Pernille Melsted om skyggesider
Jeg har kendt Pernille Melsted siden hun kom hjem hjem fra USA, nææææ det passer ikke, for vi mødtes vist i Bella Centeret engang i 1994-5 ish hvor hun arbejde for Estee Lauder tror jeg det var og jeg stylede trendshow under fashionweek. Men never mind…hun kommer hjem fra USA hvor hun droppede dullebranchen og tog en coachuddannelse. Det var nyt dengang, det var ret sejt og hun havde meget at byde på. I mange år arbejdede hun tæt sammen med guruen Debbie Ford og helligede sig fuldstændig skyggearbejde. Kender du til det? Det er meget powerfuldt og givtigt hvis man tør at se “svinet” i øjenene. Jeg modtager Pernilles nyhedsbrev, som altid er velskrevet, nærværende og spot on. Ofte får jeg det ikke læst, men jeg har jo også været fraværende i det sidste år og før det arbejdet mindst 80 timer ugentligt, så der er ikke meget tid til selvindsigt (at læse) ud over at dyrke yoga, meditere og trekke for mit vedkommende. Men jeg har ofte samtaler med venner, om emner og udfordringer som Pernille så fint beskriver og dermed deler jeg hendes nyhedsbrev.
Jeg har i det her lorte år med svær sygdom måtte kigge meget på mine skyggesider og skam og derfor var det meget inspirerende at læse hendes nyhedsbrev idag…især efter at have set 11 afsnit af SKAM og diskuteret det med mine 3 teenage piger, som total kunne være med i den norske serie. Synes at du skal læse et afsnit af Pernilles nyhedsbrev om skam (længere nede) og vil du have mere af samme skuffe er nedenstående uddrag fra denne bog, som kan bestilles her:
Skam hæmmer din adfærd
Skam umuliggør ægte intimitet. Det er nemmere at være single og sende slørede Instagram-billeder af sig selv med missekatteøjne og trutmund og kun lade sig se, når man er groomet, plejet og poleret, end det er at udstille sig selv 24/7 i et parforhold med dårlig ånde, menstruationsblod, klamme toiletbesøg, rod i skabene og pinlige vaner.
Du ved, at skammen har fat i dig, når du ikke længere vil have hovedbundsmassage af din kæreste, fordi hun ikke skal opdage, hvor tyndhåret du er blevet. Når du holder op med at gå i sauna i svømmehallen, selvom du elsker det, fordi du synes, du er blevet for tyk. Når du stopper kontakten til en mand, du er forelsket i, fordi du kom til at slå en prut, sidst I var sammen og simpelthen ikke kan se ham i øjnene igen. Når du undgår at smile på en date, fordi du er flov over dine skæve fortænder. Skam saboterer på de snedigste måder.
Den moderne skam
I gamle dage havde vi gabestokken og skammekrogen. Skam var et offentligt anliggende, og alle kunne kigge på. Tidligere skammede vi os over at have huller i det pæne søndagstøj, at komme på fattiggården eller at få et barn uden for ægteskabet. I dag er skammen i højere grad vendt indad. Andre ser den ikke så åbenlyst, og vi er blevet dygtige til at skjule den. Vi kan maskere vores ensomhed med middagsselskaber og heftig aktivitet på sociale medier, dække vores massive joblede med billeder fra lækre konferencehoteller og businessclass lounges og skjule vores depression bag Ga-Jol-æske-citater på Facebook. De mest privilegerede af os har nok midler til at få det meste til at se godt ud på overfladen. Men dykker vi nedenunder, er skammen ikke forsvundet. Tværtimod. Måske har den aldrig været større, for aldrig har vi haft så mange redskaber til at lykkes.
- Hvorfor har vi ikke styr på vores krop, når vi godt ved, hvad der skal til for at være sund?
- Hvorfor har vi ikke styr på vores børn, når vi har læst alle Jesper Juuls bøger?
- Hvorfor har vi ikke fundet drømmemanden, når vi ved alt om loven om tiltrækning og affirmationer?
Vi har kun os selv at slå oven i hovedet i dag. Skæbnen, gud og social arv er off the hook som forklaringsmuligheder og undskyldninger for et uperfekt liv, for vi er for selvudviklede til at acceptere offerrollen og for new age spirituelt indoktrinerede til at vide, at selvom vi ikke er herrer over, hvad der sker i vores liv, så har vi det fulde ansvar for, hvordan vi forholder os til det. Med andre ord: Formår vi ikke at håndtere det, livet smider i nakken på os af ubehageligheder, er det vores egen skyld. Vi er ikke længere magtesløse ofre for omstændigheder, der ligger uden for vores indflydelsessfære. Det moderne, selvrealiserede, oplyste menneske har egenhændigt kontrol over eget liv, det fulde ansvar og kun sig selv at takke. Tag den, losers.
Vi skammer os over at fejle i vores selvrealisering. Over at have brugt hundredtusindvis af kroner på kurser, der stadig ikke har givet os den succes, vi jagtede og troede, vi fortjente. Vi skammer os over at vores vision maps ikke har givet os den dagligstue, vi klippede ud af et boligmagasin. Vi skammer os over, at vi hverken har fundet vores g-punkt eller vores soulmate. Vi skammer os over, at vi alligevel ikke kan leve af vores selvstændige forretning, når nu vi sagde det gode job op med et selvsikkert smil og mantraet if you can dream it you can do it tatoveret på armen i moderigtig font. Vi skammer os over, at vi bliver syge, når vi er erklærede sundhedsfanatikere. Vi skammer os over at møde vores veninde fra fitnesscentret med en halv Mars-bar i munden.
Vi skammer os over vores lyster, laster og liderlighed. Eller manglende lyster, laster og liderlighed. (For ve den, der er ”kedelig”). Vi skammer os over perversiteter og fobier, vi ikke burde have. Vi skammer os over, at illusionen om at være et vellykket menneske brister – dagligt. Vi skammer os over vores manglende selvkontrol. Vores klamme, fejlbarlige menneskelighed, kort sagt. Vi skammer os over alt det, vi ikke er herre over. Det, der rammer os ud af det blå uden mening eller formål, og som vi ikke kan styre. Sygdom, fyringer og partnere, der forlader os. Alting skal give mening. Alle ulykker skal tjene et højere spirituelt formål. Der må være en gave! Magtesløsheden og meningsløsheden er det moderne oplyste menneskes allerstørste skyggeside.
Før var der kirken, de 10 bud og de 7 dødssynder, der dikterede den kollektive skam. Det var nogenlunde nemt at holde styr på. I dag har vi ikke bare én kulturelt bestemt skam. Hvert eneste miljø, vi færdes i, og hver eneste subkultur, vi bekender os til, har sit eget skam-dekret. Den intellektuelle gemmer sine Dan Brown-bøger inden daten kommer på besøg, og gourmanden vil hellere dø end at blive set med en Tefal-gryde fra Jamie Oliver eller en bakke buræg.
Alle os, der sidder totalt gennemselvrealiserede på den alleryderste spids af Maslows behovspyramide, skammer os over, at vi stadig har uopfyldte behov. At vi stadig føler os tomme, når nu vi er så stopmætte. Og oven i hatten kommer, at vi skammer os over at skamme os. Skam er tabu. For vi synes, at folk, der stræber efter perfektion eller ikke ”bare er sig selv”, er tåbelige. Dobbelt skam.
Skam over at føle skam
I et samfund, hvor hudløs ærlighed ofte misforstås som autenticitet, er skam på mange måder en taberfølelse. Der er prestige i at blive set som ærlig, fri, uhæmmet af normer, uafhængig af andre og som ”sin egen”.
Det er skamfuldt at skamme sig, for skamfølelsen fortæller os, at vi går op i, hvad andre synes om os. Men det gør vi jo. Og jo mere vi accepterer dét, jo nemmere bliver det for os at være ægte autentiske. At dyrke skamløsheden og insistere på altid at være 100 % ærlig indikerer ikke et fravær af skam, men blot en anden slags skam. Når ”skamfuld” bliver vores skyggeside, har vi intet andet valg end at overkompensere for den skjulte skam og være skamløse for at (be)vise, at der ingen skam er. Jeg oplever, at mennesker, der insisterer på at leve helt transparent, ofte bruger deres åbenhed som skjold mod det, der virkeligt er skamfuldt – og ofte uerkendt eller fortrængt. Skamløsheden bliver en slags afledningsmanøvre: ”Se, hvor ærlig jeg tør være! … Jeg håber ikke, du opdager, hvor genert/kejtet/usikker/blufærdig/følsom/uværdig jeg også føler mig.”
Ud af skammen
Vi skal turde tale om vores skam. Om det vi skammer os over ved os selv, vores skamfulde tanker, følelser, handlinger og oplevelser. Vi må minde os selv – og hinanden om – at vi alle har skam. For jo mere vi deler vores skam, jo mere slipper den taget i os. Det destruktive ved skammen er, at den lukker os ned. Uden at vi er bevidste om det, sætter – selv de umiddelbart mest undseelige – skamoplevelser spor og hæmmer os, amputerer os og tvinger os til at leve et liv delvist i skyggen.
Det, jeg bliver mest rørt over, hver gang jeg leder skyggeworkshops, er den lettelse, jeg ser i folks øjne – og krop – når de opdager, at det, de måske hele deres liv har troet var uelskeligt ved dem, er helt normalt og genkendeligt hos andre. Det er meget, meget smukt. Og vigtigt. Det er rørende, når det går op for os, at vores dybeste skam slet ikke er så særlig eller hemmelig. Men at ham, der sidder ved siden af os, føler og frygter stort set det samme.
Den dybeste længsel i ethvert menneske er at blive elsket som den, man er. Det vil sige at blive elsket med vores skam. Uden at vi skal forstille os, gemme dele af os selv væk og foregive at være bedre eller anderledes, end vi er. De fleste af os har ikke fået den slags kærlighed. Og vi har derfor heller ikke givet den. Det er svært for os at acceptere og elske andre betingelsesløst. Primært fordi vi har så svært ved at acceptere og elske os selv betingelsesløst. Først skridt er derfor at starte med os selv, være villige til at synliggøre vores skam og turde kigge indad og se den lille pige eller dreng, vi har vendt ryggen, i øjnene igen.
Når vi kan tilgive os selv for at have været så nådesløse, så ubarmhjertige og så skamfulde over os selv, begynder der at ske noget. Så smelter skammen stille og roligt, empatien bliver vakt, og først dér kan den betingelsesløse, inkluderende, altomfavnende kærlighed, vi drømmer om, få plads igen. Målet må være at løsne skammen så meget, at vi ikke vil lave os selv om, gemme os væk og løbe fra vores historie eller spejlbillede. Når vi tør tale åbent om vores skam, er vi ikke længere bange for at blive afsløret. For vi har allerede klædt os selv af. Og set at vi faktisk var okay alligevel.
Vi kan ikke stoppe skam. Men vi kan blive opmærksomme på den. (”Hov, var det skam, der gjorde, at jeg sagde nej til det der? Ja, det var det vist.”) Og når vi er vågne, opmærksomme, bevidste, kan vi træffe et valg. Vil jeg lade skammen styre, eller vil jeg bryde mit mønster? Vil jeg gemme mig eller vise, hvem jeg (også) er?
Og jo mere vi øver os i at være ærlige omkring det, vi finder pinligt og sårbart, jo mere vil vi opleve, at skammen smelter og mister sit tag i os. Vi vil også opleve, at vi – i langt de fleste tilfælde – bliver mødt med forståelse og endda genkendelse, når vi tør sige det, vi skammer os over, højt. Pludselig er du ikke den eneste, der er bange for at cykle i mørke, der har stride, sorte hår omkring brystvorterne, som du bliver nødt til at fjerne med pincet, eller en far, der er alkoholiker. Du er ikke den eneste, der føler dig forkert, frastødende og uduelig. Trolden er ude af æsken, og når du deler din skam, bliver din kontakt til andre dybere og mere meningsfuld.
Ingen kommentarer »
No comments yet.
Leave a comment