Ensomhed er ikke det samme som at være alene
Da vi stiftede NGOén Fair Welcome var det egentlig for at kunne nå så mange nye medborger i Danmark og hjælpe så mange flygtninge i land på Lesbos som muligt. Men noget der altid har stået mit hjerte nær er dem de andre ikke gider at lege med, dem der af forskellige årsager er kommet derud, hvor ingen hjælper dem. Det kan være en fyring, mobning, skilsmisse, personlig konkurs, uenigheder med familien og mange andre ting.
Det siges at ensomhed er den største dødelighed i Danmark. Tænk hvis ingen kom til din begravelse, måske fordi du ingen venner havde eller de få du havde først fandt ud af at du var død efter at begravelsen havde fundet sted…. tanken er forfærdelig og desværre er der rigtig mange med de tanker og frygten kommer til at fylde dagene ud.
I Fair Welcome har vi snakket meget om hvordan vi kunne bidrage til at få de her udsatte mennesker ind i et fællesskab og hvordan vi skulle få fat i dem, når de isolerer sig, er hjemløse, er uden familie og venner, som kunne fortælle om det gode tiltag. Desværre kom vi aldrig så langt i planlægningen, trods det at vi havde en handlingsplan og flere væresteder vi kunne benytte, men jeg var drivkraften og jeg fik en levervirus, som satte mig helt ud af spillet. Jeg sov i starten 20 timer i døgnet, det gik der 3-5 måneder med og få at blive rask, skulle jeg have total ro, så jeg flyttede i sommerhus, hvor jeg ingen kender i miles omkreds og det tager over en time for mine børn og venner at komme herop. Nu er der gået et år og jeg har lidt flere vågne timer i døgnet og dog er jeg meget alene. Jeg bruger egentlig mange timer på at mærke hvordan det er at være alene, isoleret og dog ikke ensom. Forskellen er nok at jeg ved, at jeg har familie og venner som jeg kan besøge eller kan få besøg af hvis jeg ønsker underholdning. Jeg er udpræget ekstrovert og får energi af andre mennesker og faktisk følte jeg på et tidspunkt at jeg lå på grænsen til en depression, da jeg mister gnisten uden mennesker omkring mig. Nu har jeg boet heroppe på landet med den vilde natur i over et halvt år og jeg tager til byen ca en gang om ugen for behandlinger og stille og roligt starte op med at arbejde igen…..men nu trækker alt i mig for at komme “hjem”, ud hvor der er højt til himmelen, umuligt at varme op, men mit lille fristed. Jeg er rigtig meget alene men på ingen måde ensom og der ligger forskellen. Og jeg kan ikke vente til at jeg igen får overskud til at hjælpe andre med at komme ind i fællesskabet, for det er bevist at det er bl.a. er det der skal til for at vi lever længere og får et bedre liv.
Der var en aften hvor jeg havde været i København til blodprøver og røngten og skulle nå at lave lektier med min store børn og løbe i butikker, apotetet, biblioteket… flere ting end jeg normalt gjorde på en hel uge. Ved midnatstid kommer jeg hjem i sommerhuset og falder i et tæppe og slår mig meget alvorligt og mit hovedet snitter lige hjørnet af radiatoren…..der ligger jeg i smerte og kan ikke rejse mig og når at tænke at selv med 4 børn, en stor familie og 1000vis af venner…hvornår mon jeg så ville blive fundet, hvis livet endte her. Tanker om at forbløde, dø alene og blive spist af orme…før nogen tænkte…fååårk hvor er hun irriterende at hendes telefon altid er på lydløs og uden vibration og at hun ikke svarer, til at de ville blive nervøse og tage turen herop for så at komme for sent.
Jeg har virkelig svært ved at bære tanken om at det er virkelighed for nogen og at det faktisk sker for en fin sjæl derude lige nu. Hvordan synes du at vi hver især kan bidrage til mindre ensomhed for nogen eller hvad synes du ellers at der skal gøres? Vi MÅ gøre noget.
Ingen kommentarer »
No comments yet.
Leave a comment