Ophold på ubeboet ø. On a boat in Greece # 4

Foto: Charline Skovgaard

Det som jeg synes var det allerskønneste på hele ugen i det vindunderlige græske øhav, var da vi efter en dejlig aften på Poros sejlede til en ubeboet ø. Da vi ankom sent om eftermiddagen lå der allerede 4 både i bugten, hvilket altid er hyggeligt, senere skulle det vise sig at bliver ovenud hyggeligt. En dansk familie på på en Navigare båd ved siden af os, de havde lejet båden uden crew og stod selv som skipper og kok, hvilket de havde gjort i flere somre. Vi fik en hyggesludder med dem og kunne ellers ikke hurtig nok komme på land for at udforske øeen, som kun havde geder og et par æsler og rygtet siger een struds, men ingen har vist set andet end den efterladenskaber. Fiona dykkede i et et væk efter skelletterne af søpindsvin, drengene sejlede ind i gummibåden og gik tur på øen og fandt et træ, de selv synes lignede et Somersby træ. Christophe sejlede rundt og tog billeder af vores enorme skude nedefra. Vores crew tog et velfortjent hvil, indtil Jessica gik igang med Svensk pølseret og Oskar skrugede lidt på gummibådens påhængsmotor.  Fiona og jeg tog dykkerudstyr på og gik all in på at samle søpindsvine skelletter. Vi dykkede langs klipperne og gik i land langt fra båden. Vi klatrede pænt højt op, hvilket tog en evighed og fandt ud af at der var meget langt igen til øens øverste punkt. I stedet gik vi tværs over øen og fandt de vildeste klippe afsatser hvorfra vi kunne lege 4-5 meter vippe. Man mister fuldstændig tid og sted og er bare tilstede med det smukkeste hav og himmel som er allover. Da sulten trængte sig på svømmede vi tilbage rundt om øen, og hold nu kæft der var langt og det begyndte at blive mørkt. Jeg var så kistestolt af min lille 13 årige delfin, der bare ikke kunne få nok af eventyr og synes at vi skulle angribe øen igen. Langt om længe kom bugten og vores Hanse 54 tilsyne og maden stod klar. Det må være et af de bedste måltider jeg har smagt ever, stemningen, oplevelsen, saltvandshåret, udmattelsen i kroppen, arrhhhh. Vi lagde os på dækket og fortalte historier fra det virkelig liv og så stjerneskud. Næsten alle riggede til at sove ude og mørket faldt på og et par både med italienske familier havde samlet træ på øen til bålhygge. Vi kunne nu ligge vuggende og nyde bålets knitren…lige da vi var ved at falde i søvn startede en italiensk herre med at synge de smukkeste arier og lyden forplantede sig langt ud over bugten……vi klappede og råbte “bravo, bravo” indtil han forsatte. Jeg måtte nive mig i armen for at forstå at jeg ikke var med i “Mine aftener i Paradiso” eller noget lignende. Som du næsten kan regne ud, at jeg lukkede mine øjne med et smil fra øre til øre, og nød at jeg havde haft den allerbedste dag i mit liv med mine skønne unger, som nu alle var mætte, glade, trygge og forventnigsfulde på resten af vores græske eventyr.

Ingen kommentarer »

No comments yet.

Leave a comment