Hvad skammer du dig over? Sagde højre til venstre…
Idag har jeg været til guidance hos min tibetanske healer, det er mest noget jeg gør når jeg har ondt fysisk eller psykisk, står foran store beslutninger eller på anden måde ikke kan meditere mig frem til et svar. Faktisk burde jeg gå der løbende, for det er noget at det jeg kender til, der giver mest mening sammen med BodyRestart behandlinger, som også er en seriøs guide til hvor jeg låser mig selv, blokerer eller nærmere bruger af ressourser jeg ikke har. For at få et overordnet syn på alt det min krop viser mig med min hjerne og nogengange hjerte ikke forstår, konsulterer jeg en moderne spåkone og mentor, Zanne som bor i Frankrig. Hun er for vild og kan med ganske få sætninger, eller på bare ca 15-20 min session over telefonen tune ind på hvor jeg spænder ben for mig selv. Da jeg for anden gang får af vide at hun ser mig som fuglen Føniks og at jeg skal overgive mig, gå til grunde og lade mig genopstå…..er det så stærke ord at jeg nærmest bare slukker for min indre modtager og klasker røret på… det gør jeg selvfølgelig ikke, men så præcis som hun er og så direkte…det er sgu svært lige at sluge og kræver en del gåture. Det er også derfor jeg ofte ber om en ny konsultation, for liiiige at få den nye meget powerfulde indsigt på plads, så jeg kan handle ud fra den. (Ups, jeg måtte jo nemlig ikke handle, men kun overgive mig).
Jeg har opbrugt min kvote for mange år siden. Jeg har ikke kunne tage imod men været vældig god til at give og give. Som vi alle ved skal man få for at kunne give videre. Man tager med den ene hånd og giver med den anden, er også et ordsprog vi alle kender. “Damerne først..” er faktisk et talemåde som betyder at tage imod med den venstre hånd (den feminine side) og give med den højre hånd (den maskuline handlende side). Hos mig virker den højre side ualmindelig godt, den er i topform, meget veludviklet og trænet som en atlet. Jeg gir gerne alt jeg ejer, låner min bil og sommerhus ud, lader flygtninge bo i min lejlighed, bruger al min tid i flygtninge lejr eller asylcentre, bruger min sparsomme løn på mindre bemidlede…..når jeg siger sparsomme er det fordi jeg også gerne giver min tid, kompetencer og formåen i mit firma til vennepris, gratis eller bytteordning. At tage imod for mig er som at få en lussing. At nogen spænder ben, at de ikke har reelle hensigter eller vil ha noget i bytte, som jeg ikke kan give eller vil være med til. Dertil er det nemmere at sige pænt nej tak eller undgå at holde noget hvor nogen kunne finde på at komme med en gave. Av av av, jeg kan godt selv høre hvor latterligt det lyder. Og nu er jeg dér i mit liv hvor jeg får så ualmindelig mange tæsk igen og igen til jeg lærer det. Det er pinligt. Det er skamfuldt. Jeg har gemt mig, undgået folk, holdt det hemmeligt. Men nu er det blevet for svær en burde, som jeg ikke længere kan bære. Faktisk sagde tibetaneren at grunden til min smerter er så voldsomme at jeg kaster op, er for at kroppen ikke aner hvor den skal komme af med smerten og det er trods alt bedre at blive svimmel og kaste op end at besvime. De konstante smerter i nakken og skuldrede er nu så konstante at der skal gøres noget, derfor opsøger jeg forskellige alternativer for at undgå operation i nakken og/eller blokader i skulderled. Idag er det gået op for mig at jeg selv er med til at fastholde mig i smerten, så længe jeg ikke tør lægge mig fladt ned og overgive mig, gå konkurs med firmaer, sælge sommerhus, melde mig ud af alle sociale sammenhænge, overgive mig til det værst tænkelige at bare være passiv…ikke at bruge atleten, den handlende højre arm. Jeg har vidst det i flere måneder og jeg har arbejdet mig stille og roligt hen imod overgivelsen, den passive, ugidelige, syge, trætte, introverte, stille, sensitive, udtjente pige jeg jo ER og har været i fucking hele 2016. For helvede det er røvsygt. Jeg har sovet i et år. Fik reddet mig en forbandet lever virus i en flytningelejr i November 2015 og nu skriver vi December 2016 og alle de her måneder har jeg hængt i det yderste af neglende og tænkt, det blir bedre imorgen, så er der en ny dag, hvor jeg er mere frisk og så skal jeg på arbejde og have styr på alle papirerne, vores nye bæredygtige tiltag, verdens mest bæredygtige kollektion, franchise af My Fair Shop, skrive den bog der er efterspørgsel på, få import og export ordentlig op og køre og sådan looper tankerne i mit hovedet igen og igen og igen og igen….. imorgen kan jeg handle på alle mine projekter. Jeg er nemlig skide god til at handle, har et kæmpe netværk, får ting til at ske, ser mine kunder i FairStyles vækste derudaf…….nu er højre arm handlingslammet, fingrende er føleforstyret. Højre side er ret kaput og venstre….hmmmm, den aner intet om hvor den skal starte eller slutte. Fysisk bliver den nødt til at tage over for højre når der skal skrives smsér, holdes tasker, tørres bagi (mega besværligt) vaskes hår, laves mad osv. Den er ikke glad for det, men den gør det;-) Nu er vi så nået til at den skal rækkes ud og bede om hjælp (skyd mig)….bede om hjælp…hmm, altså uden at tigge og sige bébé. Jeg elsker selv af give, så hvorfor er det så svært at tage imod. At modtage og give skulle jo gerne være én bevægelse i samme handling, tage, give, tage, give, tage.
Imorgen har jeg fødselsdag, det plejer jeg ikke at gøre noget større nummer ud af, det er nok ca 10 år siden jeg rigtig har inviteret til noget. Har nok undskyldt det med at folk har så travlt i December og nok ikke kan, fordi jeg faktisk er hunderæd for at skulle modtage applaus og gaver. Hvad sker der for det? Ja, det må du sku nok spørge om…..men det handler om gamle mønstre, skyld, skam, angst vil jeg tro. Og fordi jeg ikke har set alle varslerne i min mangel på at kunne modtage, blev jeg lagt ned med alvorlig virus og nu en diskos i nakken der lammer højre side i smerte. Og jeg tror sgu ikke at det er så tilfældigt, hvad hvis det hele hænger sammen med psyken, min opvækst og gamle mønstre og overbevisninger? Om jeg har tænkt mig at gøre noget ved det…ja, det kan du fanme bande på jeg har. Nu gider jeg ikke sove mere, gider ikke at have så ondt mere, gider ikke at være bagud mere…så nu overgiver jeg mig….lægger mig fladt ned og forsøger at lade være med at skamme mig over at jeg modtager fødselsdagsgæster med fedtet hår og en uheldig ret grå udvoksning, sporadisk støvsugning med venstre hånd udover et møgbeskidt sommerhus, hvor der hænger tøj på alle døre fordi jeg ikke orker at proppe det ind i det eneste skab jeg har, hvor vi skal have ikke økologisk frysesuppe og på ingen måde hjemmebagt brød, at her ikke er lys i lanterner og hygge pynt nogen vegne og hvor jeg ved hver gave skal kæmpe med at synes jeg har fortjent den. Venstre side står klar til at modtage. Tak til både venstre og højre side for at være så ubarmhjertig og vedholdende at jeg får tæsk indtil jeg indser hvad livet i virkeligheden handler om. TAK.
Senere idag kørte jeg stortudende fra min fysioterapeut, både fordi hun efter 3 måneders ugentlige behandlinger ikke synes at kunne hjælpe mig og hun mener at jeg udover ortopædkirurgen skulle bede om en MR scanning, da der er sket noget alvorligt i det fald jeg havde med at gribe en voksen mand der mistede fodfæstet. Jeg græd af smerte og fortabthed. Sad længe i bilen foran Netto for at finde styrke til at handle og forsøge at regne ud hvordan faen man holder fødselsdag for familien og næste dag mine nærmeste 15 venner. Her var højre side meget klar med en hurtig aflysning, bare sende en gruppe besked og så hjem og sove på et solidt skud cannabis og så glemmer vi alt om det. Skide nemt. Men du kender det med englen og djævlen der diskuterer højlydt i hovedet og nærmest materialiserer sig foran dig i en fight. Højre side er jo atlet og venstre fortabt, pinlig berørt, taberen, som bare aldrig bliver hørt. Men tibetanerens visdom havde sat sig godt tilrette og venstre arm var nu hævet, stolt og modigt…så nu skal slaget tages. Venstre og højre får besluttet at jeg skal gå i Netto og sluge min skam big time. Jeg har ikke haft nogen indkomst i et år, min sygesikring var blevet opkrævet på e-boks (mit hadesite af alle) imens jeg reddere flygtninge i land på Lesbos, så jeg havde sandelig ikke tid til at tjekke op på min eget liv…min højre side var lige igang med at handle sig ud af hjælp til 6000 halv drukne/døde/sårede/forpinte flygtninge der kom ind dagligt i gummibåde. Og når man ikke betaler til tiden, jaaa så ryger 20 års anciennitet og man får NUL kroner som selvstændig. Flot Charli. Men nok om det…skammen er til at tage at føle på. Skammen over at være syg, forpint, hjælpeløs har haunted mig i månedsvis men nu er det altså venstre der har ordet…og der skal handles til mange gæster for 120 kr. Økologi er min kæmpe kæphest, som jeg så godt kan stige ned af. Dog nægter jeg at købe mælk, æg og kød, som ikke er økologisk, da det er for ubærligt for dyrerne. Jeg har ikke engang råd til at bage, hvilket også er røv besværligt med venstre hånd. Menuen bliver frossen suppe med chiabatta brød, som var så billigt at jeg har det mistænkt for at være papmaché. Fik også råd til en liter mælk og en pakke smør…..og så risengrøn til mig i aften i en pølsepose. Skammen over at være en æstetisk madsnob og gå 100% efter økologiske varer er til at tage at føle på, men sådan er det lige nu og en dag får jeg råd til at spise på Noma og det allerbedste ville være at familie og venner kommer med…men det sker nok først når venstre og højre side ikke længere batler, men er i balance om give´n´take princippet.
PS: Nu har det været min fødselsdag og jeg blev fejret og passet på til den store guldmedalje. Jeg glædede mig meget over gaver, som familie og venner havde nøje udvalgt, som jeg selv gør, når jeg vælger en gave og det rørte mig dybt. Vi havde lange gode samtaler og huset emmede af kærlighed. Min venstre modtagende side var glad og tilfreds og jeg gik i seng med et smil på læben og et bjerg af gaver på bordet, som jeg kunne modtage med glæde og ikke synes var for meget.
Ingen kommentarer »
No comments yet.
Leave a comment