kommer de op i original størrelse.
…som virker på en lille av av mavepine. Købt for et pund i London og skal bare tilsættes varmt vand.
Hele Bouda festede under Diwali festivalen. Børn og mindre bemidlede sang ved folks gadedøre for en skilling, lidt lige som når vi synger “fastalavn er mit navn…” eller går “Trick or Treat” til Halloween. Diwali er lysets fest, hvor man mødes med familie og venner i hjemmet. Rikke og jeg spiste vores hofret vegatar momos på et hustag og nød synet af den oplyste stupa.
Bare det at ankomme til Kathmandu i Nepal var i sig selv et kæmpe ønske der gik i opfyldelse og at blive indkvarteret på Norbu Sangpo hvor vores navn står på døren og vi er budt velkommen med sweet gingerhoney tea, var så rørende. Vi kaster vores baggage ind og kan ikke komme hurtigt nok ud i livet, ned i Boudanath by. Men at komme til det sted hvor vi går igennem en lille gyde og pludselig åbner der sig en kæmpe plads med den smukkeste stupa ( Nepals største) jeg kan tænke mig, det var så magisk at jeg helt glemte at trække vejret, seriøst…det var så bjergtagende et syn. En stupa er oprindelig et begravelsesmonument for herskere. Alle stupaer er opbygget efter ens konstruktion, selvom de ser forskellige ud. Bunden står for jord, kupplen for vand, skaftet der består af 13 ringe står for ild. Ovenpå dem en halvmåne som står for luft og derpå en sol som symboliserer rummet. Det farvede pandebånd symboliserer regnbuen og Buddhas øje holder øje med alle verdenshjørner. Der er især trængsen rundt om stupaen tidligt om morgenen. Man går altid med uret rundt, som man gør i alle buddistisk sammenhænge.Man se ældre mennesker i ret høj fart med deres mala/bedekæde i højre hånd i traditionelt tibetansk klædedragt. Mænd med høje kindben og langt hår og smykker, børn i badesandaler, munke en masse og indenfor murene, hvor det er tilladt at gå ind, kan man se pilgrimmene udføre bedefald. De står med klude på hænderne, knæler og glider ned i udstrakt liggende stilling og gentager et hav af gange, det er seriøst hård motion. Hver dag i den uge jeg var i Bouda gik jeg i meditation rundt om stupaen flere gange om dagen. Det er her hjertet er, byen summer og lever, alle er i pænt højt tempo på den mest befriende mediative måde jeg nogensinde har oplevet. Hele byen og alle den indbyggere er “tilstede” åndsnærværende og det kan mærkes…det er straks langt sværere at beskrive med ord. Tag med her på en lille rundtur omkring stupaen…hvor der sælges alle mulige tibetanske og buddisiske ting og sager. Namasté.
