Jeg er afhængig…. og blind på det indre øje
Jeg er afhængig…dybt ødelæggende afhængig. Jeg skal på afvænning, men hyperventilerer bare ved tanken. <3 Jeg har reddet mig en heftig lever virus tilbage i December og er beordret total ro. Det tog mig en del måneder at forstå hvad total ro betyder. Faktisk gik jeg først til lægen efter næsten 4 ugers høj feber, fordi jeg simpelhen ikke kunne få varmen. Synes ikke lige jeg havde tid. Måske min underbevidsthed vidste at den var gal og jeg ville blive sat tilbage og det skulle jeg jo ikke nyde noget af så jeg ventede med lægen til jeg ikke kunne stå op længere og det endte da også med en akut indlæggelse…meeeen altså først efter at jeg lige have overstået et foredrag i Dansk Kvinde samfund. På hospitalet var de noget forskrækkede over at jeg kunne stå op med de tal mit blod viste. Efter mega meget blodsugning, fik jeg svaret at jeg ikke havde leukæmi, så nu forstod jeg bedre hvorfor de var så oprørte. En del timer senere fik jeg afvide at de nu kunne se at jeg heller ikke havde menigitis men at de skulle bruge mere blod for at teste for HIV. Jeg ville bare gerne hjem, men ville samtidig gerne have ordenlig styr på hvorfor jeg havde døjet med så høj feber så længe. Da de med sikkerhed kunne afvise HIV gik søgningen ind på hvad det ellers var ud over mononukloese, og det skulle ende med at være nogle vira af mere eksotisk (mellemøstlig) karakter, som man ikke ser så ofte på de her breddegrader. En lever fuld af vira og en milt der ikke danner hvide blodlegemer er altså noget man blir ulidelig træt af, kan jeg hilse og sige.
Jeg mediterer og dyrker yoga og er fokuseret med gode intentioner….bare ikke for mig selv. Faktisk for allemulige jeg dårligt kender, har mødt på Lesbos, mødt i en flygtninge lejr, et asyl center eller hvad ved jeg. Alle mine vågne timer gik i den retning og jeg fik udrettet en masse. Bare ikke for mig selv. Jeg fik således sat gang i mange ting i Januar, fik bl.a. lavet en kæmpe støtte koncert i Vega i Februar og SÅ skulle jeg have ro. Der skulle så gå næsten hele Marts før jeg turde at give slip og blive hjemme fra arbejde. Jeg elsker mit arbejde, er dybt afhængig af mit arbejde, som et stof der gør mig høj. Jeg har gang i alverdens mege fede projekter udi bæredygtige projekter, flygtninge projekter, kampagner af nye opfindelser, tiltag der ender i Australien og NY. Og jeg forstår simpelhen ikke at give slip på det fix. Jeg har været ud og ind af hospitalet igennem flere måneder og det blev mere og mere tydeligt at jeg har drevet så alvorlige veksler på min familie, mine venner, min sundhed, mine fritidsinteresser, min økonomi, mine virksomheder, mig selv og ikke mindst mit helbred. Jeg er så fucked op og har stadig svært ved at se og forstå det.
Jeg bad om hjælp fra min mor og 4 nærmeste veninder, hjælp til alt, ALT. Jeg var ved at dø af skræk ved tanken, vil til hver en tid helst klare det hele selv og ikke ligge folk til last. Men jeg var så lagt ude, så bagud med alt. Sov dagene væk, orkede ikke at spise, turde ikke at fortælle nogen at jeg ikke havde købt ind, gjort rent, passet mit arbejde, svaret mails, set nogen. Hvorfor ved jeg ikke….håbede bare hele tiden at jeg snart blev rask og SÅ ville jeg hurtigt være tilbage i topform. Men hver dag var det dybt udmattende at tage bad og komme i tøjet, for så at tage et møde på kontoret, sove hen over bordet og så svare 4 mails (får min 100 mails dagligt) for så at tage en lur igen for at kunne magte at tælle een varegruppe op for så at kaste op af træthed og tage den lige pludselige 100 km lange tur hjem på cykel, som plejer at være på 5 km. Sidde i opgangen og sove bare lige i 10 min for at kunne nå op på 4. sal og så gå i seng med alt tøjet på uden at børste tænder, spise, læse, være mor eller en skid. Hver dag samme shit, hver dag med kærlig skæld ud fra bekymrede veninder, hver dag en kamp og manglende forståelse for at det ikke gik bedre. Jeg var jo gået ned fra arbejdsdage på 12-14 timer til 2-4 timer. Stadig lige blind, dum, stum, døv og kæmpe ignorant.
Efter at der kom lidt styr på div. kæmpe hængepartier ved mine nærmestes hjælp, fik jeg det lidt bedre og optrappede straks mødekalenderen. SMÆK sagde det promte….Smækkene kom som høj feber, brændende hud, manglende hørelse, tørre øjne, opkast fornemmelse, sløret blik og total svag fatteevne……som når man har været vågen i 3 døgn (uden druk og fest vel at mærke) Har du nogen sinde prøvet at været vågen i flere døgn pga arbejde? DEN følelse…. rigtig ubehagelig tilstand og alligevel skete det igen og igen at min nysgerrighed og mit syge FOMOgen fik sat gang i alt muligt og jeg kollapsede og fik så mange smæk i dagene efter.
Langsomt kom tiden hvor jeg synes hver dag var et uoverstigeligt bjerg og jeg ikke længere orkede og ikke kunne se en ende på om jeg nogensinde bliver rask. Det fik mig til at lukke 3 firmaer ned og et par dage efter opsige mit kontor. Egentlig var jeg ved at dø ved tanken med var også så ligeglad….. tankerne om hvornår nogen ville komme og indlægge mig og overtage hele biksen kom forbi mere end een gang. Men hvem skulle så passe børnene? Jeg kender udemærket ideologien med at man selv skal tage iltmasken på i en fly på vej i afgrunden… det er så aldrig noget det har faldet mig naturligt og selvom jeg godt fatter og kan gennemskue det smarte i ideen, så er jeg desværre ret sikker på at jeg ville sætte masken på mine børn før mig selv. Til enhver en tid. Ja, det er skide ubegavet, men jeg er ikke så kvik….og det er nok egentlig derfor jeg deler det her med dig…for at jeg skal forstå det selv.
Der er ikke andet rigtig at gøre ved mine lever vira end hvile, totalt hvile. Det er så det største handikap jeg kunne rammes af…ville seriøst hellere have begge ben i gips..for så kunne jeg jo bare forsætte. Hold nu kæft jeg kan godt selv høre hvor idiotisk det lyder og dog giver det mening ud i alle mine celler. Efter en del måneder med smæk som pay-off på at trække den for langt begyndte jeg langsom at se denne sygdom eller tilstand som en gave.
“Vær så artig at modtage denne fine gave, der er noget du skal lære”…ja, det skal jeg fanme love for.
Jeg er så handikappet at jeg må lære at række ud, av av av… det gjorde ondt. Jeg skulle aflyse møder, arrangementer, foredrag, nye tiltag, interviews osv…. åhhh den sved, for en pligtopfyldende workaholich som mig. Jeg måtte bede om penge, låne yderligere i sommerhuset for at inddække min manglende indkomst, auuch! Måtte glemme alt om at se venner, hænge ud, gå i bio, på udstillinger, strolle om søerne, tage i sommerhus, ja overhoved samtale i telefon var sgu for udmattende. Lidt efter lidt… kunne jeg se mere og mere hvor meget jeg kæmpede med ikke at “fixe” ting som jeg plejer. Jeg blev mere indesluttet og bedrøvet…jeg er lammet på min natur, mit glade væsen, min kampgejst, min vilje og min lalleglade optimisme. Men hvem er jeg så? og hvordan lægger man sig bare ned og sover og venter i et år på at det går over? Det er faktisk overgivelsen til tilstanden der er det aller sværeste. Jeg er ikke sådan een der bare lægger hen og laver ingenting…..men nu er jeg, desværre…problemet er at mit hoved kværner af ideer og min mave smerter af alle de ting jeg ikke får gjort og sagt og så ender øjenlågene med at vinde kampen da de er tungere en blyklodser og overtager til jeg igen vågner op efter 14 timers søvn og er endnu mere bagud. Total ro, ja ja jeg forsøger at forstå det i mit hoved, min krop har fattet det!!! Jeg beslutter efter en behandling hos Pernille Damore, som er heilpraktiker, hvor hun tappede mit blod ud (det så ikke godt ud, tykt, tungt, alt for mørkt) og blandede det med noget hømopatisk halløj (var for udmattet til at gå ind i hvad det var) og skød ind i årene igen. Jeg jokede med at det var bloddoping og at det har jeg sgu brug for;-)
Men den vigtige besked fra Pernille som jeg også får igen og igen fra min TFT (Tankefelts terapeut) Mitzi er at jeg skal lære at passe på mig selv. Jeg har en indre blødning som skal stoppes for alt andet skal fikses, altså i overført betydning forståes. Det er på ingen måde en muskel jeg har trænet, jeg aner ikke hvor den sidder. Og nu hvor jeg ikke kan handle mig ud af ting, fixe og ordre og få 1000 ting fra hånden…ja, så er jeg altså virkelig handikappet. Så nu på 4. måned i slapsvans udgave har jeg mistet tålmodigheden og er klar på overgivelse…og træning at det sted der “passer på MIG”. Beslutningen er taget…ingen koffein, ingen sukker- begge mega syndere til at få det bedre. Daglige gøremål må KUN være for mig, altså ting der giver mig glæde og energi, som yoga, meditation, friske juice, samtaler med mine børn og nærmeste, gåture (hvis jeg orker) læsning og musik. Av av, hvem skal så svare de 100 mails der kommer ind dagligt, hvem passer butikken, webshoppen PR bureauet, og alt det andet? Regnestykket vil ikke gå op men jeg VIL have det bedre. Så jeg beslutter at fortælle alle omkring mig at jeg ikke kan finde ud af holde mig i ro og slukke for arbejdet, da jeg jo faktisk vil mene at arbejdet giver mig energi…men det går åbenbart ikke i behandlernes regnestykke, hvilket jeg jo også godt kan mærke på mit system. Så jeg må tage væk. Jeg har aldrig været væk i 2 uger uden at der var arbejde indblandet. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke op hvornår jeg sidst har været på ferie, altså ferie. Og selv jeg synes at jeg er hjemme og ikke arbejder, altså tager på kontoret….så er det ikke godt nok. Jeg har ikke været på mit kontor i en måned og ikke fået det synderligt bedre…måske fordi mine dage går sådan ca sådan her:
Vågnede efter en urolig og skidt nattesøvn, en leverandør skulle levere noget tøj, som der er stor efterspørgsel på og vi skulle opgøre salg osv. Det to 40 min i telefon. Nåede ikke i bad før jeg skulle til morgenmad hos min søn, som fylder 22 og bor 4 gader væk. Gik derned med min store datter og vores delehund. Super hyggeligt. Min store hjælp på kontoret ringede, det tog en time. Jeg lokker mine 2 store unger med på gaden for at købe Marcus gave, men skulle liiiige forbi en leverandør og hente varer som var i restordre i webshoppen. Fik købt gave med Marcus. Faldt så lammet om i 3 timers lur hjemme hvorefter min praktikant i Fair Welcome kom forbi for at gennemgå vores vigtigeste opgaver, hun blev halvanden time. Da hun gik, kastede jeg op af udmattelse og satte mig for at skrive dette. Noget er gået op for mig??? Total ro og KUN gøre ting der giver mig energi???? Hmm, hvor. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er på arbejde fordi jeg ikke sidder på min plads på kontoret eller passer My Fair Shop….men hvem er det jeg snyder? Helt ærligt hvor svært kan det være? Dog lover jeg hermed at jeg skal ikke ned og arbejde 24/7 i flygtningelejre lige med det samme;-)
Ingen kommentarer »
No comments yet.
Leave a comment