Jeg har været bekymret siden jeg i sidste uge hørte at Dalai Lama er indlagt og gennemgår behandlinger. Han er jo en fredskæmper og et kæmpe forbillede… og vi er mange der har brug for hans tilstedeværelse. Vores verden har brug for ham. Tashi Delek 2016.
Jeg elsker når han taler tibetansk, lyt til hans sidste statement fra Rochester, Minnesota, USA.
Du har nu muligheden for at støtte mennekser på flugt på fineste vis…hvor du endda kan møde Wafande, Turboweekend, D-A-D, Aura, Søren Huss, Thomas Buttenschøn, Brandon Beal, Folkeklubben, Vild Smith, Mater Fatman, Le Gammeltoft, Marcus Voigt & Blake Jordan og mange mange flere.
Det er vores nye NGO, Fair Welcome som indbyder til koncert, fordi vi mener at DU skal have en oplevelse i forbindelse med at du støtter denne fantastiske formål. Win-win.
Det hele sker d. 11. Februar 2016 i VEGA kl 20…..til langt efter midnat;-) og du skal skynde dig at sikre billet på Billetlugen.dk
Fair Welcome er ofte ude og lave arrangementer på asylcentrene, og det er også her at de har filmet denne lille teaser… og ja, alle de her nye medborgere kommer også til koncerten. Se FILMEN her:
Idag er jeg ved at rydde op, smide ud og slette filer, som ligger på drev, CDér og USB nøgler og så faldt jeg over mit materiale fra den canadiske instruktør, Mark Raso. Det er nogle år siden at jeg var costume designer på denne film….så det var sjovt med et gensyn. Den har siden vundet både audience award prisen på Slamdance filmfestival, Jury prisen Gasparilla film festival og juryprisen Florida filmfestival. Vi havde det ret sjovt med optagelserne rundt i København med danske up-coming skuespil håb Frederikke Dahl Hansen og engelske Gethin Anthony, som lige havde lavet Game of Thrones. Skuespillerne var vilde med tøjet især det fra Wood Wood og Diesel og ville gerne beholde det efter filmen. Til premieren fortalte Gethin, den mandlige hovedrolle at han altid indrammer et stykke tøj for hver film han har været med i og havde således indrammet en t-shirt. Og iøvrigt var han i Wood Wood t-shirt og Mads Nørgaard cardigan, så det er jo fedt når dansk design når ud over landets grænser og ikke mindst blir et yndlings piece for Gethin.
Se traileren her: COPENHAGEN- Kærlighedsfilm optaget i København
Igår var jeg til Danish Fashion Institutes 10 års fødselsdag og det endte helt fantastisk.
Jeg var ellers lidt presset over at skulle ændre mit mindset fra nødhjælps/NGO/flygtningedebatør til sexy cocktail party med alt hvad der kunne krybe af den tunge fashion industri. Jeg har jo som stylist og kreativ chef været en del af hele det cirkus i over 25 år og det har aldrig været kedeligt.
Jeg har bare sat en kraftig streg i sandet for ca 5 år siden, ved udelukkende at arbejde med og formidle bæredygtig fashion i FairStyles. For 2 år siden tog jeg beslutningen om at være “Sustainable to the bone” hver dag…altså kun at klæde mig i tøj, der ikke har ligget miljø, dyr eller mennesker til last. I min størrelse har det sgu ikke været det nemmeste, og jeg har da også lignet en festival hippie i den første periode. Men det var samtidig det der holdte mig vågen og på tæerene…for hvis ikke jeg kan være konsekvent i min påklædning og samtidig se nogenlunde “fashionable” ud, hvem kan så.
Og det er jo det der er grundlaget for min boutique og webshop My Fair Shop….for det ligger mig ualmindelig meget på sinde at vi alle tager de rigtige bæredygtige valg i hverdagen, fra det vi sover, det i bader i, det vi klæder os i, det vi omgiver os med…alle de hverdags behov SKAL kunne gøres bedre ud fra en bæredygtige og miljøvenlig tankegang og det er jeg sgu kommet i mål med.
Til gengæld har jeg ikke støttet de fine danske firmaer, som jeg før klædte mig i og iøvrigt frekventerede ofte qua mit arbejde, med at lave modeserier. Men det var edderlækkert at se Jer allesammen, at udveksle kram og kærlighed og høre hvor I er I Jeres liv.
Eva Kruse fik fortalt os allesammen at VI er indholdet i DAFIs ramme, vi er talentet og vi skal så meget forsætte. Danmarks skal være på verdenskortet og vi aimer mod at vi som danskere skal være så stolte af vores mode industri, på niveau med en franskmand og det er den retning vi gå efter.
Mit game er at være 100% konsekvent BÆREDYGTIG, og sådan har jeg valgt at bruge modestafetten videre. Og vi alle gør det så godt vi kan og på den måde vi finder rigtig.
Til slut vil jeg sige at hvis du stod udefra og kiggede ind på Langelinie Pavilionen inat, så ville du se rigtig mange sortklædte pissesmarte mennesker, frynser, restylane-fjæs, stoffer, heliumsballoner, syge DJs, eliten af cool kendte, spons og fashionfolk når de er bedst. Men det jeg så og følte var dyb respekt for hinandens arbejde og jeg fik personligt så mange kram og tilkendegivelser for mit nødhjælps arbejde med Fair Welcome og så mange der gerne vil byde ind med hjælp til flygtningearbejdet og charity arrangementer vi sammen kan fortsætte med….hold nu kæft en win win nat. TAK DAFI.
Giv dig selv 24 minutter til at se hele historien: om tragedien i Rana Plaza ;-(
Der er ingen tvivl om at Jorden vi lever på ikke kan bistå os det forbrug vi har idag og vi bliver “død og pine” nød til at re-tænke den måde vi forbruger på….bruger du egentlig køkkenrulle? Mangler du et indspark, så gå på TED og få lidt at gå i seng på.
Sharing Copenhagen en en platform hvor du finder alle de grønne tiltag København kan bryste sig af. Ikke bare Copenhagen fashionweek er på vej i en mere grøn og bæredygtig retning, men København i det hele taget bevæger sig i den rigtige retning efter min smag. Jeg elsker at kunne cykle rundt på cykelstier, at bade i havnen og se hvordan turisterne nyder ikke bare Tivoli , Kødbyen men også alle vores gode spisesteder. Jeg er jo kendt for at bruge mit håndled til alle mulige armbånd, som er samlet sammen fra forskellige lande, gaver og især mine Nelson Mandela armbånd, som jeg aldrig tager af. Det var rygtes, så en fotograf fra Københavns kommune gerne ville bruge mit håndled som model;-) til Sharing Copenhagens kampagne om at få alle lederne i tale, under FN´s klima konference. Det fede var at kunne medbringe den 100% bæredygtige cykel lavet af Bambus designet af danskere. Husk at tjekke ind på sitet og hold dig opdateret på Københavns grønne muligheder.
I loved every minute with you, my love. The last year before your death and while you were struggeling with cancer, I heard this song over and over again. I never played it for you… it was to sad and I prayed to spirits in this world for you to hold on to the hope of recovery, even if I lost hope ones in a while. Then you made this piece of art, like the angels was around you and you were flying with them, it broke my heart…and I knew where you were going…..we were used to be apart but still very close, you were just two hours away…now you are many many years away….but we will meet again, flying with angels. In memory of my spanish LOVE.
Hold your breath as I kiss you softly
Make a wish before you leave this place
Hold me tight as you whisper your last words
Make me smile before I start to cry
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Hold my hand and help me let you go
When darkness breaks I will stay awake
I hope you’ll wake up to a precious dawn
Goodbye my love – don’t you be afraid
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Shine on you again
You’re going down with this ship
And nothing can ever be the same again
I wish that I could take you to a place
Where the lights would shine on you again
Jeg er uddannet beklædningsdesigner, men har aldrig rigtig brugt den uddannelse til andet end at style andres færdige kollektioner. Grunden dertil er lang og den fortæller jeg gerne en anden dag. Jeg har altid været fascineret af mode, tidens forandring, det kreative udtryk og omskiftelige stilarter. Dog har jeg altid haft stor glæde at at sy tøj selv, istandsætte gamle møbler, indrette rum, male kunst eller lave smykker.. det er bare sjældent at det har set super moderne ud og været noget man kunne lave penge på. Det håndgjorte er moderne til tider og vil sikkert altid blomstre op fra tid til anden. 70 érnes hæklede vester og tye-dye t-shirts var fantastiske, 80 érnes punk med revne og hullede ting, malede statements på læderjakker besat med nitter var begge tidsperioder hvor jeg gik all-in på homemade fashion, og stod ikke tilbage for en nyt DIY outfit til hver weekend. Det skulle jo helst have et helt personligt og signifikant udtryk. Da 90 érne sætter ind har den hurtige mode, plastic, neonfarver, billige ting der så ud af meget ligesom overtaget og folk vil have mere af det hele men bliver vandt til at betale mindre. Det ligger et kæmpe press på modeindustrien. Danmarks 4. største exportvare er med til at presse produktionen til lave priser. Og flere kæder af billige tøj butikker opstår, så de nu ligger i ethvert shoppingcenter og vi bliver præsenteret for 3 t-shirts for 100 kr, 10 sokker for en 10 ér og det ser sgu smart ud, så hvorfor ikk? Hvis vi stiller os selv spørgsmålet om det er i orden og er en måde vi har lyst til at forsætte på, får de fleste en lidt dårlig bismag i munden men hvad er alternativet? Og hvor mange kender du helt ærligt, der har stilt sig selv det spørgsmål ? JEG HAR!!!! Det gjorde jeg for mange år siden og jeg var selv en stor del af industrien, da jeg som stylist hver dag lavede mode fotooptagelser til editorial brug i modebladene og brugte flittigt af Fast fashion og make-up og hår produkter spækket med parabener og hormon forstyrrende stoffer. Jeg har lyst til at forsætte med at lave de meget kreative optagelser, shows, events, musikvideoer osv. men kunne det forenes med at det nu skulle være i overensstemmelse med min indre ideologi og håb for en fremtid jordklode, hvor der er plads til alle og hvor vi ikke bare bruger mere og mere, men genbruger så meget som muligt. Der skulle et længere ophold i Himalaya før det stod mig klart hvilken vej jeg skulle gå. Efter af have siddet i puja med buddistiske munke i et kloster, kom ideen til FairStyles, som sidenhen har varetaget alle mine tidl. opgaver, bare kun med et bæredygtigt afsæt, så ingen mennesker og miljø ligger til last for at vi gerne vil gå klædt i det lækreste outfit, dufte af skønne produkter og omgive os med smukke møbler. FairStyles er et visuelt presse/kommunikationsbureau. vi havde en noget stram opstart da de færreste vidste hvad vi snakkede om eller stod for. Vi var meget alene med vores ideologi, det har gudskelov ændret sig meget, men desværre skulle der en kæmpe frygtelig tragedie til for at folk i en bredere forstand fik øjenene op for hvordan vores tøj egentlig bliver tilvejebragt. 24 April 2014 er det et års dagen for tragedien, hvis du ikke husker sagen så se lige 5 min her fra Rana Plaza tragedien i Bangladesh. Det her er den største tragedie med 1100 døde og mere end 2000 sårede og ja bygningen var ikke i orden konstrueret, men hvad regner man egentlig med, når man betaler folk 37 $ pr. måned mod 200$ i Kina, som lige nu er verdens største tøjfabrikant, hvordan kan man bare lukke øjenene for at dem der forarbejder vores tøj ikke har ordenlige forhold, sikrede bygninger, pauser, forsikringer, ferieordning, indeklima osv. Jeg skammer mig, men er nu stolt af at vores arbejde i FairStyles har skabt så meget omtale at vi nu har udvidet med en bæredygtig webshop: www.fair-shop.dk som udelukkede handler med bæredygtige, certificerede, håndgjorte, etiske, lokalt produceret o.lign produkter.
Mine 15 årige piger og jeg var på gaden tidligt for at få styr på konfirmationsforberedelser. Det var så fedt at cykle på gaderne helt alene, alt var spærret af til halv maraton. Vi fik hurtigt styr på vores indkøb og valgte så en plads i solen på Madklubben på Vesterbrogade, med de bedste pladser first row til løbet. Carla fik pakket sine sko ud af genanvendte plastikrester fra Melissa. Jeg er stolt af at have en unge, som forsøgr at finde et bæredygtigt produkt til sit konfirmations outfit. Vi fik frokost og mødte en masse vi kendte. Så startede løbet med de hurtigeste gazeller fra Kenya jeg nogensinde har set. Hold nu kæft nogle lange skridt de kunne tage. Først kvinderne og så mændende… stemningen var vild og kåd og som at have sommerfest/vejfest i sit eget kvarter. København eller nærmere Vesterbro er nu altid gode for gadefester som Distortion og Saxogadefest, jeg elsker det. Min søn Marcus og hans bedste veninde Nanna kom forbi og festen forsatte… vi heppede på alt og alle og råbte folks navn og tilskyndede dem til at spurte de sidste 2 kilometer….Jeg anede ikke at jeg ville blive så grebet af dette hype. Har så stor respekt for det de er igennem. Jeg så en blind, flere med kemo frisure, overvægtige, mænd med fuldskæg, udklædte, børn og så alle mulige i støttestrømper og neon. Nogle var meget fokuserede andre (meget få) havde mega overskud og grinte eller råbte tilbage, nogle gav high five, de fleste led ad pommeren til med fråde om munden. Men vi kunne se at det gjorde en forskel at vi heppede og de gav high five og kom op i gear også dem der var blevet gående, skadede eller var ved at give op. Derfor har jeg så en meget rusten stemme nu… men er høj på at andre har nået et mål. Formentlig et delmål, en milepæl eller et personligt mål. Damn det er sejt. RESPEKT til alt og alle om dette løb.