Jeg er afhængig…. og blind på det indre øje

IMG_4488
Jeg er afhængig…dybt ødelæggende afhængig. Jeg skal på afvænning, men hyperventilerer bare ved tanken. <3 Jeg har reddet mig en heftig lever virus tilbage i December og er beordret total ro. Det tog mig en del måneder at forstå hvad total ro betyder. Faktisk gik jeg først til lægen efter næsten 4 ugers høj feber, fordi jeg simpelhen ikke kunne få varmen. Synes ikke lige jeg havde tid. Måske min underbevidsthed vidste at den var gal og jeg ville blive sat tilbage og det skulle jeg jo ikke nyde noget af så jeg ventede med lægen til jeg ikke kunne stå op længere og det endte da også med en akut indlæggelse…meeeen altså først efter at jeg lige have overstået et foredrag i Dansk Kvinde samfund. På hospitalet var de noget forskrækkede over at jeg kunne stå op med de tal mit blod viste. Efter mega meget blodsugning, fik jeg svaret at jeg ikke havde leukæmi, så nu forstod jeg bedre hvorfor de var så oprørte. En del timer senere fik jeg afvide at de nu kunne se at jeg heller ikke havde menigitis men at de skulle bruge mere blod for at teste for HIV. Jeg ville bare gerne hjem, men ville samtidig gerne have ordenlig styr på hvorfor jeg havde døjet med så høj feber så længe. Da de med sikkerhed kunne afvise HIV gik søgningen ind på hvad det ellers var ud over mononukloese, og det skulle ende med at være nogle vira af mere eksotisk (mellemøstlig) karakter, som man ikke ser så ofte på de her breddegrader. En lever fuld af vira og en milt der ikke danner hvide blodlegemer er altså noget man blir ulidelig træt af, kan jeg hilse og sige.
Jeg mediterer og dyrker yoga og er fokuseret med gode intentioner….bare ikke for mig selv. Faktisk for allemulige jeg dårligt kender, har mødt på Lesbos, mødt i en flygtninge lejr, et asyl center eller hvad ved jeg. Alle mine vågne timer gik i den retning og jeg fik udrettet en masse. Bare ikke for mig selv. Jeg fik således sat gang i mange ting i Januar, fik bl.a. lavet en kæmpe støtte koncert i Vega i Februar og SÅ skulle jeg have ro. Der skulle så gå næsten hele Marts før jeg turde at give slip og blive hjemme fra arbejde. Jeg elsker mit arbejde, er dybt afhængig af mit arbejde, som et stof der gør mig høj. Jeg har gang i alverdens mege fede projekter udi bæredygtige projekter, flygtninge projekter, kampagner af nye opfindelser, tiltag der ender i Australien og NY. Og jeg forstår simpelhen ikke at give slip på det fix. Jeg har været ud og ind af hospitalet igennem flere måneder og det blev mere og mere tydeligt at jeg har drevet så alvorlige veksler på min familie, mine venner, min sundhed, mine fritidsinteresser, min økonomi, mine virksomheder, mig selv og ikke mindst mit helbred. Jeg er så fucked op og har stadig svært ved at se og forstå det.
Jeg bad om hjælp fra min mor og 4 nærmeste veninder, hjælp til alt, ALT. Jeg var ved at dø af skræk ved tanken, vil til hver en tid helst klare det hele selv og ikke ligge folk til last. Men jeg var så lagt ude, så bagud med alt. Sov dagene væk, orkede ikke at spise, turde ikke at fortælle nogen at jeg ikke havde købt ind, gjort rent, passet mit arbejde, svaret mails, set nogen. Hvorfor ved jeg ikke….håbede bare hele tiden at jeg snart blev rask og SÅ ville jeg hurtigt være tilbage i topform. Men hver dag var det dybt udmattende at tage bad og komme i tøjet, for så at tage et møde på kontoret, sove hen over bordet og så svare 4 mails (får min 100 mails dagligt) for så at tage en lur igen for at kunne magte at tælle een varegruppe op for så at kaste op af træthed og tage den lige pludselige 100 km lange tur hjem på cykel, som plejer at være på 5 km. Sidde i opgangen og sove bare lige i 10 min for at kunne nå op på 4. sal og så gå i seng med alt tøjet på uden at børste tænder, spise, læse, være mor eller en skid. Hver dag samme shit, hver dag med kærlig skæld ud fra bekymrede veninder, hver dag en kamp og manglende forståelse for at det ikke gik bedre. Jeg var jo gået ned fra arbejdsdage på 12-14 timer til 2-4 timer. Stadig lige blind, dum, stum, døv og kæmpe ignorant.
 
Efter at der kom lidt styr på div. kæmpe hængepartier ved mine nærmestes hjælp, fik jeg det lidt bedre og optrappede straks mødekalenderen. SMÆK sagde det promte….Smækkene kom som høj feber, brændende hud, manglende hørelse, tørre øjne, opkast fornemmelse, sløret blik og total svag fatteevne……som når man har været vågen i 3 døgn (uden druk og fest vel at mærke) Har du nogen sinde prøvet at været vågen i flere døgn pga arbejde? DEN følelse…. rigtig ubehagelig tilstand og alligevel skete det igen og igen at min nysgerrighed og mit syge FOMOgen fik sat gang i alt muligt og jeg kollapsede og fik så mange smæk i dagene efter.
Langsomt kom tiden hvor jeg synes hver dag var et uoverstigeligt bjerg og jeg ikke længere orkede og ikke kunne se en ende på om jeg nogensinde bliver rask. Det fik mig til at lukke 3 firmaer ned og et par dage efter opsige mit kontor. Egentlig var jeg ved at dø ved tanken med var også så ligeglad….. tankerne om hvornår nogen ville komme og indlægge mig og overtage hele biksen kom forbi mere end een gang. Men hvem skulle så passe børnene? Jeg kender udemærket ideologien med at man selv skal tage iltmasken på i en fly på vej i afgrunden… det er så aldrig noget det har faldet mig naturligt og selvom jeg godt fatter og kan gennemskue det smarte i ideen, så er jeg desværre ret sikker på at jeg ville sætte masken på mine børn før mig selv. Til enhver en tid. Ja, det er skide ubegavet, men jeg er ikke så kvik….og det er nok egentlig derfor jeg deler det her med dig…for at jeg skal forstå det selv.
Der er ikke andet rigtig at gøre ved mine lever vira end hvile, totalt hvile. Det er så det største handikap jeg kunne rammes af…ville seriøst hellere have begge ben i gips..for så kunne jeg jo bare forsætte. Hold nu kæft jeg kan godt selv høre hvor idiotisk det lyder og dog giver det mening ud i alle mine celler. Efter en del måneder med smæk som pay-off på at trække den for langt begyndte jeg langsom at se denne sygdom eller tilstand som en gave.
“Vær så artig at modtage denne fine gave, der er noget du skal lære”…ja, det skal jeg fanme love for.
Jeg er så handikappet at jeg må lære at række ud, av av av… det gjorde ondt. Jeg skulle aflyse møder, arrangementer, foredrag, nye tiltag, interviews osv…. åhhh den sved, for en pligtopfyldende workaholich som mig. Jeg måtte bede om penge, låne yderligere i sommerhuset for at inddække min manglende indkomst, auuch! Måtte glemme alt om at se venner, hænge ud, gå i bio, på udstillinger, strolle om søerne, tage i sommerhus, ja overhoved samtale i telefon var sgu for udmattende. Lidt efter lidt… kunne jeg se mere og mere hvor meget jeg kæmpede med ikke at “fixe” ting som jeg plejer. Jeg blev mere indesluttet og bedrøvet…jeg er lammet på min natur, mit glade væsen, min kampgejst, min vilje og min lalleglade optimisme. Men hvem er jeg så? og hvordan lægger man sig bare ned og sover og venter i et år på at det går over?  Det er faktisk overgivelsen til tilstanden der er det aller sværeste. Jeg er ikke sådan een der bare lægger hen og laver ingenting…..men nu er jeg, desværre…problemet er at mit hoved kværner af ideer og min mave smerter af alle de ting jeg ikke får gjort og sagt og så ender øjenlågene med at vinde kampen da de er tungere en blyklodser og overtager til jeg igen vågner op efter 14 timers søvn og er endnu mere bagud. Total ro, ja ja jeg forsøger at forstå det i mit hoved, min krop har fattet det!!! Jeg beslutter efter en behandling hos Pernille Damore, som er heilpraktiker, hvor hun tappede mit blod ud (det så ikke godt ud, tykt, tungt, alt for mørkt) og blandede det med noget hømopatisk halløj (var for udmattet til at gå ind i hvad det var) og skød ind i årene igen. Jeg jokede med at det var bloddoping og at det har jeg sgu brug for;-)
Men den vigtige besked fra Pernille som jeg også får igen og igen fra min TFT (Tankefelts terapeut) Mitzi er at jeg skal lære at passe på mig selv. Jeg har en indre blødning som skal stoppes for alt andet skal fikses, altså i overført betydning forståes. Det er på ingen måde en muskel jeg har trænet, jeg aner ikke hvor den sidder. Og nu hvor jeg ikke kan handle mig ud af ting, fixe og ordre og få 1000 ting fra hånden…ja, så er jeg altså virkelig handikappet. Så nu på 4. måned i slapsvans udgave har jeg mistet tålmodigheden og er klar på overgivelse…og træning at det sted der “passer på MIG”.  Beslutningen er taget…ingen koffein, ingen sukker- begge mega syndere til at få det bedre. Daglige gøremål må KUN være for mig, altså ting der giver mig glæde og energi, som yoga, meditation, friske juice, samtaler med mine børn og nærmeste, gåture (hvis jeg orker) læsning og musik. Av av, hvem skal så svare de 100 mails der kommer ind dagligt, hvem passer butikken, webshoppen PR bureauet, og alt det andet? Regnestykket vil ikke gå op men jeg VIL have det bedre. Så jeg beslutter at fortælle alle omkring mig at jeg ikke kan finde ud af holde mig i ro og slukke for arbejdet, da jeg jo faktisk vil mene at arbejdet giver mig energi…men det går åbenbart ikke i behandlernes regnestykke, hvilket jeg jo også godt kan mærke på mit system. Så jeg må tage væk. Jeg har aldrig været væk i 2 uger uden at der var arbejde indblandet. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke op hvornår jeg sidst har været på ferie, altså ferie. Og selv jeg synes at jeg er hjemme og ikke arbejder, altså tager på kontoret….så er det ikke godt nok. Jeg har ikke været på mit kontor i en måned og ikke fået det synderligt bedre…måske fordi mine dage går sådan ca sådan her:
Vågnede efter en urolig og skidt nattesøvn, en leverandør skulle levere noget tøj, som der er stor efterspørgsel på og vi skulle opgøre salg osv. Det to 40 min i telefon. Nåede ikke i bad før jeg skulle til morgenmad hos min søn, som fylder 22 og bor 4 gader væk. Gik derned med min store datter og vores delehund. Super hyggeligt. Min store hjælp på kontoret ringede, det tog en time. Jeg lokker mine 2 store unger med på gaden for at købe Marcus gave, men skulle liiiige forbi en leverandør og hente varer som var i restordre i webshoppen. Fik købt gave med Marcus. Faldt så lammet om i 3 timers lur hjemme hvorefter min praktikant i Fair Welcome kom forbi for at gennemgå vores vigtigeste opgaver, hun blev halvanden time. Da hun gik, kastede jeg op af udmattelse og satte mig for at skrive dette. Noget er gået op for mig??? Total ro og KUN gøre ting der giver mig energi???? Hmm, hvor. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er på arbejde fordi jeg ikke sidder på min plads på kontoret eller passer My Fair Shop….men hvem er det jeg snyder? Helt ærligt hvor svært kan det være? Dog lover jeg hermed at jeg skal ikke ned og arbejde 24/7 i flygtningelejre lige med det samme;-)

Foto session med min irakiske familie #mif

Preview Alt for damerne uge 16

Jeg har tilbage i November 2015 haft en irakisk familie på 7 personer boende i min lejlighed på Vesterbro. På daværende tidspunkt havde jeg flere gange været på Lesbos i Grækenland og tage imod flygtninge, som kom over det Æegeriske hav fra Tyrkiet og det havde sat en masse tanker igang om det måde vi som mennesker behandler vores medmennesker på.

Jeg har haft så ualmindelig travl med at hjælpe flygtninge udover at passe mine 4 unger og mine virksomheder, så derfor har jeg ikke fået fortalt dig noget om det her på bloggen. Men jeg vil forsøge at komme med lidt brudstykker ind imellem, så hvis du har interesse i hvordan vi ser på den verden vi lever i lige nu, så følg med her.

Meget kort fortalt gik jeg på Hovedbanegården en meget sen søndag aften i nattøj, da jeg lige havde fået en rapportering fra en frivillig som havde set at flygtningene flød i hobetal på perronerne. Jeg ville lige sikre mig at de alle var stærke unge mænd, som kunne klare en nat i den bidende kulde og ikke familier med mindre børn. Der er rigtig mange mennesker derovre og mange af dem var meget trætte og kolde og nogen virkede lidt fjendtlige, nok fordi de ikke var klar over hvad mit ærinde var.

Jeg ser en familie, hvor moderen klaprer tænder så højt at jeg kan høre det rundt om hjørnet. Hendes unge datter sidder på hug og ammer sin lille baby og så er der ellers en del mennesker. Jeg forsøger at skabe kontakt men de taler ikke engelsk og jeg forsøger at fægte mig frem med kropssprog, hvilket på ingen måde giver mening. Gudskelov er der een som jeg troede var sammen med dem som taler til mig på dansk, det viser sig at være en irakisk kurder, som kommer fra samme område som dem og han oversætter. Han har selv fået asyl i Danmark og kun været her i 5 måneder og taler meget meget forståelig dansk. (Jeg er i næsegrus af beundring). Inden vi har set os om er de med mig på vej hjem alle 7. Planen er at de skal med toget til Tyskland næste dag, men det vil jeg fortælle meget mere om på et senere tidspunkt, for det er ikke det der kommer til at ske.

Jeg ender med at lære dem rigtig godt at kende og vi har haft mange dejlige stunder sammen, mest i deres asylcenter, som desværre skiftede så de nu bor i det 5. asylcenter på bare 5 måneder.

Jeg har siden min første tur til Lesbos stiftet en NGO, Fair Welcome og i den forbindelse vil Alt for Damerne gerne interviewe mig og meget gerne have “min irakiske familie” med på billederne. Tilfældigvis var de hos mig igen på Påskeferie…. og selvfølgelig skulle de med på billederne. De var meget begejstrede over at der skulle komme en professionel fotograf, Stine Heilmann og forevige os allesammen.

I uge 17 kan du læse hele portrættet i Alt for damerne og se min skønne familie fra et land langt væk. Fremover vil jeg tagge opslagene med #mif for “Min Irakiske Familie”

 

Fashion Revolution Week is alive

Skærmbillede 2016-04-18 kl. 15.30.20

Der er nogle ting eller faktisk mange ting der kan holde mig vågen om natten. Een af dem er den måde vi behandler mennekser på i denne verden. Jeg vil kunne belyse med frygtelige kampagner og grafer på hvor slemt det står til men det er der vist ikke mange der har glæde af…..mon ikke vi hellere vil vide hvad skal vi istedet gøre, hvordan kan vi som menig mand gøre en forskel. Vi skal jo have tøj på kroppen (alt for sjældent man ser folk rende nøgne rundt) og vi skal transportere os og have noget at spise for ikke at tale om et sted at bo, som minimum, Det er ting som vi ser som en selvfølgelighed, hvilket det også er på de her breddegrader. Idag er Fashion Revolution week startet, så derfor vil jeg vise dig en sød film jeg i samarbejde med My Fair Shop har lavet for inspirere dig til at stille spørgsmålet til din tøj producent #Whomademyclothes  Se filmen her:    Inside outFocus on Fashion Revolution Week 18-24 April

Der findes på verdensplan minimum 13 millioner tekstil slaver og det er ret sikkert een af dem der har syet det tøj du har på LIGE NU. Det synes jeg på ingen måde at vi kan lukke øjenene for og derfor stiftede jeg PR og kommunikationsbureauet FairStyles og My Fair Shop for at gøre det nemt for dig som forbruger i junglen af tøj der er syet under ordnede forhold og det der ikke er. Det vil jeg komme mere ind på en anden gang. Men lige nu kan du nyde den søde lille film og når du har mod på det kan du se HVORFOR vi holder Fashion Revolution Week, det er nemlig for at skabe fokus på problemet efter tragedien Rana Plaza for 2 år siden. Læs mere her:  og når du er klar til en gyser fra det virkelige liv så se denne film på 25 min. 

Og kan du slet ikke få nok af denne rædselsfulde måde at behandle mennekser på for at vi skal have nye klude hver uge/måned/sæson så se den fantastiske dokumentar True Cost. Du finder den på Netflix gratis men tag lige og se traileren her.

FairStyles havde verdens premiere på True Cost sidste år med en mediator og fælles debat efter filmen… jeg kan kun sige at rigtig mange græd, flere gik ud for at få luft og andre igen blev voldsomt aktiveret og var oppe på barrikaderne og ville gøre noget ved det. Desværre går der ikke lang tid før de fleste shopper hos H&M, Asos, Zara, Vero Moda eller der hvor de plejer og hvor meget er det så lige det gavner dem der sidder under slave forhold og syr vores billige klude?

 

“Its in your hands” FAIR WELCOME støttekoncert

Støttekoncert, DAD, Wafande, Turboweekend, Aura, Thomas Buttenschøn, Søren Huss, Troels Abrahamsen (LIGA), Brandon Beal, Folkeklubben, Pfarfar, Vild Smith, Master Fatman, Melanie Ivy, Baby in Vain, Mikkel Schrøder & Verdensklasse, Pivot, Le Gammeltoft, Marcus Voigt, Blake Jourdan, Nannalocious, Nah Care, Fair Welcome

Jeg har taget invitiativ til denne støttekoncert tilbage i November, affødt af vores ture til Lesbos og nystiftede NGO, Fair Welcome. Vi vil gerne give dig en oplevelse, når du samtidig støtter et godt formål. I Fair Welcome har vi valgt lige nu at fokusere på Mennesker på flugt, i linien fra Lesbos til Danmark. Dog vil vi fremadrettet også støtte andre grupper som ensomme, hjemløse og andre grupper som føler sig uden for fællesskabet. “Its in your hands” too….og du kan være med til at støtte op og tage del i vores arbejde. Det kommer jeg til at fortælle meget mere om….stay tuned!!!! Men nu skal du først og fremmest sikre dig en billet til dette forrygende arrangement torsdag d. 11. Feb 2016 – Køb billet her:

His Holiness Dalai Lama looks well- Tashi delek!

https://www.youtube.com/watch?v=KiZF_wPvI9g

Jeg har været bekymret siden jeg i sidste uge hørte at Dalai Lama er indlagt og gennemgår behandlinger. Han er jo en fredskæmper og et kæmpe forbillede… og vi er mange der har brug for hans tilstedeværelse. Vores verden har brug for ham. Tashi Delek 2016.

Jeg elsker når han taler tibetansk, lyt til hans sidste statement fra Rochester, Minnesota, USA. 

Hele historien om Rana Plaza

http://www.canadianbusiness.com/blogs-and-comment/rana-plaza-collapse-anniversary/

Giv dig selv 24 minutter til at se hele historien:  om tragedien i Rana Plaza ;-(

Håndmodel i den gode sags tjeneste

Skærmbillede 2014-10-24 kl. 19.04.47

Sharing Copenhagen en en platform hvor du finder alle de grønne tiltag København kan bryste sig af. Ikke bare Copenhagen fashionweek er på vej i en mere grøn og bæredygtig retning, men København i det hele taget bevæger sig i den rigtige retning efter min smag. Jeg elsker at kunne cykle rundt på cykelstier, at bade i havnen og se hvordan turisterne nyder ikke bare Tivoli , Kødbyen men også alle vores gode spisesteder. Jeg er jo kendt for at bruge mit håndled til alle mulige armbånd, som er samlet sammen fra forskellige lande, gaver og især mine Nelson Mandela armbånd, som jeg aldrig tager af. Det var rygtes, så en fotograf fra Københavns kommune gerne ville bruge mit håndled som model;-) til Sharing Copenhagens kampagne om at få alle lederne i tale, under FN´s klima konference. Det fede var at kunne medbringe den 100% bæredygtige cykel lavet af Bambus designet af danskere. Husk at tjekke ind på sitet og hold dig opdateret på Københavns grønne muligheder.

Resting from flying

José Lasherash shortly before his death  Feb. 2014

I loved every minute with you, my love. The last year before your death and while you were struggeling with cancer, I heard this song over and over again. I never played it for you… it was to sad and I prayed to spirits in this world for you to hold on to the hope of recovery, even if I lost hope ones in a while. Then you made this piece of art, like the angels was around you and you were flying with them, it broke my heart…and I knew where you were going…..we were used to be apart but still very close, you were just two hours away…now you are many many years away….but we will meet again, flying with angels. In memory of my spanish LOVE.

Hold your breath as I kiss you softly
Make a wish before you leave this place
Hold me tight as you whisper your last words
Make me smile before I start to cry

You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again

Hold my hand and help me let you go
When darkness breaks I will stay awake
I hope you’ll wake up to a precious dawn
Goodbye my love – don’t you be afraid

You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again

Shine on you again

You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again

Listen to the lyrics by Mads Langer here:

WM Halv maraton lige forbi mit vindue

Carla har fundet sine Meliissasko af genanvendt gummi og de er med duft.     Photo: Charline Skovgaard

Mine 15 årige piger og jeg var på gaden tidligt for at få styr på konfirmationsforberedelser. Det var så fedt at cykle på gaderne helt alene, alt var spærret af til halv maraton. Vi fik hurtigt styr på vores indkøb og valgte så en plads i solen på Madklubben på Vesterbrogade, med de bedste pladser first row til løbet. Carla fik pakket sine sko ud af genanvendte plastikrester fra Melissa. Jeg er stolt af at have en unge, som forsøgr at finde et bæredygtigt produkt til sit konfirmations outfit. Vi fik frokost og mødte en masse vi kendte. Så startede løbet med de hurtigeste gazeller fra Kenya jeg nogensinde har set. Hold nu kæft nogle lange skridt de kunne tage. Først kvinderne og så mændende… stemningen var vild og kåd og som at have sommerfest/vejfest i sit eget kvarter. København eller nærmere Vesterbro er nu altid gode for gadefester som Distortion og  Saxogadefest, jeg elsker det. Min søn Marcus og hans bedste veninde Nanna kom forbi og festen forsatte… vi heppede på alt og alle og råbte folks navn og tilskyndede dem til at spurte de sidste 2 kilometer….Jeg anede ikke at jeg ville blive så grebet af dette hype. Har så stor respekt for det de er igennem. Jeg så en blind, flere med kemo frisure, overvægtige, mænd med fuldskæg, udklædte, børn og så alle mulige i støttestrømper og neon. Nogle var meget fokuserede andre (meget få) havde mega overskud og grinte eller råbte tilbage, nogle gav high five, de fleste led ad pommeren til med fråde om munden. Men vi kunne se at det gjorde en forskel at vi heppede og de gav high five og kom op i gear også dem der var blevet gående, skadede eller var ved at give op. Derfor har jeg så en meget rusten stemme nu… men er høj på at andre har nået et mål. Formentlig et delmål, en milepæl eller et personligt mål. Damn det er sejt.  RESPEKT til alt og alle om dette løb.

Dansende indianer

Skærmbillede 2014-03-29 kl. 17.28.04

Jeg har altid været fascineret af indianer og deres livsstil. Som barn når vi så cowboy og indianerfilm, var der ingen tvivl om hvem jeg holdte med. Som voksen har jeg mødt en Blackfoot indianer fra Canada, som kommer til Danmark et par gange om året og laver pibecermonier og svedehytter. Det har jeg haft virkelig meget glæde af, da det topper de gruppe meditationer jeg normalt sidder i. Svedehytten er et rituelt project der tager det meste af en dag og der findes rigtig mange fordomme omkring det. Det er ikke i orden at tage billeder omkring en svedehytte, så derfor beskrives det altid kun med ord, selvom jeg som visuel kommunikator ville elske at lave billeder at bålet, hytten, piberne og alt det magiske der sker.  Men istedet giver jeg dig en glad dansende indianer der er rimelig up-beat og up ti date eller skal vi sige helt nede med trenden:  skru op for en vild indianer, The Supa Man 😉